Berlingske Business

Genbrugseventyr i skrotkassen

Stålvalseværket dyrkede genbrug, længe før Miljøministeriet blev opfundet for at imødegå europæisk stålkartels udfrysning af skandinaviske værftsinteresser, men nu er det måske slut.

Baggrund

Mange vil græde tørre tårer, hvis det ender med, at Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk bliver lukket eller solgt til neddrosling under nyt regi. De vil tale om stribevis af sager om forurening og støj fra værket - og om snigende forgiftninger, der har kostet medarbejdere gode år af deres liv.

Men historien om Det Danske Stålvalseværk er også et smukt genbrugseventyr, der nu er ved at ryge i skrotkassen - og en om ikke perfekt, så dog nødvendig dansk industrihistorie.

Det begynder sidst i trediverne, da man ude i Europa får øje på, at den skandinaviske rederibranche har fået internationale ambitioner - og endda selv vil bygge sine skibe.

Alene i Danmark havde de internationalt set forbavsende store rederier ØK, Lauritzen og A.P. Møller (nævnt efter tidens størrelsesforhold! red.) efterhånden store egne værftsinteresser i de større danske byer.

Det daværende europæiske stålkartel besluttede derfor at skrue bissen på: Stål til Skandinavien pålægges 30 pct. afgift.

Så stak de skandinaviske stater og rederier hovederne sammen, og talte om at lave et stålvalseværk sammen.

Men de kunne ikke blive enige, så danskerne gik solo og besluttede at oprette et dansk værk i 1940. Det var ejet af staten og rederierne i fællesskab, og med Helsingør Værfts leder, H.C. Christensen, som drivkraft og formand for en bestyrelse, der bl.a. tæller nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs og hr. A.P. Møller.

Gammelt jern

I starten så det ud til, at værket skulle placeres ved Næstved Kanal, men til sidst vandt en placering ved Frederiksværk. Primær årsag: Her kunne man få store mængder af nødvendig ferskvand til produktionen pumpet ind fra den nærliggende Arresø - og der var også gode og mere almindelige vandveje til og fra Frederiksværk.

Genistregen i det danske værk var, at dets råvarer skulle komme sejlende fra de snesevis af små danske havne i form af skrot - gammelt, brugt jern, som kan smeltes og omdannes til en årlig produktion af 40.000 tons valset stål.

Med andre ord: Danmarks våben mod lande med jernmalm i undergrunden er - længe før nogen har fundet på at oprette et miljøministerium - genbrug.

Anden Verdenskrig lagde en dæmper på ekspansionen i starten, men allerede i 1949 producerede Stålvalseværket med efterhånden omkring 1.000 medarbejdere så meget, at man producerer mere end hjemmemarkedet kan aftage. Der var grundlag for eksport, og snart efter »råstofmangel«, så skrotindsamlingen i Danmark må intensiveres. Internationalt betegnedes Stålvalseværket som en fantastisk bedrift, der viste, at Danmark ikke længere er et landbrugsland.

Selvforsyning

Det danske stålforbrug voksede de næste årtier kraftigt til efterhånden konstant 1,5 mio. tons pr. år, men selv om Stålvalseværkets kapacitet efterhånden er mere end 20 gange den oprindeligt planlagte, er den teoretiske danske selvforsyning ikke en lige så lykkelig økonomisk historie som f.eks. den om olien og naturgassen.

Det er ikke alle typer stål, vi selv kan lave - og branchen har international overkapacitet - så efterhånden kommer der flere og flere år med dårlige regnskaber, og senere også voldsom negativ medieomtale om produktionsforholdene. Kedelige miljø- og arbejdsmiljøsager. Den seneste i en TV-udsendelse for et par måneder siden med titlen »Det syge værk«, der hævdede, at værket har levet højt på, at fagbevægelsen ofte har sat beskæftigelse højere end helbred.

Historien i ring

Der kom også myndighedsindgreb, f.eks. i 1979, mod at danske skrothandlere kun måtte sælge til det statskontrollerede monopol. Og konkurrenceforholdene i værftsbranchen udvikler sig sådan, at A.P. Møllers Lindøværft efterhånden bliver den helt dominerende aftager af produkterne fra Frederiksværk.

Derfor er det sandsynligt, at historien går i ring, og at der måske nu endelig kommer en markedsdirigeret »skandinavisk løsning.«

Men det efterlader det mere og mere miljøbevidste Danmark med et potentielt nyt problem: Halvdelen af al det jernskrot, der samles i Danmark, f.eks. vore gamle biler, ender i dag i smelteovnene i Frederiksværk.

Hvor skal de nu køres eller sejles hen?

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen