Berlingske Business
17:59På gensyn i morgen

Filmkongens storhed og fald

Leo Kirch var Tysklands ubestridte film- og TV-magnat. Nu truer konkursen, der også kan gøre det vanskeligt for den borgerlige kanslerkandidat Edmund Stoiber.

BERLIN

Federico Fellini, den store, italienske filminstruktør, anede formentlig ikke, hvad han satte i gang i Tyskland, da han 1954 fik sit gennembrud med »La Strada«, et poetisk værk om en stærk mand, en afstumpet markedsgøgler og en forelsket ung kvinde.

I Bayern sad den lidt yngre, dengang ukendte Leo Kirch og tænkte på, hvordan han kunne tjene en formue. Svaret var Fellini. To år senere købte han de lokale rettigheder til filmen, der i mellemtiden er vist mere end 40 gange på tysk TV. »La Strada« blev grundstenen til et medieimperium, der har givet Kirch næsten monopolstatus i forbundsrepublikken og gjort hans koncern til en af de største af slagsen i Europa.

I disse dage falder Kirchs verden lige så stille fra hinanden. Han skylder næsten seks milliarder euro (45 mia. kr.) væk. Den store Bayeriche Landesbank, der har lånt ham op mod to mia. euro, kan komme i vanskeligheder, fordi kreditten er på kanten af det tilladelige i forhold til bankens egenkapital.

Den endnu større Deutsche Bank har meddelt, at Kirch ikke længere er kreditværdig. Og internationale mediehajer, fra tyske Axel Springer AG til den australsk fødte Rupert Murdoch og hans News Corporation, står på spring for at redde deres andele af riget, inden det opløses helt.

Kirchs storhed og fald er historien om efterkrigstidens Tyskland, der må vige for globaliseringen. Den handler også om en mand, der skyede offentligheden, selv om han handlede med den, og som forenede visioner med en spillernatur.

Alle var glade

Leo Kirch opnåede sin magt, fordi han kunne operere i 1950erne, 60erne og 70erne, da tyskerne hungrede efter udenlandsk underholdning, men var så usikre, at de ikke selv turde tage over grænsen - endsige Atlanten - for at købe, hvad de ville have. Kirch så sin chance, fik rettighederne til stribevis af Hollywood-film og andre produktioner, som han videresolgte til tyske TV-stationer.

På de to nationale kanaler, Erstes Deutsches Fernsehen og ZDF, sad i mange år en slags politiske departementschefer som øverste ledere, ikke ulig Danmarks Radio. Kirch leverede dem de ønskede film på en sølvbakke sammen med en del mindre lødige sager, som han fik afsat ved samme lejlighed, fordi han i reglen solgte hele pakker.

Stationerne var glade, det var Kirch også, for millionerne rullede ind. Amerikanerne må også have været tilfredse. De kunne, som i datidens Sovjetunionen, nøjes med at sælge til én central indkøber. Det sparede en masse forhandlinger.

Imperiet begyndte at vakle, da private TV-stationer dukkede op. Mange af dem ejes i dag helt eller delvist af Kirch. De nationale kanaler begyndte at tænke som konkurrenter.

Kabler til forstæder

I 1980erne rejste den første, spagfærdige delegation af departementschefer til Hollywood. Man ville selv købe ind, og således være et filmstjernehoved foran Kirch. Det indledende forsøg blev ikke en succes, bl.a. fordi Kirch søgte at chikanere sine gamle kunder, der nu rev sig løs, på alskens måder. Men en snebold var begyndt at rulle, snart blev det til en lavine, og Leo Kirch var ikke længere ene på markedet.

Det andet, og måske afgørende, slag tilføjede Kirch sig selv, da han blev grebet af betalings-TV. Kirch brugte formuer på at lægge kabler ud til tyske forstæder, hvor øldrikkende fodboldfans og hjemmegående husmødre skulle indfanges til at se programmer på særlige abonnementskanaler.

Men hverken fodboldfolket eller husmødrene bed på. Da Kirch sidste år prøvede at reservere det kommende fodbold-VM til sit eget univers, udløste det et oprør hos de ellers besindige tyskere. Forbundskansler Gerhard Schröder, der er god til at vejre folkestemninger, greb ind. Kirch blev tvunget til et kompromis, eksklusiviteten bragt til ophør, og den fulde konsekvens mærkes først nu, hvor hans koncern er på vej mod konkurs.

»Betalings-TV har længe været en milliardgrav,« hed det for nylig fra ZDF, ikke uden en vis malice.

Den tredje faktor hænger sammen med det ændrede verdensbillede, såvel økonomisk som politisk. Globaliseringen har bragt andre udbydere på markedet. Mange af dem er fra New Economy-sektoren, små, kvikke firmaer, der i hvert fald indtil for nylig var hurtige til at rejse kapital og købe filmrettigheder for næsen af den ældre, nu 75-årige herre.

Kirch reagerede ved at sælge mindre andele af sit imperium til de virkelig rige, Italiens Silvio Berlusconi, den arabiske prins al-Wahlid og Rupert Murdoch. Sidstnævnte fik Kirch 1999 til af hjælpe sig med 1,5 mia. euro (godt 11 mia. kr.), der blev hældt i Premiere, en betalings-TV-kanal, der pengemæssigt kan sammenlignes med et bundløst hul. Som modydelse fik Murdoch 22 pct. af Premiere. Han fik også et tilsagn om, at han kunne sælge andelen tilbage til Kirch for knapt 1,9 mia. euro i oktober 2002.

»I bagklogskabens lys et temmelig idiotisk løfte,« noterer tidsskriftet Manager-Magazin i dag.

Springer-problemer

Murdoch siges i øjeblikket at gnide sig i hænderne. Han er, hedder det, overbevist om, at Kirch kun kan holde aftalen ved at betale ham med andele fra hovedfirmaet. Derved kunne Murdoch for næsten ingen penge få en fod inden for hos de private tyske TV-stationer. Dette marked har Kirch og forlagsgiganten Bertelsmann hidtil haft for sig selv.

Og som om Kirch ikke har problemer nok, er der også problemer med Axel Springer. Det store avishus udgiver boulevardavisen Bild og det mere seriøse Die Welt.

Kirch ejer 40 pct. af denne koncern, men også Springer er i pengenød. Man har i øvrigt aldrig brudt sig om den nyrige TV-konge. Avishuset vil derfor gøre brug af en option om at sælge sin andel af fjernsynsselskabet Pro Sieben Sat 1 Media AG tilbage til Kirch for 800 millioner euro (seks mia. kr.). Heller ikke dette tilsagn forekommer videre klogt i dag, hvor kursværdien er under 300 mio. euro. Kirch kan ikke, lader det til, kravle op igen uden fremmed hjælp, og bankerne tager øjensynligt ikke længere telefonen, når han ringer.

Hans gamle ven, tidligere forbundskansler Helmut Kohl, er heller ikke længere til megen nytte. Og Bayerns regeringschef, Edmund Stoiber, der er borgerlig kanslerkandidat ved valget i efteråret, har meget lidt interesse i at dyrke bekendtskabet med Kirch.

Ingen happy end

Hvis Bayerische Landesbank kommer i uføre som følge af milliardlånet kan det blive ubehageligt for Stoiber. Banken er ejet af fristaten Bayern, og den politiske leder ses som den delvis ansvarlige for pengeinstituttet.

Visse af Kirchs forretningspartnere håber, at han bider hovedet af al skam og anmelder konkurs. Det ville afskære Rupert Murdoch fra at få et tysk brohoved, og Kirch kunne fortsætte med sin filmhandel. Han ville være tilbage ved begyndelsen, ved Federico Fellini og gennembrudet i 1950erne.

Det er måske ikke lige, hvad Kirch havde i tankerne dengang, men selv det bedste drama kan have en overraskende slutning. Det opdager Kirch nu. Tyskland er forandret, monopolerne er brudt og underholdningsindustrien er en mangehovedet slange. Det er ikke en »happy end,« men spændende har det været.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampension har markedets laveste omkostninger. Det kommer kunderne til gavn.Hvor meget betaler du i årlige omkostninger på din pensionsopsparing?De færreste har næppe den præcise procentsats lige på l...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen