Berlingske Business

Industrichef: Danmark er bedste sted til udvikling

Tungindustrien har stadig en fremtid i Danmark. Og endda midt i København. For MAN B&W Diesel er Danmark ikke en barriere, men tværtimod afgørende for at skabe et unikt udviklingsmiljø.

Trods massiv udflytning af produktion til lavtlønslande i Østeuropa og Kina er der stadig virksomheder, som fastholder Danmark som det bedste land i verden at udvikle og producere i.

En af dem, som går imod strømmen, og som kraftfuldt imødegår »sidste-mand-lukker-og-slukker«-advarslen, er industrivirksomheden MAN B&W Diesel.

Ikke bare fastholder virksomheden en del af produktionen i Danmark, det sker tilmed også midt i København. Nærmere bestemt på Teglholmsgade i Københavns sydhavn. Et tidligere lidt trist område, som nu er ved at udvikle sig med direkte havneudsigt til de efterhånden fancy promenader omkring Københavns Havn.

MAN B&W Diesel er verdens suverænt førende udvikler og producent af de enorme dieselmotorer til de store containerskibe. Det er danske ingeniører med arbejdssted på Teglholmen, der er længst fremme med udviklingen af de enorme totaktsmotorer så store som tre-fire etagers boligejendomme.

Dansk tiltro
Den danske koncerndirektør Peter Sunn Pedersen - eller PSP som han går under internt i virksomheden - er overbevist om, at København er centrum for udvikling af disse maritime kraftkarle også om fem år. Og at der også fortsat er produktion af skibsmotorer - godt nok af noget mindre kaliber - i Danmark (Frederikshavn), ligesom udvikling, service og reservedelsproduktion vil være med København som hovedbase.

»Vi har ansat flere og flere ingeniører her i København og har nu 450 ingeniører i vores udviklingsafdeling her på Teglholmen. Sådan vil det også være om fem år. Udviklingsmiljøet og de rigtige mennesker er helt afgørende i vores branche. Et sådant miljø flytter man ikke bare lige,« fastslår Peter Sunn Pedersen i et interview med Berlingske Tidende.

Selv om MAN B&W Diesel også selv producerer skibsmotorer, bl.a. også i Frederikshavn, stammer en meget væsentlig del af indtægterne fra licenssalg. Motorerne bygges altså af andre efter design fra MAN B&W, der i disse tilfælde opererer som en slags arkitektvirksomhed.

Værdien af slutproduktionen for de skibsmotorer, som MAN B&W Diesel-koncernen i København og Augsburg udvikler, er på over 30 mia. kr.

Chefen på hjemmebane
Direktøren er selv ingeniør, civilingeniør. Trods iført chefuniform - hvid skjorte, slips og mørkt jakkesæt - lyser øjnene først for alvor op, da han denne regnsvejrskolde januardag viser Berlingske Tidende rundt i produktionen på Teglholmen. Det er hans hjemmebane. Midt imellem andre MAN B&W Diesel-ansatte med uniform på. Olieplettede kedeldragter.

Målrettet går han efter snart den ene lille dippedut, snart den anden og løfter den begejstret op i lyset og forklarer om de tekniske fremskridt. Hjemmevant trækker han et forhæng til side i produktionen og styrer direkte hen til en anden helt særlig og konkurrencemæssig afgørende »opfindelse« hos MAN B&W Diesel, som gør, at virksomheden de seneste år har kunnet øge markedsandelen for de store totaktsmotorer til hele 72 pct.

En topchef, som bogstaveligt har fingeren nede i olien.

»I 1990 havde vi 43 ansatte i R&D-afdelingen (forskning og udvikling). I dag er der 120, og det tal kan sagtens blive højere.«

I realiteten vil de danske ingeniører kunne kreere verdens største skibsmotor på 100.000 kilowatt. Det modsvarer 140.000 hestekræfter.

Men endnu er der ikke noget rederi, der har afgivet ordre på så kraftfuld en motor. Det vil kun give økonomisk mening, hvis skibsværfterne kan bygge containerskibe med plads til 12-14.000 TEU-containere.

Selv om ingen præcist ved, hvor store de nuværende, største containerskibe er, så lyder de bedste gæt på, at de største er på 10.000 TEU-containere. Men i branchen går vurderingerne på, at de største containerskibe skal have stadig mere motorkraft for at kunne opfylde de øgede krav om hurtighed og præcision i sejlplanerne.

For fuld kraft
Ligesom rederier og andre shippingfirmaer kører også MAN B&W Diesel med fuld kraft i disse år. Selskabet har oplevet en rekordordreindgang i 2003 på fem mia. kr.

»Værfterne i Asien er booket op for både 2004, 2005 og 2006, og derfor er konkurrencen i dag på skibsmotorer til levering i 2007 og 2008,« siger Peter Sunn Pedersen. Den dansk/tyske MAN B&W Diesel med udvikling og design af totakterne i København og udvikling og design af firetaktsmotorer i Augsburg, Tyskland, sidder på hele 72 procent af verdensmarkedet. Den næststørste er schweiziske Sulzer med 22 procent og den japanske Mitsubishi-gigant med blot fem til otte procent.

»Jeg tror, man kan sige, at der er tale om en meget moden branche, hvor vi skal vokse ved at tage markedsandele fra hinanden,« siger den danske direktør.

Selv om koncernen fastholder udvikling og design og en del af produktionen i Danmark, Tyskland, England og Frankrig, har virksomheden selvsagt for mange år siden været igennem en globaliseringsproces, eftersom langt den overvejende del af de nye skibe bliver bygget i Asien. Først og fremmest i Sydkorea og Japan og i stigende grad også i Kina.

Motorer på licens
Derfor skal de største motorer også bygges i Asien. Det sker ved, at MAN B&W Diesel på licenstageres fabrikker bygger og afprøver motorerne - de største totaktsmotorer vejer 3.000 ton og koster over 100 mio. kr. Herefter pilles de igen fra hinanden og fragtes ud til skibsværfterne, hvor de igen samles og monteres. Levetiden for disse motorer er skibets levetid - typisk 25 til 30 år.

Nok er netop skibsværfterne flyttet østover, men motordiagrammer, cylindre og indsprøjtningskanaler til disse havets dinosaurer tegnes fortsat på Teglholmsgade i København.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen