Berlingske Business

I hovedjægernes kikkert

De er i trediverne - eller en smule over. De er selektive med, hvem de arbejder for, og hvad de arbejder med. Inden for de næste ti år vil de antagelig have endnu mere ansvar og formentlig højere løn. De gør, hvad de kan for at afbalancere arbejdet med familien - for fremtidens topchef er et helt menneske. Berlingske Tidendes Susanne Bernth har talt med seks personer, som Niels Bentzen fra konsulentfirmaet Amrop International mener er gode bud på fremtidens topledere.

Alle skal have visioner - ellers forsvinder kunderne

Søren Gaardboe, 39 år, cand.jur, HD og adm. direktør i House of Coffee og divisionsdirektør i ISS Catering.»En arbejdsplads skal ville noget, have visioner og hele tiden være parat til at ændre sig efter kundernes efterspørgsel.

Det skal ikke være sådan, at den øverste chef står og siger, at sådan har vi altid gjort - han skal være inspirerende og motivere medarbejderne til at blive endnu dygtigere.

Uanset hvor mange stjerner du har på skulderen, kan du altid lære noget af andre.

En leder skal være generalist, uden tvivl. Jeg kommer selv fra bankverdenen, har været i telesektoren og er nu i servicesektoren, og det er de samme principper, der går igen.

Jeg trives vældig godt med andre mennesker, og ved ikke noget bedre end at se dem lyse op, når de har gjort en god indsats, som de kan se er væsentlig for hele organisationen.

Jeg har arbejdet i Stockholm, men med base herhjemme, og det var umådeligt inspirerende, for selv om det er vort broderfolk, var kulturen helt anderledes, og det er vigtigt at snuse til noget uden for vor egen lille andedam.

Jeg er et meget utålmodigt menneske, og jeg forsøger at være der, hvor de spændende udfordringer er, foruden at jeg er medlem af et par management- og netværksgrupper.

Jeg har ofte haft lederstillinger, hvor virksomheden skulle vendes rundt, og efterhånden har jeg fået det sådan, at når virksomheden kører godt, mister jeg lidt af interessen.

Det har krævet hårde beslutninger, men i bund og grund er jeg en glad dreng og sørger for at få en del motion, ellers svigter koncentrationen.«Lederen skal være generalist for at skabe resultater

Claus Kjærsgaard, 38 år, international marketingdirektør, GlaxoSmithKline.»Det er vigtigt med værdinormer, jeg kan stå inde for, samtidig med, at der selvfølgelig skal være et ordentligt forretningsgrundlag med mulighed for at udvikle mig og skabe resultater.

Det er primært de forretningsmæssige udfordringer, selv om et godt socialt miljø også spiller en rolle.

En leder skal være generalist, helt klart, han skal kunne skabe resultater gennem andre mennesker og tage dem derhen, hvor de aldrig ville være gået selv. Det handler til syvende og sidst om at få folk samlet omkring et fælles mål, for hvis ikke de bevæger sig i samme retning, bliver det held eller tilfældigheder, der afgør, om der skabes resultater.

Jeg betragter mig som en udpræget teamplayer, og med ansvar for et globalt netværk er jeg nødt til at fungere i teams, hvor de tekniske hjælpemidler er nødvendige, men aldrig kan erstatte den menneskelige kontakt.

Jeg har arbejdet udenfor Danmark i ti år, men er først blevet udstationeret for et halvt år siden her i London. I 11 år har jeg været ansat det samme sted, men virksomheden har fusioneret tre gange, så det har været tre vidt forskellige epoker. Jeg er ikke fan af hyppige jobskift. Man skal arbejde på lang sigt med sin karriere og være indstillet på, at den ikke kun går opad. Det kan være meget værdifuldt med skridt til siden, så man ved, hvad der sker i maskinrummet.

Min psykiske ballast er erfaring, foruden at jeg har en personlig coach. Det er en del af firmaets lederudvikling. Og jo, jeg arbejder meget - måske for meget. Ikke fordi jeg bliver hængende på kontoret, men arbejdet optager mig mentalt, og det er prisen, hvis man vil frem. Det kan ikke blive en 37 timers arbejdsuge.

At være udstationeret betragter jeg som et fælles projekt - det er ikke kun mig, der skal nyde det. Også mine to drenge og min kone. Heldigvis er hun kunstmaler - og ambitiøs. Men hun er mere fleksibel, for hun kan jo tage sine pensler med overalt.«Teamwork giver flest impulser

Eva Berneke, 34 år og partner i McKinsey i Paris.»Spændende, udfordrende, varieret indhold og fleksibilitet. Og helst sammen med dygtige og spændende mennesker i en virksomhed, der vægter udvikling og mener, at medarbejderne er værd at investere i.

I mit arbejde kan jeg se, at der stilles meget høje krav til topledere i dag, og at de er der, er ingen tilfældighed.

En faglig bagage er vigtig, men det er gode lederegenskaber også.

Jeg arbejder kun i team, som skifter fra opgave til opgave. Vi kan også arbejde individuelt, men vi kommer langt videre, når vi arbejder flere sammen.

Oprindeligt er jeg uddannet civilingeniør, men gjorde mig hurtigt færdig, fordi jeg gerne ville ud på arbejdsmarkedet.

I ti år har jeg arbejdet hos McKinsey i USA, England og Schweiz.

I Frankrig tog jeg en MBA, hvor jeg har boet og arbejdet de sidste seks år og hvor jeg også mødte min nuværende mand.

I vor branche er det en ny opgave hver tredje måned, og det er sjældent det samme.

For nogle mennesker er det forfærdeligt ikke at vide, hvad man skal om tre måneder, men jeg trives ved det.

Jeg har lige fået mit tredje barn, så det bliver ikke til motion mere end et par gange om ugen, og familielivet er uhyre vigtigt, det har en høj prioritet, for det giver balancen i det hele og gør, at man moralsk holder sig på den rigtige side af linien.«Grundig faglig ballast er vigtigt

Helle Okholm, 38 år og koncernøkonomichef, Chr. Hansen.»Min arbejdsplads skal være spændende og udfordrende.

Der skal være et godt arbejdsmiljø med en åben og ærlig omgangstone, gerne med komplekse faglige udfordringer.

Og så skal der være en fornuftig etisk holdning, både til medarbejderne og det omgivende samfund, værdierne skal leves i virksomheden.

I min funktion som økonomichef er det svært at klare sig uden en grundig faglig ballast, selv om generelle ledelsesegenskaber også er vigtige - jeg tror, at det skal være en fornuftig kombination.

Jeg er vant til at arbejde internationalt, og jeg vil ikke afvise, at jeg en dag bor og arbejder i udlandet, men jeg har ikke prøvet det endnu.

Over for partnere i udlandet er det ikke nok at betjene sig af emails - man skal også gribe telefonen og mødes ansigt til ansigt.

Jeg har ikke skiftet arbejdsplads særlig ofte. Som uddannet revisor var jeg de ti første år hos KPMG, og for nylig skiftede jeg efter to år hos ISS til medicinalfirmaet Chr. Hansen.

Det vigtigste er, at man arbejder i forskellige funktioner, og gennem mit arbejde som revisor har jeg en temmelig bred berøringsflade.

Jeg er et meget engageret menneske, og nogle gange sker det, at arbejdet tager overhånd, men heldigvis har jeg en god familie, som siger stop. Hvis ikke jeg har overskud til mine to drenge og min mand, fungerer det heller ikke på arbejdet.«Vigtigt med langsigtet udsyn

Steen Keller, 38 år, adm. direktør, Randstad Vikarbureau.»For mig har den personlige udvikling altid været det vigtigste. Jeg arbejder bedst i et krævende og ambitiøst miljø, hvor der er muligheder for at udvikle mig.

Med hensyn til ledelse er kombinationen af faglig kunnen og lederegenskaber vigtig, nok med generel ledelse som det vigtigste, selv om man også skal kunne gå ned og deltage i en mere detaljeret diskussion. Det giver respekt.

Jeg har mange kolleger i udlandet og synes, at det er meget stimulerende at arbejde internationalt.

Jeg boede tre år i USA. Dels gik jeg på high school og dels har jeg arbejdet i flere lande med projekter. Det er altid interessant at se, hvordan man griber tingene an forskelligt i forskellige lande - også selv om det er inden for samme virksomhed.

Jeg tror, at det er vigtigt at bide sig fast i en virksomhed og være med til at skabe værdier - tre år mindst, men skulle jeg skifte i dag, skulle det være til et sted, hvor jeg kan se mig selv om ti eller 15 år. Det behøver ikke nødvendigvis at ende sådan.

Samtidig sørger jeg for at holde mig opdateret. Jer er uddannet cand. merc. og har taget flere kurser på IMD i Schweiz, hvor jeg også har en personlig coach, som jeg taler med en gang hver anden måned. Det er vigtigt med indspark udefra.

Jeg arbejder meget - ca. 50-60 timer - men jeg synes, at mit arbejde er spændende og jeg starter tidligt om morgenen med at løbe otte kilometer fem af ugens syv dage. Til gengæld holder jeg normalt weekenden fri. Der er jeg sammen med min kone og to børn.«Stiger op i strategi-helikopteren

Søren Steffensen, 44 år og salgs-, detail- og logistikdirektør, Ecco Sko.»Virksomheden skal have en ekspansiv strategi, og forstå at bruge det hele menneske. Det skal en moderne virksomhed kunne, ligesom lederen skal være generalist.

Alt går så hurtigt i dag, og det nytter ikke, at en leder fortaber sig i sin egen lille cookiebox. Han skal have hele spektret og se organisatorisk fremad og bagud i værdikæden.

Jeg arbejder på 59 markeder verden over, og det er meget vigtigt, at man sætter sig ind i de kulturforskelle, der er. Det gøres bedst ved at være der, i øjenhøjde med sine folk, for der findes ingen erstatning for nærhed.

Jeg har aldrig boet i udlandet, men rejst og arbejdet over hele verden og ved, at det betyder umådeligt meget at have et godt team. For mig har det vigtigste altid været at skabe resultater, og det kan man ikke gøre uden gode medarbejdere, der løber kilometerne, mens man selv stiger op i strategihelikopteren.

Jeg har altid haft det motto, at så længe folk er hos mig, er de de bedste, og det gælder om at fejre succes'erne - altid at finde dem - og så se på, hvad der ellers skal vendes rundt.

Min familie er det vigtigste for mig. Jeg har ikke den store respekt for folk, der arbejder 70-80 timer om ugen, det må være fordi de ikke forstår at bruge deres organisation rigtigt.

Jeg har en militær uddannelse bag mig, og var tidligere på femkampslandsholdet, så jeg sørger for at være fit for fight. En leder skal være et helt menneske.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen