Berlingske Business

Havmølleparker skævvrider elmarkedet

En yderligere udbygning med vindkraft herhjemme kræver, at markedet skal fungere bedre. En bedre forbindelse til Norge og Sverige gør langt mere gavn end et kabel under Storebælt.

En beslutning om at sætte gang i bygningen af to nye store havmølleparker kan skævvride den samlede danske elforsyning. Især hvis Folketinget ikke samtidig sørger for, at elmarkedet kommer til at fungere bedre, påpeger flere branchekilder.

En voldsom udbygning med vindkraft under de nuværende regler giver en oplagt risiko for, at overproduktion smadrer ethvert forsøg på at få elsektoren til at fungere på kommercielle vilkår.

I det kludetæppeagtige energipolitiske forlig, som er ved at tegne sig efter ugers forhandlinger mellem et bredt flertal i Folketinget, er der lagt op til, at der skal bygges to nye store offshore vindmølleparker på hver 200 MW, hvilket svarer til mellem to og tre procent af Danmarks samlede energiforbrug.

Men får beslutningen om vindmølleparkerne lov til at stå alene, vil det forstærke en række af de eksisterende problemer på det danske elmarked, hvor der er overproduktion, når det blæser kraftigt.

»Tyskerne satser også på vindmøller, derfor vil det være oplagt, at man ser på mulighederne for at styrke transmissionskapaciteten over Skagerak, så man kan sælge noget af strømmen videre til Norge og Sverige, når det blæser. Vi har intet imod, at man satser på vindkraft, bare det bliver på markedsmæssige vilkår. En forstærket transmissionkapacitet over Skagerak er langt mere påtrængende end en forbindelse over Storebælt,« siger direktør Hans Duus Jørgensen fra Dansk Energi.

Især vest for Storebælt mærker man i dag problemerne. Den strøm, der produceres fra de decentrale kraftvarmeværker, er omfattet af aftagepligt, det vil sige værkerne kan sælge strømmen til fast pris uafhængigt af markedsprisen. Ofte producerer decentrale værker på fuldt kraft, også når det blæser kraftigt, og elprisen er trykket i bund. Fjernvarmekunderne skal have varme, og værkerne bliver ikke ramt af de lave priser.

Vindkraft kan øges
Eltra, som er ansvarlig for det overordnede elsystem i Vestdanmark, advarer direkte mod, at man bygger flere vindmøller, før reglerne er ændret, så også el fra de decentrale kraftvarmeværker skal sælges på markedsvilkår.

»Men hvis man sikrer det, og samtidig gør det muligt at bruge el til opvarmningen af fjernvarmevand, når elprisen er i bund, så kan vi sagtens håndtere en yderligere udbygning med vindkraft,« siger presse- og informationschef Per Andersen fra Eltra.

I øjeblikket er det omkring 25 procent af elproduktionen i Eltras område, som dækkes via vindkraft. Eltra skønner, at man kan øge vindkraftens andel til 36-37 procent uden problemer, men som sagt kun hvis de decentrale kraftvarmeværker skal agere på markedsvilkår. I den østdanske elforsyning er udbygningen med vindmøller mere beskeden, derfor er problemerne ikke helt så markante.

Netop situationen for de decentrale kraftvarmeværker er ifølge Berlingske Tidendes oplysninger en af de tilbageværende knaster i at få strikket et politisk forlig sammen. Især Svend Auken (S) kæmper indædt imod at ændre det nuværende system. På den anden side vurderer flere kilder i sektoren, at to nye store havmølleparker vil være en politisk gevinst for oppositionen, derfor vil et forlig formentlig komme hus i slutningen af denne uge.

Indtil videre er der tænkepause, mens Svend Auken i kraft af sin plads i Folketingets præsidium er på officielt besøg i Estland frem til onsdag.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen