Berlingske Business

Fokuser på det der lykkes

At leve som værksætter er ofte et liv i frit fald. Tre måneder efter Helene Hoffmann lancerede sit projekt, går alt på skinner - undtagen økonomien.

Inddeler man menneskeheden i to typer, nemlig dem, der mener at glasset er halvt fuldt, og dem, der mener, det er halvt tomt, bør man råde den sidstnævnte kategori fra at blive iværksætter.

Uanset hvor godt og velgennemtænkt projektet er, vil der hele tiden være noget, der halter. Derfor er evnen til at fokusere på det, som lykkes, vigtig. Samtidig er det lige så vigtigt ikke at lade sig distrahere alt for meget af det, som ikke rigtigt vil falde i hak, heller ikke selv om det er noget så fundamentalt som økonomien.

Nu tre måneder efter Helene Hoffmann lancerede sit iværksætterprojekt, er der sådan set nok at miste modet over. Alle de fonde, hun har søgt for at få startkapital, har givet afslag. Der har heller ikke meldt sig nogen med risikovillig kapital. Til maj har hun ikke fået løn i to år, har lige haft influenza sammen med sin fire en halv måneder gamle søn, og om en uge starter hun med at arbejde fuld tid, efter at have puttet lidt barselsorlov ind hvor det kunne passe sammen med projektet.

Flere bolde i luften
I og med hun opgav et godt, vellønnet lederjob i Københavns Lufthavn for at blive iværksætter, ville hun det. Det var ren lyst. At hun blev gravid, så fødslen og lanceringen af projektet i Vallensbæk kommune skete med godt en måneds mellemrum, tager hun som den udfordring. Hun er dog ikke bleg for at indrømme, at hun ville have elsket at tage seks måneder, hvor hun kun havde sin søn at koncentrere sig om.

»Men hvis ikke jeg handler nu og foretager de småjusteringer, der skal til, nytter det hele ikke noget. Desuden er jeg et multi-task menneske. Jeg har altid haft flere bolde i luften på en gang.«

Tilfredshed
På plussiden viste den status, hun gjorde her ved årsskiftet, at de mål, hun havde sat sig, var nået. For det første havde hun fået en aftale i stand med en kommune om at prøvekøre projektet. For det andet har hun etableret et godt samarbejde med den sundhedsfaglige ekspertgruppe, som er tilknyttet projektet. Sidst men ikke mindst: Projektet blev lanceret i begyndelsen af november sidste år, efter halvandet år i støbeskeen.

»Jeg har haft en evaluering med socialchefen og lederen af hjemmeplejen, og de var ovenud tilfredse. Min mavefornemmelse har hele tiden sagt mig, at projektet var godt, og indtil videre har det vist sig at være rigtigt.«

Samtidig har der været et helt kontant resultat af Type 2 Dialog-projektet. Foreløbig er der opsporet to mennesker med type 2 diabetes i kraft af den undervisning, som pleje- og sundhedspersonalet i Vallensbæk kommune har modtaget via Type2 Dialog-projektet. Ud af Vallensbæks 12.000 borgere skønner man, at der er ca. 630 med sukkersyge, hvoraf halvdelen er uopdagede. Og det er endda et konservativt skøn, siger hun.

Økonomien halter
Vallensbæk Kommune har betalt en »pilotpris«, lægger pleje-og sundhedspersonales tid til, foruden at den har stillet lokaler til rådighed i forbindelse med undervisningen. Resten, bl.a. udvikling og produktion af fagligt materiale og aflønningen af undervisere er for Helene Hoffmanns egen regning. Men at økonomien halter, omtaler hun kun som det evindelige problem for iværksættere. En distraktion, men heller ikke mere. I stedet fokuserer hun på 2004 og hvilke konkrete mål, hun skal nå inden januar 2005.

»Vi skal gennemføre et succesfuldt pilotprojekt i Vallensbæk, nu samtidig med at de har startet deres diabetes år. Type2Dialog skal generelt vise sin eksistensberettigelse. Jeg skal have indgået aftaler med mindst to nye kommuner og have skaffet enten fondsmidler eller risikovillig kapital, mellem en halv og en hel million kr.«

Ja, og så løn til hende selv. Det kommer lidt ud gennem sidebenene; men selv iværksættere lever ikke af entusiasme alene, og sparepengene er ved at være brugt op. Efter hendes vurdering skyldes trægheden med at skaffe økonomi til projektet, at hun har et privat foretagende, der tilbyder en ydelse til det offentlige. En problematik, som hun også på andre planer vil løbe ind i, mener hun.

»Jeg kommer fra det private erhvervsliv og skal samarbejde med det offentlige, hvor beslutningsprocesserne kan være utroligt lange. Der er mange, der skal spørges, og en af de store udfordringer bliver at lære det politiske system at kende.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen