Berlingske Business

Fields giver nye job til mange flittige hænder

Stormagasinet Debenhams har fået 2.400 ansøgninger til 131 job i sin nye afdeling i Fields. AF-Storkøbenhavn tror på flere butiksjob, men HK mener ikke, at der kommer flere arbejdspladser alt i alt.

Et banner med påskriften »Alle job er besat« er klistret over hovedparten af jobopslagene på Fields hjemmeside.

Ørestadens nye shoppingcenter, som åbner på tirsdag, har ikke haft problemer med at skaffe flittige hænder til at sætte varer op på hylderne og kvikke hoveder til at ekspedere ved kassen.

Tværtimod.

»Vi har fået 2.400 ansøgninger, og vi har ansat 131 personer. Der er tale om folk med høje kvalifikationer, og mange af dem har erfaring fra detailhandlen,« siger Jette Christiansen, forretningsdirektør i det engelske stormagasin Debenhams, der for første gang slår dørene op i Danmark.

Hun mener, at de mange ansøgninger til Debenhams skyldes stormagasinets fokus på god service og nyhedens interesse, mere end det skyldes den høje ledighed.

»Jeg tror ikke, at ledigheden har haft den store betydning. Vi har derimod været presset af en deadline, fordi folk skulle nå at sige deres forrige job op til 1. januar. Men jeg er ikke i tvivl om, at Debenhams sammen med Fields er med til at skaffe nye arbejdspladser,« siger Jette Christiansen.

Saltvandsindsprøjtning
Samme opfattelse har Marianne Sumborg. Hun er arbejdsmarkedschef i AF-Storkøbenhavn, der har samarbejdet med flere af forretningerne i Fields om at finde nye medarbejdere.

»Jeg betragter Fields som en positiv saltvandsindsprøjtning til det københavnske arbejdsmarked. 3.000 nye job må udvide det samlede antal job i butikkerne i Storkøbenhavn. Også selvom kæderne rykker en del medarbejdere over fra andre forretninger,« siger Marianne Sumborg.

Hun mener ikke, at storcentret Fisketorvet har betydet færre butiksansatte i den indre by i København som følge af butikslukninger, og derfor tvivler hun også på, at Fields får den effekt.

Medarbejdere fra Malmø
Formanden for HK/Handel-København, Per Tønnesen, er ikke nær så optimistisk, når det gælder nye arbejdspladser.

»Vi kan ikke måle nogen fremgang hos os endnu. Ved udgangen af februar måned havde vi 947 ledige mod 855 ledige i december,« siger Per Tønnesen.

Han mener ikke, at 3.000 nye hoveder i Fields betyder samme antal ekstra job i hovedstaden.

»I opstartfasen vil kæder som H&M og Bilka formentlig hente folk fra deres andre afdelinger. Og vi ved endnu ikke hvilken afmatning åbningen af Fields vil medføre på Fisketorvet, Amagertorvet og Strøget. Folk får jo ikke flere penge at handle for, de flytter bare deres indkøb fra et sted til et andet,« siger Per Tønnesen.

Bilka One Stop i Fields har besat næsten 500 stillinger. Varehuschef Steen Johansson har ikke tal på, hvor mange der er rykket over fra kædens andre butikker. Men han ved, at 55 af de ansatte kommer fra ledighed.

Steen Johansson har ansat medarbejdere fra 14 forskellige nationer, heraf fire personer fra Malmø.

Debenhams har ansat 10 personer fra Malmø. Stormagasinet har søgt efter personale i Sydsvenska Dagbladet, fordi det regner med at få mange svenske kunder.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen