Berlingske Business

Lektion 10: Den evige jagt på velfærd

Selv om Danmark har et af verdens højeste skattetryk, og staten følger borgeren fra vugge til grav, er vi stadig et af verdens absolut rigeste samfund. Der findes nemlig både økonomiske forklaringer på, hvorfor velfærdsstaten er vokset i omfang, og gode økonomiske argumenter for, at den spiller en afgørende rolle for vores rigdom.

De sidste ni søndages gennemgang af økonomisk teori og tankegang har nok afsløret for dem, der ikke vidste det i forvejen, at økonomer i vid udstrækning hylder det frie initiativ og markedskræfterne.

Vi har gennemgået beviser for, at grådighed bedst betaler sig, endda også for hele samfundet. At markedet tildeler varerne den rigtige pris. At for gavmilde understøttelsesordninger mindsker arbejdsstyrken, at for høje skatter mindsker arbejdslysten og at politikerne oftest gør sig bedst ved at holde fingrene langt væk fra økonomien.

Men hvis tingene fungerer bedst, når det hele overlades til det frie initiativ, hvordan forklarer man så, at Danmark altid havner på top-ti, når de rigeste lande i verden skal kåres?

Skattetryk : Vi konkurrerer jo løbende med Sverige om at have verdens højeste skattetryk, fordi den offentlige sektor relativt set er en af verdens største. Og man skal lede længe for at finde andre lande med en lige så hård marginalbeskatning som den danske topskat. Adskillige studier har påvist, gevinsten ved at tage et arbejde i bunden af lønskalaen i stedet for at være på dagpenge er minimal, og så har vi indført en efterlønsordning, som raske mennesker kan benytte til en tidlig afgang fra arbejdsmarkedet.

Men hvilken rolle spiller velfærdsstaten, og hvorfor er velfærdsstaten så succesfuld, trods dens tilsyneladende effektivitetshæmmende karakter?

Flertallets magt: Velfærdsstatens succes skyldes ikke mindst, at der faktisk er gode økonomiske argumenter for at have den.

Økonomisk set er en velfærdsstat et samfund, som reguleres på en række områder, fordi flertallet ikke kan acceptere det økonomiske resultat, der ville komme, hvis der slet ikke var nogen regulering. Ifølge den velfærdsøkonomiske teori har velfærdsstaten tre hoveopgaver:

* For det første skal velfærdsstaten afhjælpe markedsfejl. Samfundet opbygger for eksempel et retssystem, fordi det er vanskeligt at forestille sig, at det ville komme af sig selv. Hvem ville være villig til at finansiere dommerens løn, før man pludselig selv stod og manglede en dommer til at afgøre en tvist? Og hvem ville sikre, at skinnerne på togstrækningen blev vedligeholdt, hvis man nu ikke lige vidste, om man ville tage toget i den nærmeste fremtid?

* For det andet skal velfærdsstaten udjævne indkomsterne, både over livsforløbet og imellem personer. Flertallet af borgerne i et velfærdssamfund ønsker åbenbart ikke for stor forskel mellem rig og fattig, og vælger derfor at omfordele indkomsterne via et skattesystem, der endda kan indrettes med progressiv beskatning, så skatteprocenten stiger med indkomstniveauet. Selv om den enkelte måske tjener over gennemsnittet mens han er i arbejde, er det stadig ikke sikkert, at han kan forsørge sig selv som gammel. Derfor omfordeler man også mellem generationer, så ældre får folkepension og unge måske en uddannelsesstøtte.

* For det tredje kan velfærdsstaten betragtes som en stor forsikringsordning, som man er tvunget til at tegne, hvis man vil bo i landet. Fra man er født, deltager man i ordningen, der leverer et socialt sikkerhedsnet, som, i hvert fald i teorien, sikrer, at ingen synker helt til bunds i armod. Som med alle forsikringer drejer det sig om, at man omfordeler fra de heldige til de uheldige, selv om nogen vil hævde, at det i velfærdsstatens tilfælde snarere er fra de flittige til de dovne.

Uden velfærdsstaten er det tvivlsomt om disse tre opgaver ville blive løst. Resultatet kunne være ringe infrastruktur, voldsom skæv indkomstfordeling og en befolkning, der generelt var underforsikrede i forhold til, hvad der ville være samfundsmæssigt gavnligt.

Forskellige modeller: De vestlige lande er alle velfærdsstater, men i nogle lande er velfærden væsentlig mere udbygget end i andre.

De skandinaviske lande har verdens mest udbyggede velfærdssystem, hvor staten spiller en central rolle i borgernes liv. Den skandinaviske velfærdsstats primære mål er sikre flest mulig mest mulig velfærd. Modsætningen er den amerikanske velfærdsmodel, hvor staten spiller en minimal betydning, og hvor det primære formål for velfærdsstaten er at sikre borgerne mod fattigdom ved at tilbyde et minimum af velfærd. En populær sammenligning er at tale om, hvor fintmasket sikkerhedsnettet er.

En stor velfærdsstat med et veludbygget forsørgelsessystem virker også økonomisk stabiliserende under økonomiske kriser, fordi færre kommer i så store økonomiske vanskeligheder, at de for eksempel må gå fra hus og hjem.

Social kapital: Lande med et veludbygget velfærdssystem, er også lande med minimal korruption, megen sikkerhed og stabilitet. Velfærdsstaten skaber tillid og giver tryghed, og tillid sænker omkostningerne ved at handle. Med velfærdsstaten følger nemlig udbygningen af institutioner, som domstole og velfungerende kapitalmarkeder, som opbygger den nødvendige tillid mellem borgere og til systemet.

Økonomerne kalder denne velfærdstillid for samfundets sociale kapital, og selv om den kan være vanskelig at sætte tal på, er der ingen tvivl om, at den på linje med investeringer i uddannelse og fabriksbygninger - human og fysisk kapital - har stor betydning for den økonomiske vækst.

Trods de gode økonomiske argumenter for velfærdsstaten, betyder det selvfølgelig ikke, at alt er den rene fryd og gammen. For velfærdsstaten skaber i sig selv store markedsfejl. Når man først har accepteret ideen om, at staten leverer varen, og at skatten kan være høj, er der indbygget flere problemer.

Produktionsløft:Den massive udbygning af velfærdsstaten er der for eksempel ikke kun gode grunde til. Har velfærdsstaten som målsætning at sikre en lige indkomstfordeling, vil det over tid fordyre serviceopgaverne væsentligt. Det er nemlig begrænset, hvor store produktivitetsløft man kan forvente inden for serviceopgaver som rengøring, pasning og pleje.

Disse opgaver er i sagens natur meget arbejdskraftsintensive, og det er opgaver, som i vid udstrækning varetages af det offentlige, især i den skandinaviske velfærdsmodel.

Den første økonom, som gjorde opmærksom på denne kilde til udgiftspres i den offentlige sektor, var den amerikanske økonom William J. Baumol (1922-), der henledte opmærksomheden på, at selv om det af få klippet sit hår i USA basalt set var den samme ydelse som at få klippet sit hår i et uland, så betalte man væsentligt mere for den samme ydelse i USA. Service er dyrere, fordi lønningerne er højere.

Når det drejer sig om offentlige ydelser er der samtidig det problem, at den enkelte, der modtager ydelsen ikke selv betaler den fulde pris for ydelsen. En vuggestueplads koster således omkring tre gange så meget, som forældrene betaler. Der vil derfor være en tendens til, at efterspørgslen efter offentlige ydelser altid vil overstige udbuddet, hvilket stiller store krav til den politiske prioritering.

Hvilken velfærdsmodel som er den bedste er en smagssag. Det er ikke noget som man ved simpel flertalsafgørelse kan træffe beslutning om.

Umulige valg:Når der er et massivt flertal for en bestemt samfundsøkonomisk kurs, kan det virke nemt at lede og fordele. Men når befolkningen er splittet i velfærdsspørgsmål, er den socialt acceptable løsning ikke åbenbar, fordi det er vanskeligt, at træffe kollektive beslutninger der tager tilstrækkeligt hensyn til folks individuelle nytte.

Flertalsafgørelser giver for eksempel ikke altid en optimal løsning. Forestiller man sig tre valgmuligheder for velfærdsstatens karakter, kan man godt tænke sig en situation, hvor et flertal fore-trækker A frem for B, et flertal foretrækker samtidig B frem for C og der er også flertal for C frem for A. I så fald er det jo umuligt at afgøre, hvilken karakter velfærdsstaten skal have, hvis man skal følge flertallets afgørelse.

Vildtvoksende velfærd: Men der skal jo træffes afgørelser, og det er der også gjort. Velfærdsstaterne er de sidste 50 år udbygget massivt, ikke mindst i Danmark, hvor det offentlige forbrug målt i forhold til hele samfundets produktion er fordoblet, og udgifterne til overførselsindkom-ster er firedoblet.

Velfærdsstaten står dog foran store udfordringer. Internt er velfærdsstaten under pres, fordi der de kommende årtier bliver stadigt færre i den erhvervsaktive alder til at forsørge resten af befolkningen. Eksternt presses velfærden, fordi globaliseringen af verdensøkonomien gør det vanskeligt at opretholde især de universelle velfærdsordninger, der er frie for alle borgere, i en grænseløs verden. Presset fra de to fronter vil føre til en grundlæggende forandring af velfærdsmodellen som vi kender den i dag.

Kontrakten:Velfærdsstaten kan nemlig anskues som en slags social kontrakt mellem borgerne. Holdbarheden af velfærdssamfundet hænger nøje sammen med befolkningens normer, der kan forandre sig med tiden.

For eksempel har det været nødvendigt at stramme kravene til de ledige, fordi det med årene blev mere socialt acceptabelt at gå arbejdsløs eller være på anden offentlig forsørgelse. I dag er der mere end 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som er på en eller anden form for indkomsterstattende ydelse finansieret af skattesystemet, og her er end ikke medregnet de godt 300.000, som er ved at tage en uddannelse.

En meget stor gruppe forsørges således af en noget større gruppe, der har en arbejds- eller kapitalindkomst. Disse grupper har indgået en slags social kontrakt, som betyder, at hvis du er heldig, betaler du meget i skat til dem, som er uheldige. Men begynder de heldige, at stille spørgsmålstegn ved om mange af de uheldige virkelig er uheldige, eller om de måske frivilligt har valgt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, risikerer man, at denne sociale kontrakt, og dermed den nuværende indretning af velfærdsstaten, ikke længere er holdbar.

Send spørgsmål pr. mail til Økonomiskolens forfattere

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen