Berlingske Business

EU søger sin model

EU vil på sit forårsøkonomiske topmøde bekræfte viljen til at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. Men der er ikke nogen enkel økonomisk model, og Europa kan ikke blot kopiere Amerika.

Nyhedsanalyse

BRUXELLES

»I det lange løb er vi alle døde,« sagde den amerikanske nationaløkonom John Kenneth Galbraith til de af hans kolleger, der forsvarede behovet for upopulære økonomiske indgreb med nogle moralske ord om, at en sådan politik i »det lange løb« ville være den bedste og give resultater.

For nationaløkonomi er ikke nogen eksakt videnskab, men mere det muliges kunst, var Galbraith klar over på grund af sin lange erfaring med politikere. Hensynet til de levende vælgeres interesser tæller oftest tungere end, hvad der vil være bedst i »det lange løb« for fremtidige generationer.

Det er EUs nu fire år gamle såkaldte Lissabon-proces et godt eksempel på.

Da EUs stats- og regeringschefer på et topmøde i Lissabon i marts 2000 satte sig det ambitiøse mål med at gøre Europa til verdens økonomiske lokomotiv i 2010 med den mest konkurrencedygtige økonomi, fuld beskæftigelse og et teknologisk niveau, som skulle give USA og Japan baghjul, skortede det ikke på de kritiske, endsige direkte kyniske kommentarer. Og mindre end halvvejs inde i Lissabon-processen står det klart, at der skal ske mirakler, hvis EU virkelig skal indhente USA i konkurrenceevne i 2010.

»For at sige det rent ud, så er der ingen udsigt til at nå 2010-målene. Tværtimod. I både beskæftigelse, forskning og konkurrenceevne falder Europa i disse år tilbage i forhold til USA. Kløften øges,« som formanden for den europæiske erhvervs-sammenslutning Eurochambers, Christoph Leitl kommenterede i denne uge.Budskabet er også det samme i en lang række rapporter fremlagt af EU-Komissionen, uafhængige tænketanke og medlemslandenes regeringer. EU er langt fra at nå de mål, man har sat sig med hensyn til beskæftigelse og forskning, og i gennemsnit ligger EUs produktivitet 20 procent lavere end den amerikanske.

Men med så meget andet her i verden er det et spørgsmål om, hvorvidt man betragter glasset som halvt fyldt eller halvt tomt.

»Det afgørende er ikke, om EU i 2010 opfylder Lissabon-målene. Det afgørende er, om EU i 2010 står bedre end man gjorde i 2000, da Lissabon-processen blev sat i gang. At der er mere beskæftigelse og højere vækst,« siger Alasdair Murray fra tænketanken Centre for European Reform, CER. »Det er den afgørende målestok for Lissabon-processen.«

CER har netop offentliggjort en stærk kritisk rapport om Lissabon-processen, men Murray påpeger samtidig, at den på mange måder har opfyldt sine politiske mål: Nemlig at koncentrere medlemslandenes regeringer om behovet for reformer i deres økonomiske politik. Med Lissabon-målene bliver EU-landene fastholdt gennem gruppepresset på en række økonomiske reformer.

Det irske EU-formandskab vil da også bruge diskussionen på EU's forårsøkonomiske topmøde til at fastholde medlemslandene på Lissabon-kursen frem for at komme med nye initiativer.

»Unionen satte sig ambitiøse mål i marts 2000. Fire år senere er billedet blandet. Der er sket betydelige fremskridt, men tempoet i reformprocessen skal øges væsentligt, hvis 2010-målene skal nås. Det Europæiske Råd er fast besluttet på at vise den politiske vilje til at opnå dette,« hedder det i den sluterklæring, som det irske EU-formandskab har fremlagt til godkendelse på mødet.

Eller sagt med andre ord: Nu skal hvert enkelt medlemsland til at levere. Og hvem af landene lever så i øjeblikket op hertil?

En gennemgang af de forskellige rapport viser, at det er de tre nordiske EU-lande - med Finland absolut i spidsen og derpå Sverige og Danmark samt Østrig og det lille stenrige fyrstendømme Luxembourg, der ligger bedst på at opfylde de to vigtigste krav i Lissabon-processen: Nemlig at have både en høj beskæftigelse og en høj produktivitet. I den store mellemgruppe ligger EUs store lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, mens agterlanternerne på netop disse to mål er Grækenland og Spanien.Vurderingerne viser imidlertid også, at der ikke nødvendigvis er nogen enkel økonomisk model for Europas udvikling. At Finland og Østrig generelt beskrives som de mest konkurrencedygtige lande over for det amerikanske forbillede vil nok komme som en overraskelse for mange - nogen kopi af den benhårde amerikanske markedsøkonomiske model er de ikke ligefrem. I de nordiske lande bliver der jo ikke vendt en krone eller en euro i luften, uden at staten griber fat om halvdelen, og i Østrig er erhvervslivet traditionelt syltet ind i politiske hensyntagen og interesser.

Samtidig viser tallene også, at økonomien ikke nødvendigvis blomstrer ved blot at fjerne så mange arbejdsmarkedspolitiske beskyttelser som muligt. Målt i produktivitet ligger briterne således klart i Europas nederste halvdel. De europæere, der virkelig arbejder lige så benhårdt som amerikanerne og pr. arbejdstime leverer lige så meget som amerikanerne og japanerne, er faktisk de franske og belgiske livsnydere med italienerne ikke langt bagefter.Europæiske økonomer peger da også på, at Amerika på trods af den pæne økonomiske vækst i det seneste år langt fra kan kopieres bevidstløs i økonomisk politik. Den amerikanske vækst i disse år er nemlig bygget på et kunstigt oppustet forbrug - både privat og offentligt - hvor forbrugerne har nydt godt af ufinansierede skattelettelser, og hvor en stor del af den økonomiske vækst er drevet frem af lige så ufinansierede store forøgelser i det amerikanske militære budget.

Resultatet er, at USA i øjeblikket slås med historisk høje betalingsbalance- og budgetunderskud, som man skal have rettet op. Samtidig har den amerikanske model med et minimum af beskyttelse på arbejdsmarkedet ikke forhindret, at arbejdsløsheden er på vej op igen. Hundredtusinder af de især lavest lønnede arbejdspladser i industrien er flyttet til Kina og lige så mange er på vej til Indien i serviceindustrien.

Nogen klare løsninger er der ikke for Europa, hvis man skal nå Lissabon-målene. Men nu er nationaløkonomi jo heller ikke nogen eksakt videnskab.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen