Berlingske Business
17:42

Her overvåges telefonnettet

TV-stationers telefonafstemninger, entreprenører på afveje eller tordenvejr. Det hele ender som røde fejlmeddelelser hos TDCs overvågningshold. Her holder man telefonnettet i ørerne døgnet rundt.

Man glemmer det nemt. For når man tager telefonen derhjemme, tænder mobiltelefonen eller logger på internettet, så begiver man sig faktisk ind på et kolossalt netværk af kobber og fiberkabler, der omfavner hele Danmark på kryds og tværs.

Hos TDCs overvågningshold gør man alt for, at så få som muligt opdager dette net til dagligt. Det skal jo bare virke.

65 mænd og kvinder er dagligt ansat til kun at kontrollere og overvåge TDCs enorme telenet landet over, og det foregår på femte sal i Telefonhuset ved Ågade i København. Huset knejser storladent med sit antennetårn og 10 etagers kontorhus ved indgangen til Nørrebro.

Men til trods for, at overvågningensafdelingen skal holde styr på et netværk, hvor TDCs mere end 12 millioner kunder (mange har mere end et abonnement hos TDC) sender mails, SMSer, ringer og downloader alverdens ting på nettet, så er det første - man mødes af i afdelingen - stilhed.

Et ganske ordinært kontorlokale med PCer og ringbind, sådan lidt Told og Skat-agtigt. Men tre store PC-skærme for enden af lokalet bryder normaliteten.

Her vises den aktuelle sundhedstilstand for TDCs telenet, med et virvar af kryptiske ikoner holdt sammen af farvede streger.

Grøn betyder ok, rød er lig med ballade.

Lige nu er telenettet grønt, og de otte medarbejdere, der er på arbejde mandag middag, har en stille og rolig dag.

Men der kan virkelig blive tryk på her i kontrolcenteret. Vi står fem etager over et af TDCs største krydsfelter, hvor millioner af små telefonkabler mødes, og kommer der fugt eller gravemaskiner i telenettet ude i landet, så går overvågningen i rødt, og så er der arbejde.

»Vi havde jo sagen i Herlev,« siger driftstekniker Jon Iversen med en alvor, som om vi taler om et folketingsvalg.

Internt i TDC var det en stor sag, hvor en entreprenør hamrede sit værktøj tværs igennem et af hovedkablerne og så tæt på en telefoncentral, at man frygtede, at centralen ville blive ødelagt. Over 30.000 telekunder var uden telefonforbindelse, indtil man fik splejset det store kabel sammen igen.

Ærgrelse

Vildfarne entreprenører er et stort problem for TDC. Landet over graver de jævnligt kabler over med store gener til følge, og TDC ærgrer sig over, at så få entreprenører ulejliger sig med at få en tegning over, hvor kablerne ligger, inden de sætter nøglen i rendegraveren.

Og entreprenørerne slipper sjældent afsted uden at betale regningen for udbedringen af kabelfejlen, siger TDC.

»Vi finder dem, det er vi blevet gode til,« lyder det.

Andre store fejl hos TDCs overvågningsfolk er, når en TV-station har indbudt seerne til en telefonafstemning og glemt at begrænse antallet af deltagere ved at udpege et bestemt endetal for deltagerne. Så kvæles nettet i bjerge af opkald, hvilket får folkene på femte op af stolen.

Desuden volder vejret tit problemer for TDCs folk. Sidste uges voldsomme tordenvejr giver stadig arbejde for TDC med udskiftninger af materiel der er blevet skadet. Men ellers kan kraftig regn gå i kablerne, og ved vintertide kan mobiltelefonmastene fryse så voldsomt til, at en tekniker må sendes til tops i masterne for at banke is af dem.

»Efter vi har fået digitale centraler, så kan langt de fleste fejl hos os kan rettes herfra - ved hjælp af en PC,« siger Jon Iversen. Han opfatter telefoncentralerne som store computere, og de skal ganske som PCen derhjemme genstartes i ny og næ for at virke.

Men mange af de fejlmeddelelser, der lyser rødt hos TDCs overvågningsfolk, skal stadig klares på den gamle facon. Ud med en tekniker i en af teleselskabets mange biler.

Flemming Herstrup Pedersen overvåger ADSL - bredbåndsinternet. Fra i går var TDC landsdækkende på alle telefoncentraler med ADSL og kan dække 95 procent af alle danskere, og her har der været masser af arbejde for teknikkerne.

Tit har man været nødt til at lukke for netværksforbindelsen i et kort stykke tid for forskellige dele af nettet for at kunne udvide eller på anden måde arbejde med nettet.

»Der har været mange ændringer og udvidelser under opbygningen af ADSL, men disse »planlagte fejl« forsøger vi at lægge på tidspunkter, hvor folk ikke bruger nettet,« siger Flemming Herstrup Pedersen.

Han sidder lige nu med en lidt speciel sag. Verdenssundhedsorganisationen WHO har bestilt en stabil og sikker datalinie fra København til Genève til internet og videokonferencer, en vare, man kan købe hos teleselskabet, hvis man vil betale.

Så får man en datalinie, der konstant overvåges mod nedbrud samt en ekstra reservelinie, der går via andre lande, hvis der skulle ske nedbrud.

Ellers venter man på femte sal. På næste gravemaskine, næste TV-quiz eller næste jule- og nytårsaften, hvor telenettet ganske som det plejer bliver overbelastet.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension</p>
Sponseret

Aktiemarkederne ligger historisk set forholdsvis højt. Det afspejler, at det går rigtig godt i den underliggende økonomi, forklarer investeringsdirektør.Arbejdsløsheden er rekordlav i både Japan og US...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen