Berlingske Business

Han løber fra alderen

Han løber fra alderen - 1
Billedet fortæller tre ting om Neurosearch¿s grundlægger og adm. direktør: Dels at han er sportsmand, der trodser alder og begyndende slidgigt, dels at han er en trofast Eremitageløber, for løbesættet fik han i jubilæumsgave, da han var med for 25. gang. Og endelig fortæller det også, at det ikke er tøj, han bruger sine penge på, da det er ti år siden, han kunne fejre det jubilæum. Jørgen Buus ses her sammen med sit barnebarn Oliver.<br>Foto: Mogens Ladegaard

Pension - ingen interesse Alderen tynger ikke Jørgen Buus Lassen, der netop er fyldt 70 år. Han holder sig fysisk i form med lange løbeture og mentalt holder jobbet som adm. direktør i NeuroSearch ham på toppen.

Lige bag haven til det nybyggede røde murstenshus ligger Aldershvile Skov, men selvom herren i huset har alderen, har han ikke hverken tid eller lyst til hvilen. Skoven derimod har han stor fornøjelse af, for hverken et årstal på en dåbsattest eller begyndende slidgigt kan få ham til at opgive sin løbepassion.

NeuroSearch's grundlægger og adm. direktør Jørgen Buus Lassen fyldte 70 år sidste søndag, og det bar hele den weekend præg af. Fredag var der reception i firmaet med over 300 gæster, middag på Søllerød Kro om aftenen med ledelse og bestyrelse.

Lørdag stod den på familiefest på Regattapavillonen ved Bagsværd Sø i gåafstand til hjemmet, hvor alle var til kaffe bagefter. Og søndag, på selve fødselsdagen, droppede masser folk forbi for at sige tillykke. Men her mandagen derpå er de eneste spor efter virakken et utal af blomster. De står overalt, selvom Birgit Buus Lassen allerede har foræret 14 buketter væk.

Men ellers er det hverdag igen, roen har sænket sig, og der er tid til et spil Matador med otteårige Oliver. Han er et af fire børnebørn, og hans storebror har gjort NeuroSearch-direktøren til popstjernemorfar.

Det kan godt være, Jørgen Buus Lassen har et navn hos Business' læsere som grundlægger af NeuroSearch og som leder af det forskerhold, der fandt paroxetine - stoffet, der blev til lykkepillen, men vil han gøre sig hos de helt unge, når han nok længere ved at sige, at han er Mathias Saabyes morfar. Den 13-årige Mathias er nemlig en tredjedel af hiphop boy-bandet, B-Boys, hvis debut-CD, »Vi gir den op« har solgt guld, og han turnerer i øjeblikket land og rige rundt.

»Pigerne er helt vilde med ham, så han kan ikke være nogen steder - de bliver helt belejret derhjemme,« fortæller Jørgen Buus Lassen, og finder straks bandets fanpostkort - med autografer selvfølgelig, og viser det frem - ikke uden stolthed.

Det er ellers langt fra hans egen verden, der handler om medicinsk forskning både på arbejde, men også når han holder fri. Han holder simpelthen af at læse artikler med titler som: »A low toxicity maintenance regime, using eicosapentaenoic acid and readily available drugs, for mantle cell lymphoma and other malignancies with excess cyclin D1 levels.« Eller hvis det sådan skal være almen hyggelæsning, er det medicinsk-historiske fortællinger som »The madness of Adam and Eve. How schizophrenia shaped humanity«. Skrevet af den engelske forsker David Horrobin. For Jørgen Buus Lassens arbejde er hans hobby.

Alderen kan være en fordel
Nu er du blevet 70, så du er vel i din gode ret til at læne dig tilbage og nyde livet?

»Jo, jo, men man fungerer mentalt bedre, hvis man får nogle udfordringer hele tiden og kan se, at man kan levere noget, der kan bruges. Min lyst til at være aktivt deltagende i projekter, der forhåbentlig kan føre til en bedre behandling af mange vigtige sygdomme, er stadigt stor.

Mange ældes for hurtigt, fordi de ikke kommer så meget rundt og får udfordringer, og måske opvartes for meget. Det er da ikke usundt at få udfordringer, hvis man vel og mærke magter det. Det er aldrig faldet mig ind at gå på pension, og så længe både jeg, firmaet og bestyrelsen ønsker det, og der er behov for det, vil jeg gerne lege med.«

Hvis du skulle pensioneres, hvad ville du så lave?

»Så ville jeg bruge mere tid på at læse, på havedyrkning, motion, og på at rejse uden at skulle til møde med investorer, men det er svært at forestille sig.«

Hvad har været omkostningerne i dit liv?

»Jeg kunnet givet have fået mere fritid, hvis jeg havde sagt ja til et chefjob inden for forskning og udvikling i et stort firma. Men jeg mener, jeg har haft den fritid, jeg har haft behov for. Jeg arbejdede også hårdt, da børnene var små, så det er da formentligt gået noget ud over min kone i de yngre år, men jeg føler ikke selv, jeg er gået glip af noget. Mine børn giver ikke udtryk for, at det har betydet noget for dem. Måske er de bare meget høflige, men jeg håber og tror, de mener, hvad de siger.«

Hvad er fordelene ved alderen?

»Man har fået et langt livs erfaringer og kan udnytte, at man har kendt mange markante skikkelser rundt om i verden og har lært meget af mange af dem - den slags kommer jo ikke lige pludseligt. Hvis man har evnen og hukommelsen til at bruge det, man har lært, er det bestemt ikke nogen ulempe at være kommet lidt op i årene. Det er f.eks. blevet nemmere at hæve sig lidt op og se det hele i helikopterperspektiv, og det er vel derfor de unge forskere kommer så hyppigt og spørger mig til råds om alt muligt.«

Med i alle Eremitageløb
Hvad er ulemperne ved alderen?

»F.eks. at man får slidgigt og ikke kan løbe så hurtigt som tidligere, men ellers har jeg ikke oplevet så mange ulemper.«

Hvor meget løber du?

»Et par gange om ugen, måske tre om sommeren - som regel otte km ad gangen.«

Kan du ikke mærke, at du er blevet 70?

»Bestemt - hastigheden er ikke den samme, men fornøjelsen ved at løbe er lige stor. De, der ikke løber, kan ikke forstå, det er sjovt. Min kone forstår det f.eks. ikke. Men det er en dejlig naturoplevelse, man bliver i bedre humør, og hvis man har haft nogle vanskelige ting i dagens løb, ser det helt anderledes ud, hvis man bare løber en time.

Der er nogen, der mener, man kan forklare det videnskabeligt. At man rent praktisk kan måle, at der dannes nogle naturlige stoffer med en morfinlignende virkning, endorfiner under fysisk anstrengelse, og det skulle være årsagen til velværet - det ved jeg nu ikke, om er rigtigt.«

Du startede længe inden, det var moderne og før det hed jogging?

»Jeg startede i 1967 - året før det første Eremitageløb. Det var mens jeg var i Ferrosan, hvor Knud Overø var direktør. Han var meget minded for motion, og vi havde en idrætsklub, der deltog i Eremitageløbet og spiste hos ham bagefter. Jeg har været med i alle 35 Eremitageløb og har afpasset mine rejser, sådan at jeg kunne være med. Tit er jeg taget direkte fra løbet til lufthavnen.«

Har du løbesko med, når du rejser?

»Ja, hvis jeg er væk fire-fem dage. Jeg er som regel oppe ved fem-seks tiden, sådan er mit indre ur bare stillet, og det er godt at tage en løbetur tidligt om morgenen - så bliver man luftet godt igennem. Jeg har løbet meget i Central Park i New York og omkring Kejserpaladset i Tokyo - det er en noget kortere rute. Da jeg begyndte dengang i 1970erne, kiggede vagterne ved voldgraven altså mærkeligt, når jeg klokken fem om morgenen kom løbende - men nu er der jo masser af japanere, der også løber der.«

Var selv forsøgskanin
Jørgen Buus Lassen startede sin karriere i branchen, længe før biotekbegrebet eksisterede. Det var som forsker i Ferrosan, hvor man kan roligt sige, at han ikke var bange for at smage sin egen medicin - bogstavelig talt. Han var selv en af de første forsøgspersoner, der testede stoffet paraxotine, der skulle bliver til antidepressivmedicinen Paxil - lykkepillen.

»Jeg ved ikke, hvorfor man kalder det lykkepiller. Hvis man ikke fejler noget, er der ingen virkning med mindre doser, og med højere doser får man kvalme og mave-/tarmbesværligheder, så jeg kan forsikre, at man ikke bliver lykkelig af det,« siger Jørgen Buus Lassen.

Ferrosan var ikke de eneste, der arbejdede på at finde et middel mod depression. Zimelidin var et af de første midler, der kom på markedet, og det viste sig at have meget uheldige bivirkninger. En lille del af patienterne fik den alvorlige sygdom, Guillien-Barré syndrom, hvor man bliver lammet, men Jørgen Buus Lassen havde ikke forestillet sig, at han selv skulle få det tæt inde på livet.

»Min søn Jens fik det. Han havde været sund, konkurrencesvømmer, og jeg ved ikke hvad, men lige pludselig lå han på Aalborg Sygehus og var lammet i både arme og ben. Jeg var ude og rejse, og fik det at vide, da jeg kom hjem. Det var noget af et chok. Birgit og jeg fløj op til Aalborg - dengang boede han med sin familie i Sæby - og han plejede jo at springe rundt, men pludseligt sad han så der i en rullestol.«

Hvad var det første du gjorde, da du fik det at vide?

»Det var at finde ud af, om han nu var kommet under kyndig behandling. Tilfældigvis havde jeg tidligere været i kontakt med Birthe Petersen, der var overlæge på Neurologisk afdeling på Aalborg Sygehus, og jeg blev noget beroliget, da jeg fik snakket med hende. Og så gav jeg mig til at søge i faglitteraturen. Dengang havde jeg kun læst om Guillien-Barré én gang tidligere, da Zimelidin gav det som bivirkning, men i dag har jeg masser af artikler om det og følger stadigvæk med.«

Hvad skete der med Jens?

»Han havde fået det spontant - ikke som følge af Cimeledin, og man mente, at grunden var, at han havde haft en betændelse ved en tand og samtidig havde arbejdet næsten uden at sove og spise i tre døgn, fordi der var noget der brændte på - han er meget energisk. Man mente, at hans immunsystem var fuldstændig nedbrudt. Han var så heldig, at det ikke lammede åndedrættet, men standsede inden, og så er det en mere godartet type af sygdommen. Det tog nogle måneder med genoptræning, og da han endelig kunne mærke, det gik fremad, trænede han fuldstændig vildt. I dag er han helt rask.«

Betyder sådan en personlig oplevelse noget for dit arbejde?

»Når man selv i den nærmeste familie oplever sådan noget, gør det et helt andet indtryk, end når man kun læser videnskabelige artikler om det. Det bliver nærværende.«

En nærigpind
Hvad tror du på?

»Selvom jeg har en naturvidenskabelig baggrund og også har levet i en periode, hvor man kan forklare stadig mere, må jeg som de fleste andre erkende, at der er ingen, der kan forklare, hvordan livet er opstået. Så jeg er bestemt kristen. Og mener godt det kan forenes med en naturvidenskabelig baggrund.«

Hvad så med tvivl - hvornår tvivler du?

»Sådan i livsforløbet har jeg ikke været ude for de store tvivlsperioder - det er mere indenfor det rent faglige, hvor der med tiden sker skift, fordi man får ny viden.«

Hvad betyder penge for dig?

»Det er nødvendigt for alt, men jeg er bestemt ikke noget luksusmenneske - luksus har aldrig sagt mig noget særligt. Jeg kan sige med stor sindsro, at jeg aldrig har valgt det højst gagerede job, fordi jeg har ment, at indholdet og mulighederne var vigtigere, end hvad jeg kunne få i løn.«

Men du er da blevet velhavende på NeuroSearch?

»På papiret - de fleste har jeg investeret i aktier både i NeuroSearch, Bavarian Nordic, NSGene og Sophion Bioscience.«

Hvad bruger du penge på?

»Min søn holdt tale for mig til fødselsdagen, hvor han gjorde grin med min nærighed og med alle de ting, jeg gemmer på. Han fortalte om, hvor svært jeg har ved at smide gammelt tøj ud, for hvis jeg gemte det tilstrækkeligt længe, kom det måske på mode igen. Og han havde faktisk et eksempel, hvor vores meget modebevidste datter Jette engang havde fundet en jakke i mit skab, som lige pludselig var på mode for unge piger! Han syntes, det var noget til grin, men glædede sig over at vi trods alt har brugt penge på et nyt hus.«

Du har en stor flot Citroën stående i garagen?

»Næst efter huset er den det dyreste, jeg har købt. Vi havde en VW Passat stationcar, som vi købte i 1994, og da min søn og svigerdatter fik små børn, lånte de den, og så fik vi deres ni år gamle VW Vento. Den kørte jeg i nogle år, og så købte jeg Citroënen. Men jeg er lidt ligeglad - for mig er det et transportmiddel. Vi har vel i gennemsnit haft vores biler i ti år.«

Det skønnes, at Paxil, som jo er din opfindelse, har indtjent 40 mia. kr. - hvor meget har du fået?

»Ikke noget - andet end glæden og fornøjelsen ved at lave det.«

Har glæden kunnet stå mål med 40 mia.?

»Dét synes jeg - det har da været sjovt og lærerigt.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen