Berlingske Business

Købmanden fra Kvægtorvet

Købmanden fra Kvægtorvet - 1
Peter Parbo har gennem de seneste 13 år siddet i direktionen for TV 2/Danmark. Foto: Scanpix

Peter Parbo har som adm. direktør gjort TV 2 til en økonomisk lækkerbidsken, netop som stationen skal sælges. Han erkender her for første gang, at 2004 ikke bliver nær så godt et år.

Det kan umiddelbart lyde lidt sært, når en adm. direktør for en TV-station begejstret fortæller, hvordan han med længsel så frem til juleferien for endelig at have ordentlig tid til at glo fjernsyn.

Men det er rent faktisk tilfældet for Peter Parbo, der gennem de seneste 13 år har siddet i direktionen for TV 2/Danmark - først som økonomidirektør og det seneste år som øverstbefalende.

Juleferien skulle netop bruges på at have tid til at se TV - kombineret med et par gode traveture ved hjemmet i Faaborg og lidt læsning.

Det var belønningen - om man vil - efter et hektisk år, hvor det konstant har handlet om at trimme stationen mest muligt til det forestående salg og gøre TV 2 så attraktiv som overhovedet muligt i form af økonomisk fremgang, flere reklameindtægter end nogensinde og høje seertal.

En mission, der ser ud til at være lykkedes til fulde, og som de godt 500 medarbejdere fik at mærke i form af en en ekstra julegave på 12.000 kr. til hver.

Selv gav Peter Parbo sig en ferie med mulighed for at »sove lidt længere« og »endelig mulighed for at trække vejret«, som han udtrykker det.

Hektisk tilvalg
Han er nu ellers ikke en mand, der på nogen måde klynker.

Tværtimod gør han et nummer ud at understrege, at det hektiske arbejdsliv i 2003 var et tilvalg. Og et positivt af slagsen. »Selvfølgelig ville jeg gerne have tid til noget andet og noget mere. Jeg forsøger da også at spille lidt tennis, men det bliver desværre ikke til så meget. Det samme med at gå ture og og hygge mig med min kone: Alting bliver desværre ikke til så meget. Men det er et valg, og jeg piver ikke af det her. Det er jo ikke så tit, at en TV-station kommer på aktier og bliver solgt. Og det er svært at synes, at det ikke er spændende,« siger Peter Parbo.

Han føjer dog til, at han ikke har respekt for folk, som konsekvent og ustandseligt arbejder 18 timer i døgnet.

»Men i perioder kan vi alle komme ud for, at der er tryk på kedlerne.«

Hvornår TV 2 endelig er privatiseret, tør han ikke byde på, men han har stor lyst til at fortsætte i spidsen for foretagendet.

»Det afhænger selvfølgelig af, hvad de nye ejere vil, men jeg holder meget af at være på TV 2 og vil gerne fortsætte. Også hvis stationen kommer på udlandske hænder. Men skulle de nye ejere have en anden opfattelse af, hvordan man driver TV 2 og meget mere minutiøst ønsker at kontrollere alt, hvad vi laver, så mister jeg og mange andre nok motivationen.«

Økonomen i butikken
Peter Parbo er som chef ikke selv den, der blander sig i udførelsen af de enkelte programmer.

Han er derimod økonomen og betragter sig først og fremmest som bestyrer af købmandsbutikken Kvægtorvet. Dernæst er han formidleren i spidsen for en ledergruppe på 12-13 medarbejdere, der meget åbent diskuterer de større programinvesteringer, ny teknik og privatiseringen af TV 2.

»Jeg har ikke forstand på programindholdet, men selvfølgelig diskuterer jeg overordnet med programcheferne, hvilke typer programer, vi skal sende,« siger han og gør opmærksom på, at han har været med til at fremme nye programtyper i 2004, der skal være med til at udvide det traditionelle nyhedsbegreb. Også EU-valget vil blive dækket intensivt.

»Sådan nogle ting optager mig meget. Og så er jeg som andre mænd meget sportsinteresseret. Det er vigtigt for stationen at vi har meget sport. Det hjælper sammen med nyhederne til at få seere,« siger Parbo, der som barn var bindegal med fodbold.

Til punkt og prikke
Som adm. direktør lægger han i øvrigt vægt på, at frihedsgraderne er store, men forventer til gengæld at folk passer deres job til punkt og prikke.

»Det kan til gengæld ikke nytte noget, at folk er angste for, at man er efter dem. Det er vigtigere at prøve grænser af, og at initiativet blomstrer. Og for at skabe et sådan miljø, så må man også være indstillet på, at der også bliver lavet fejl.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen