Berlingske Business
17:32Renten faldt tilbage torsdag

»Jeg har visse menneskelige træk«

Manden i spidsen for Danmarks Radio har fået flere offentlige smæk end de fleste, men Christian S. Nissen er andet og mere end en af landets mest udskældte topchefer. Ikke mindst et menneske med en privat passion for kirkegårde, bjergvandringer, en landsby på Stevns - og rollen som morfar til Nora på syv måneder.

Interview

Godfather og Overnissen. Det er blot et par af titlerne, når kritikere og medarbejdere taler om manden i spidsen for Danmarks Radio. Rent privat passer barndommens »lille Nummer« om efternøleren i en søskendeflok på fem dog umiddelbart bedre. For Christian Nissen er middelhøj, spinkel og alt andet end frygtindgydende, når han tager imod efter fyraften. Skarp i blikket og lidt forbeholden, men næsten barnligt begejstret over alt fra sin køkkenhave til musik af Bach.

Som han sidder i sofaen bakkende på en af sine trofaste piber, ligner manden bag Danmarks Radios omvæltning fra statsmonopol til medievirksomhed faktisk mest det, han i hvert fald også er: stolt morfar til Nora på syv måneder og en mand med en forkærlighed for kirkegårde, bjergvandringer, pudsige anekdoter og en landsby på Stevns.

»For seks-syv år siden gik jeg søndagstur på Langelinie sammen med min kone. Det var i en periode, hvor det gik lidt hedt til i DR. Et ældre ægtepar kom gående imod os, og så hørte jeg manden sige til sin kone: »Dér går Danmarks mest upopulære mand«,« konstaterer Danmarks Radios generaldirektør ironisk fra en mindre udsat plads i sin egen sofa en rolig eftermiddag langt væk fra overskrifter og trusler om arbejdsnedlæggelser.

»Om jeg selv har følt mig som landets mest upopulære mand? Nej, det ville være udtryk for en form for storhedsvanvid. Men i perioder har jeg da følt mig som jaget vildt. Det har til tider været dramatisk og en belastning, men der er omvendt meget få ledere, der ligefrem bliver rost for at gennemføre radikale kulturomlægninger i en virksomhed. Og hvis man ikke vil løbe risikoen for at blive skældt ud, skal man ikke tage et lederjob,« vurderer Christian S. Nissen, med mellemnavnet Sandø.

Stædig og lidt håndsky
I tilspidsede situationer undervejs har ikke mindst medarbejdere blandt andet kaldt ham arrogant og beskyldt ham for at tænke som et regneark og være en dårlig kommunikator, der lider af manglende situationsfornemmelse. Privat virker han åben og snakkesalig uden forbehold, indtil han pludselig udbryder: »Det her skal du ikke skrive.«

Selv siger han, at han nok er stædig. Og lidt håndsky. Besværlig, nærmest. I hvert fald når det drejer sig om interviews. Fordi de mange offentlige ord om hans person HAR sat sine spor.

»Det er vel en drivkraft hos en masse mennesker at sætte sig en opgave og føle tilfredsstillelsen, når man løser den. Det betyder ikke, at man HIGER efter modstand og knubs. Jeg prøver ikke bevidst at skabe mig selv problemer. Jeg er jo ikke masochist, og alternativet ville da være rarere. Men der har været perioder, hvor jeg har haft svært ved at sove. Altså ... jeg har visse menneskelige træk, selv om det måske godt kan virke, som om jeg er sådan en teflonmand,« kommer det tørt fra den anden side af sofabordet, hvor Nissen stopper endnu en pibe.

Trods jævnlig offentlig spanking samt trusler over telefonen og af samme grund hemmeligt telefonnummer skal fjender af generaldirektøren ikke glæde sig for tidligt. Han har ingen planer om at stoppe, før hans kontrakt udløber om seks år. For det er stadig for det meste sjovt at stå op om morgenen.

»Udfordringerne og resultaterne gør, at jeg bliver ved. Det er det med at sætte sig nogle mål, som ligger på grænsen af, hvad man tror, man kan klare.«

Det er den samme trang til at teste sig selv til kanten og lige over, der fascinerer og trækker, når Christian Nissen hver sommer vandrer i bjerge. Passionen deler han med sin kone, Mai Buch. Og det er ikke ferie for de dovne. Heller ikke denne sommer, hvor de har været et par uger i Norge.

»I år besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at droppe elevatoren på jobbet og tage trappen op til og ned fra 12. etage. Men ikke én eneste dag har jeg fået det gjort. Mai har mere disciplin. Hun trasker rundt med colaflasker fyldt med vand i rygsækken og går frem og tilbage til arbejde næsten hver dag. Fordi vi har en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan holde til mest, når vi vandrer,« afslører manden, der med egne ord aldrig dyrker motion. Medmindre de daglige 15 minutter i køkkenhaven blandt kartofler, spinat, radisser og squash hører under den kategori.

Roen i køkkenhaven
»Egentlig er det at gå i bjerge jo noget af det mest ufornuftige, man overhovedet kan tage sig til. I stedet for bare at tage bussen fra det ene sted til det andet, moser man i ti timer op fra 1.500 til 3.000 meters højde og ned igen. Det er stejlt, det er svedende, det er besværligt, man får ondt i benene, får vabler og bliver dødtræt. Det er hverken behageligt eller rart. Faktisk er det ofte et helvede. Forklar mig hvorfor? Og ja, der er smukt, og det er skønt at sidde og slappe af bagefter med en øl. Men det svarer jo til at tage et stort søm og hamre det ned gennem hånden og så trække det ud og sige: Pyh, det var vel nok dejligt,« konstaterer en hovedrystende Nissen, mens han undervejs både har benyttet slikskålen, fyrfadslysene og kanden med mælk for at illustrere bjergtoppe - og det tåbelige i at vandre i bjerge.

Lidt mere roligt og adstadigt går det for sig i køkkenhaven, hvor han glædes over naturens rytme. Både her og når han vandrer i gåsegang på en bjergside, er udbyttet dog ofte det samme. Nemlig ro i hovedet.

»Nogle undrer sig over, at når Mai og jeg endelig kan slappe af, så knokler vi rundt. Men for mig er afslapning at gøre noget andet end det, jeg er vant til. Når jeg luger ukrudt eller går i bjerge, kobler overjeg'et pludselig fra, og det er frigørende.«

Der er dog plads til andet end bjergvandringer, når familien Nissen/ Buch holder ferie. Som ture på hesteryg på Island, i kano i de svenske elve og med hundeslæde på Grønland. Men ingen rejse uden et smut omkring den lokale kirkegård. Også selv om resten af familien sukker højlydt - eller sætter kurs mod den nærmeste strand. Og Nissen bliver gerne blandt de døde i flere timer, skraber mos af gravstenene og dykker efterfølgende ned i historien bag navne og årstal på det lokale bibliotek.

»Om jeg er lidt nørdet? Det synes du altså... Næh, det har jeg sgu ikke tænkt på, men jeg kan godt se, hvor du peger hen,« erkender Nissen, bakker lidt på piben og kommer med en indrømmelse.

»Skæbnens ugunst ville, at mine forældre fik bil i 1954. Indtil da havde de sammen med mine tre ældre søskende kun kunnet dække en radius rundt om Slagelse på omkring 25-30 kilometer, hvor alt, hvad der var af kirker, kalkmalerier og kirkegårde, var blevet studeret. Med bilen blev den radius udvidet voldsomt, og jeg husker det, som om vi brugte søndag efter søndag på at køre rundt og se på kalkmalerier og kirkegårde. Det var frygteligt, og jeg KEDEDE mig. Skæbnens ironi er jo, at historien gentager sig. Jeg har fået den her ting med kirkegårde, så det med det nørdede ...,« lyder det fra manden, der voksede op i et grundtvigiansk miljø på Antvorskov Højskole i Slagelse, hvor hans forældre var forstanderpar.

De 48 huse i Lund
Historie fænger stadig. Også andet end den, der findes på kirkegårde.

I en grad, så han som barn født i 1945 er levende optaget af Anden Verdenskrig. Ikke mindst af myten om den folkelige modstand og grænserne for civil ulydighed. Fordi Besættelsen var skelsættende for alle danskere og i Christian Nissens øjne rummer »moralske, politiske og etiske dilemmaer, som den dag i dag er brændbare.«

Men også historie af den endnu mere nære slags har fået sit tag i amatørhistorikeren. Især har landsbyen Lund på Stevns grebet knægten fra Slagelse i et omfang, så han faktisk er i gang med det, han selv kalder et evighedsprojekt.

Nemlig at beskrive landsbyens 48 huse og de mennesker, der har boet der de seneste 150 år - og herunder drabelige og fængslende historier om en danselærer for meget, slaget på nabogården og kvinden, som alene valgte sin mand, fordi han kunne læse og skrive. Alt sammen serveret som en bedre kriminalhistorie af en mand, der med egne ord har svært ved at fatte sig i korthed. Og det er rigtigt. Men til gengæld er generaldirektøren privat en guldgrube af historiske anekdoter af den underholdende slags.

Hvorfor lige Lund? Fordi det var her, hans farfar i 1915 købte landsbyens gamle skole, der siden har været fast samlingssted for flere generationer af Nissen'er hver eneste sommer.

For 30 år siden fotograferede Christian Nissen samtlige huse, og i år har hans ældste datter gjort det samme igen. Tilbage er kun, at hendes far får redigeret sine noter og kopieret historien om Lund til glæde for familien og dem, han har interviewet undervejs. Hvilket han har brugt en del af sin tid på i den forløbne uge, hvor han har holdt ferie sammen med et par af sine tre børn på netop Stevns.

»Det er så fascinerende, når der er et rør til fortiden. I virkeligheden er det sørgeligt at tænke på, at jeg måske kun kan huske ti procent af alle de historier, mine forældre har fortalt mig, og mine børn kun kan huske ti procent af dem, jeg fortæller. Så det meste af historien forsvinder. Det er blandt andet derfor, jeg gerne vil prøve at skrive det ned. Og jeg fik da en sejr for et par år siden, da min yngste datter var på Stevns med nogle venner. For da havde hun selv fortalt alle de historier, hun og hendes søskende altid har syntes, var en pestilens at høre,« afslører Christian Nissen, efterfulgt af et bredt grin.

Den tykke mave og det lille liv
Lad os bare afsløre, at han derudover stadig skriver dagbog, drømmer om at skrive en bog om kulturen i et symfoniorkester og har planer om at pløje sig igennem al korrespondancen mellem sin mormor og morfar, der i en årrække var præstepar på Færøerne - helt præcist på Sandø, hvilket har givet Nissen sit mellemnavn. Det er muligt, at han når det hele, inden hans kontrakt med Danmarks Radio udløber om seks år. Hvis altså ikke en vis Nora på syv måneder snupper det meste af hans fritid.

»At opleve det der lille liv efter at have set på sin datters tykke mave er fantastisk. Og selvfølgelig har jeg tid til at være morfar, for tid er noget, man tager sig. Jeg tror, at mange i min situation prøver at indhente det, de selv forsømte med deres egne børn. Det nytter ikke noget, at man hører andre fortælle om det og læser det i nøgleromaner og alt det der. Det kommer som et chok for én selv, når man oplever, at ens børn er væk. At den mentale navlestreng er klippet over. Hvor er alle de år blevet af? Et barnebarn giver en oplevelse af, at her er en chance for at indhente det forsømte,« siger den nybagte morfar. Og ja, han føler selv, at han har forsømt noget. Det samme gør hans børn. Fordi puberteten og den naturlige løsrivelse ligger klarest i erindringen, men også fordi et ambitiøst arbejdsliv og en skilsmisse har en pris.

»Jeg mener ikke, at jeg har været en forfærdelig, elendig far. Men der har da klart været plads til en bedre præstation. Det er blændværk at tro, at det at få et barnebarn er en chance for at gøre noget godt igen. Det er en illusion. Som et forsøg på at lave en hårtransplantation på en skaldet isse. Det gør det ikke ringere, at man prøver at få nogle gode oplevelser med sine børnebørn. Man skal bare ikke bilde sig ind, at man kan gentage forældreskabet,« lyder det kontant fra en mand, der ellers er stolt som en nybagt far - selv om han kun er morfar.

»Vil du lige se et billede af hende?« spørger Christian Nissen og går i forvejen ind på sit arbejdsværelse. Egentlig er interviewet slut. Men han må lige vise et billede af Nora, hvor hun sover blidt. Naturligvis med armen rundt om en TV-kendt gul bamse i ministørrelse. Som sin mor og hendes søskende er Nora ikke døbt, men navngivet. Hvor? I den gamle skole i Lund, naturligvis.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen