Berlingske Business

København i verdens top ti

København  i verdens top ti - 1
»Et hotel i direkte tilknytning til Bella Center vil kunne tiltrække endnu flere besøgende til København,« siger Lene Mortensen, Bella Center. Foto: Liselotte Sabroe.

Wonderful, wonderful Copenhagen er verdens navle, når store konferencer finder sted. Her er rent, smukt, sikkert, og vi har verdens bedste lufthavn. Nu mangler vi blot et nyt stort konferencested centralt i bymidten, før København er verdens bedste konferenceby.

Byen er ren, togene og taxaerne kører til tiden, alle taler forståeligt engelsk, indbyggerne er venlige, og det er sikkert at færdes til fods efter mørkets frembrud uden frygt for at blive slået ned.

Det er København, der er tale om, hvis man skulle være i tvivl.

Mens vi selv synes, at der er for megen graffiti og affald på gaderne, og at den meningsløse gadevold er omsiggribende, så er det ganske simpelthen ikke rigtigt. I hvert fald ikke, når man sammenligner København med en hvilken som helst anden europæisk storby.

Det er én af de væsentligste forklaringer på, at København ligger flot placeret på verdensranglisten over de bedste konference- og kongresbyer.

København er på en femteplads over de mest benyttede kongres-byer i verden.

København har på globalt plan den trediehøjeste vækst i det samlede antal kongresser.

København er kåret som Europas bedste konferenceby

og som verdens syvende bedste konferenceby.

»København har været blandt de ti mest benyttede kongresbyer i verden i de sidste ti år, og selvom kongresbranchen kun i ringe omfang har været ramt af den globale økonomiske opbremsning, så kan vi ikke hvile på laurbærrene. Samarbejdet i byen er af stor vigtighed for tiltrækning af kongresser, da det er et tegn på professionalisme, og troværdighed,« siger kongreschef Dorte Ottesen, Wonderful Copenhagen.

Nyt centralt konferencested
Den danske kursus- og konferenceindustri vejrer morgenluft, selvom virksomhederne på globalt plan sparer på kursus-, konference-, og rejsebudgetterne som aldrig før, selvom internet og e-learning afløser fysiske møder, og selvom SARS, terror og andre begivenheder lægger en dæmper på rejselysten.

»I 2003 havde vi mellem 60.000 og 80.000 kongresgæster i København. Det er de seneste års intensive og professionelle markedsføring af Øresundsregionen, der har været med til at sætte København på verdenskortet,« siger Dorte Ottesen, Wonderful Copenhagen.

Alt tyder på, at succesen fortsætter. Næste år kommer ESO - en lægekongres - med 15.000 delegerede, i 2006 kommer Rotary med 30.000 delegerede, ligesom 2006 også huser en diabetikerkongres med 12.000 deltagere. Det er blot nogle af de store kongresser. I alt er der omkring 100 om året.

»Vi kunne tiltrække flere kongresser, hvis vi havde yderligere kongresfaciliteter til mere end 2.000 deltagere i byen. For hvis der er optaget i Bella Center i den periode, kunden ønsker, så kan vi ikke få kongressen til byen,« siger Dorte Ottesen.

»Derfor står et nyt centralt konferencested, downtown Copenhagen, højest på min ønskeliste. Lige nu siger vi nej til kongresser i den størrelsesorden, fordi vi ikke har nogle steder, de kan være.«

Hoteldrøm i Bella Center
I Bella Center er kongres- og eventchef Lene Mortensen helt på niveau med sin kollega i Wonderful Copenhagen, når det gælder de positive fremtidsudsigter.

»Successen er indiskutabel. København er hot på den internationale konference- og kongresagenda. I al beskedenhed mener jeg selvfølgelig det spiller en rolle, at Bella Center har investeret over 400 mio. kr. i de seneste år i ny teknik og gode faciliteter, ligesom vi har intensiveret vor salgs- og markedsføringsindsats.

Dertil kommer Købehavns Lufthavns gode ry. Det er ganske enkelt verdens bedste, og infrastrukturen i Storkøbenhavn er god,« siger Lene Mortensen.

I Bella Center har man ambitioner.

»Hvis Københavns position skal udbygges, så står et nyt storhotel højt på vores ønskeliste. Bella Center har formuleret en »Vision 2010«, som indeholder et 15-etagers hotel. udbygning af vore kongres- og mødefaciliteter, samt kontorbyggeri til mere fleksible haller. Endelig er det vigtigt med en såkaldt multihal med plads til 14.000 til 16.000 gæster.«

Stor-hallen vil Wonderful Copenhagen også gerne have.

»Vi var faktisk ved at tabe opgaven til Rotary, som snart kommer med 30.000 gæster. Det var først, da jeg fortalte dem, at Parken havde fået tag på, at de slog positivt til. Men der er jo mange andre events, hvor vi har brug for en stor hal og hvor Parken ikke kan bruges,« siger Dorte Ottesen.

Wien og Barcelona truer
Københavns popularitet er ikke truet på den nære bane, mener både Dorte Ottesen og Lene Mortensen.

Begge fortæller, at storkunderne er trætte af London og Paris, hvor der er sporadiske strejker, hvor det kan tage tre, fire og fem timer at komme fra lufthavnen til hotellet og videre til konferencestedet.

Det er derimod byer som Wien og Barcelona, der tabes til, når København vrages. Og så er det med vejret. Det er bare ikke godt nok i Danmark, der er faktisk delegerede, der har klaget over det, men det har Lene Mortensen ingen løsning på.

Hvis blot hun får et storhotel, en multihal og lidt ombygninger i Bella Center, så garanterer hun for de 100.000 årligt besøgende, der lægger en milliardomsætning i Danmark.

Læs mere om kurser og konferencer i tillægget der følger med avisen i dag.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen