Berlingske Business

FIH-banken er sat til salg igen

Nichebanken FIH er sat til salg. Prisen kan løbe op i otte-ni mia. kr., men køberkartoteket begrænser sig til tre-fire nordiske banker.

Nichebanken FIH med hovedkontor på Langelinie i København er ved at blive solgt. Salgsprisen kan komme op i nærheden af otte-ni mia. kr.

Det er anden gang inden for blot fem år, specialbanken, der yder lån til små- og mellemstore virksomheder, dermed kommer i spil. Den svenske FöreningsSparbanken overtog under betydelig dramatik kontrollen med FIH tilbage i 1999 for en samlet pris på 6,5 mia. kr. Det skete for næsen af BG Bank og dets daværende adm. direktør Henrik Thufason, i håb om at svenskerne dermed kunne gøre et større indtog på den danske bankscene.

Den forretningspolitik er imidlertid slået fejl, og derfor har den svenske bank skiftet strategi. FIH hører ikke længere til kerneaktiviteterne i FöreningsSparbanken.

Den svenske bank ejer 77 procent af FIH, og den post skal nu sælges. Banken har hyret det internationale finanshus Morgan Stanley og det danske advokatkontor Kromann Reumert som rådgivere. Morgan Stanley fik opgaven ved at underbyde konkurrenterne med en salgsprovision på blot en kvart procent, oplyser kilder til Berlingske Tidende.

Det overraskende er, at finanshuset Carnegie og advokathuset Bech Bruun & Dragsted også nævnes som rådgivere for FIH.

Carnegie er dog ikke hyret til opgaven, men har selv været »rundt i byen« i håb om at kunne sammensætte et køberkonsortium eller finde en køber og på denne måde få opgaven i hus. Andre peger på, at når nu salgsskiltet er kommet op, så har FIH-ledelsen en betydelig interesse i at være aktivt med i processen med at finde en ny ejer og derfor arbejder sammen med Carnegie.

Den svenske bank har også selv været rundt med den store salgsmappe hos de bestående aktionærer. Men den metode synes ikke farbar.

»Vi fik en henvendelse (om at købe aktier i FIH, red.) for en måned siden,« siger LD-direktør Flemming Skov Jensen.

»Vi overvejer det selvfølgelig, men er næppe interesset på grund af vores likviditetssituation.»

De andre ejere er ATP, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri.

I forbindelse med handlen i 1999 fik disse fire danske aktionærer, som samlet ejer 23 procent af aktierne i FIH, en option (salgsret) knyttet på aktieposten i FIH. Det vil sige, at FöreningsSparbanken er forpligtet til at overtage disse aktieposter til en forudbestemt pris.

Og det er denne option de fire aktionærer nu gerne ser indløst til kontanter.

De meget få potentielle købere kan være med til at presse prisen ned. Selv om FIH (tidligere Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk) er en veldrevet og stabil indtjenende bank, så begrænser køberkartoteket sig til under en håndfuld.

Berlingske Tidende har talt med flere kilder, som vurderer, at der næppe er danske købere til FIH. Danske Bank er allerede så stor og mægtig i Danmark, at det ville give problemer på konkurrenceområdet. Den anden store, rige danske aktør, Nykredit, er i følge oplysninger til Berlingske Tidende ikke interesseret.

Tilbage er der de to store svenske banker, Handelsbanken og SEB, som er ivrige for at få et markant stærkere fodfæste i Danmark. Også den pannordiske storbank, Nordea, der er svenskregistreret, er interesseret i FIH.

»Der er steder på det danske landkort, hvor vi ønsker at stå stærkere. Hvis FIH bliver sat til salg, vil vi da kigge på det. Vi ser altid på mulighederne for at ekspandere vores forretning,« siger bankdirektør Peter Schütze, Nordea.

FIHs adm. direktør Lars Johansen er meget fåmælt.

»Jeg har ingen kommentarer til ejerforhold. Det må du tale med Föreningssparbanken om.«

De svenske ejere holder kortene tæt ind til kroppen.

»Der findes altid rygter om Föreningssparbanken, men dem kommenterer vi aldrig,« lyder det kortfattet fra viceadm. direktør Annika Wijkström, Föreningssparbanken. Banken er børsnoteret i Stockholm.

I følge Berlingske Tidendes oplysninger er banken langt fremme i bestræbelserne på at få FIH solgt. Rådgiverne er i færd med at udarbejde et såkaldt informationsmemorandom. Det ventes klart i disse uger, og herefter vil den snævre kreds af interesserede købere få dette salgsmateriale udleveret.

En køber vil givetvis kræve ret til at gennemgå soliditeten i FIHs låneporteføljer, og dermed kan der gå nogle måneder, inden den endelige handel kan afsluttes.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen