Berlingske Business

Jorden har fået stærkere briller

NASA har offentliggjort en række splinternye billeder af universets fjerneste afkroge, taget med et nyt avanceret kamera på det rumbaserede Hubble teleskop. Teleskopet kan vise os verden tæt på universets og tidens skabelse.

Forestil dig, at du holder to sandkorn i armslængde væk fra dig. Med en kikkert forstørrer du derefter de to uendeligt små korn op, så de med upåklagelig skarphed fylder hele dit synsfelt.

Det er den slags forstørrelser, vi taler om, når vi ser på Hubble teleskopets helt nye og revolutionerende billeder fra universets dybder. Revolutionerende fordi mennesket aldrig før har kunnet kigge så langt og så dybt ud i rummet.




Dette billede viser galaksen UGC 10214 med kælenavnet Tadpole (Haletudsen). Galaksen er spiralformet og befinder sig cirka 420 millioner lysår fra Jorden i stjernebilledet Dragen mellem Karlsvognen og Lillebjørn. (Foto: AP )



Et af de mest spektakulære billeder fra Universet nogensinde: Den aflange stjernetåge M17 er fotograferet fra NASAs Hubble teleskop.



Disse to gigantiske galakser, som er blevet døbt Musene, befinder sig "kun" 300 millioner lysår borte fra vores lille planet. Musenes videnskabelige navn er NGC 4676





Og revolutionerende fordi kvaliteten og detaljerigdommen i billederne er så fremragende, at alverdens astronomer i disse dage jubler ved synet af den aldrig før sete verden i vores interplanetare baghave.

Faktisk er NASA-rumteleskopets nye digitale kamera, Advanced Camera for Surveys (ACS), så fremragende, at det kan skelne objekter så små, at det ville svare til, at man kunne se et saltkorn på 800 meters afstand. Billedopløsningen er mere end tre gange bedre end det, Hubble teleskopet hidtil har kunnet præstere, og astronomer betegner kvaliteten af de nye billeder som tifold bedre end det, vi hidtil har set.

Det umiddelbart mest opsigtsvækkende nye billede er et foto af to galakser, Haletudserne, der er ved at smelte sammen 420 mio. lysår borte fra os. Det er 200 gange længere væk end vor egen stjernehob Mælkevejens nærmeste nabo, Andromeda galaksen. Alene Haletudsens hale strækker sig over en længde på ca. 280.000 lysår. (Et lysår er den afstand, som lyset tilbagelægger på et år, ca. 10 billioner km - red.).

Andre billeder viser en galaktisk kollision, døbt Musene, 300 mio. lysår væk, en monstrøs gas- og støvsky, der som et gigantisk søuhyre rejser sig op i rummet 2500 lysår borte samt et såkaldt »stjerne børneværelse« på 5500 lysårs afstand , hvor babystjerner fødes i en surrealistisk, kulørt sky af glødende gas.

Under en ugelang og meget udfordrende mission i marts i år reparerede rumvandrende NASA-astronauter defekte dele af det næsten 20 mia. kroner dyre Hubble teleskop, der kredser i mørket over jorden i behagelig afstand fra planetens atmosfære og lysforurening. Samtidig installerede de det hyperavancerede ACS-kamera, og med et slag havde jorden og dens indbyggere fået større og bedre øjne.

Manden bag kameraet, den amerikanske astronom Holland Ford, sagde umiddelbart efter at de første nye Hubble-billeder blev offentliggjort i går:»Et helt nyt vindue til universet har åbnet sig. Nu kan vi kigge tilbage på 90 procent af rummets historie. Vi kan se galakser, som vi mener blev skabt bare en mia. år efter universets fødsel - stjernehobe, der blev dannet tæt på tidens begyndelse,« sagde astronomen, som hævder, at han ikke havde turdet håbe på, at de første billeder ville være så fremragende.

I de kommende måneder vil ACS-kameraet sende flere billeder fra universets fjerneste afkroge tilbage til jorden. Billederne vil medvirke til at give menneskeheden en større forståelse af universets skabelse for omkring 14 mia. år siden, og formentlig også bringe os nærmere en præcis forudsigelse af universets endeligt. NASA-astronomerne mener således, at Mælkevejens skæbne er beseglet med et sammenstød med Andromeda-galaksen om »nogle milliarder år«.

Hubble-teleskopet

NASA-stoltheden Hubble kom til verden i 1990 i en sky af skandaler. I maj 1990, få uger efter opsendelsen, ventede alverdens astronomer i spænding på, at dette verdens første egentlige rumbaserede teleskop til milliarder af kroner skulle sende sine første, angiveligt fabelagtige billeder af universet hjem. NASA havde på forhånd lovet fantastiske fotos af en hidtil uhørt kvalitet. Men ugerne gik, skepsisen voksede og den 27. juni måtte NASA på en pressekonference erkende, at dets stolthed led af en alvorlig fejl i slibningen af et af dets avancerede spejle. Fejlen betød, at rumbillederne slet ikke kunne leve op forventningerne. I 1993 blev spejlet repareret, men billedkvaliteten var stadig ikke den bedst tænkelige, og i mellemtiden var udgifterne til reperation og vedligeholdelse af teleskopet vokset mangefold ud over det budgetterede. Først i 1995 efter endnu nogle forbedringer kom Hubble teleskopet delvist til sin ret med optagelserne af det berømte »Deep Field«-billede, der gav verden et enestående blik ind i det unge, tidlige univers. Men flere problemer fulgte, bl.a. da et nedkølingssystem svigtede i 1997 og slukkede et af kameraerne. Men med Hubbles nye billeder, taget med det avancerede ACS-kamera, tyder alt på, at det 20 mia. kr. dyre rumteleskop for alvor er kommet til sin ret.
I øvrigt er der lidt af en kappestrid i gang mellem amerikanske og europæiske astronomer om hvem, der kan se længst ud i universet. I øjeblikket fører amerikanerne med deres rumbaserede Hubble teleskop, men på ESO (European Southern Observatory) - det europæiske rumobservatorium i Chiles Andesbjerge - regner man med at slå amerikanerne i nær fremtid. Her arbejder man nemlig med at koble observatoriets fire otte meter teleskoper sammen, hvilket efter alt at dømme vil bringe universets fjerneste egne endnu tættere på os.

Hvis du vil videre: www.nasa.gov

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen