Berlingske Business
17:16

»En nøjsom normal- dansker«

Sådan lyder karakteristikken ofte af Flemming Lindeløv. Men bag den væg-til-væg-smilende mand gemmer sig en søn, som skuffede sin far dybt. En ung mand som har set døden i øjnene. Og en direktør som helst vil give den i rollen som nøjsom normaldansker.

At tegne et klart og entydigt billede af mennesket Flemming Lindeløv er lige så vanskeligt som at holde fast i et glat stykke sæbe. Den 55-årige chef i spidsen for traditionsrige mærkevarer som Royal Copenhagen, Georg Jensen og Holmegaard er da heller ikke bleg for at erkende, at han også af og til har svært ved at gennemskue sig selv.

Forfængelig omkring sit udseende og svedig på en fodboldbane. Ærekær arbejdsnarkoman og familiefar med behov for fælles middage. Direktør med smag for kunst på væggene og samtidig modstander af ekstravagance. For nu blot at nævne nogle få af paradokserne.

»Jeg er en sammensat person. Jeg elsker for eksempel tryghed, men provokerer hele tiden. Så det netop ikke bliver trygt. Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg er sådan. Og jeg har da spekuleret på, om jeg burde tale med en psykolog. Om jeg har gjort det? Nej, det har jeg ikke. Men nu ringer de sgu' nok alle sammen,« konstaterer Flemming Lindeløv efterfulgt af et af sine mere afdæmpede smil.

Det hele begyndte ellers enkelt nok. En tryg opvækst i en solid murermestervilla i Brønshøj med en malermesterfar, en hjemmegående mor og en lillesøster. Tæt på fodboldbanerne og Utterslev Mose. Og med sikker udsigt til at overtage sin fars firma, som i perioder havde helt op til 50 svende og lærlinge.

Skiltet med teksten »Lindeløv & Søn« var klar, og lærepladsen var skaffet. Men selv om Lindeløv Junior nok var pligtopfyldende, var han også lidt af en rebel. I hvert fald i det stille.

Derfor havde han i smug lavet sit eget skilt. Her var teksten blot »Lindeløv & Far«. Ingen af dem kom nogensinde i brug. For den 16-årige malersøn ville noget andet med sit liv. Han ville i gymnasiet.

»Der var et utroligt forventningspres gennem hele min opvækst, og det var meget, meget hårdt at kæmpe imod. Min far var meget skuffet over, at jeg ville læse videre. Der gik nok ti år, hvor der altid kom de der pile gennem luften om, hvem der nu skulle køre hans firma videre, og hvad der skulle ske med alle de svende, han havde i sit brød. Populært sagt var det dengang, jeg røg ud af testamentet. Og jeg røg først ind igen, da jeg i en alder af 32 blev ferskvaredirektør i FDB.«

At teenageren Lindeløv ikke havde lyst til at følge sin far og blive malermester handlede ikke kun om manglende lyst. Det handlede også om manglende mod.

»For mig var der nok en tryghed i at tage nogle eksamener, som jeg mente, var vejen til en god tilværelse. Derfor valgte jeg også at læse til civilingeniør med fokus på levnedsmiddelteknik. For jeg var god til kemi, og mad har man altid brug for. Samtidig var tanken om at sidde for bordenden som mester for en stor malerforretning helt uoverskuelig. Det turde jeg slet ikke. Og her kommer paradokset mellem tryghed og behovet for at bryde grænser jo igen frem. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville ende. Jeg vidste bare, at jeg ikke ville være my father's concept,« konstaterer manden, som i dag selv er øverste chef for omkring 2.500 medarbejdere.

Men han har også fået meget med sig hjemmefra, som han ikke har haft behov for at gøre op med. Blandt andet trygge rammer og et tæt familieliv. Og ikke mindst et krav til sig selv om altid at yde mere, end andre forventer. Den holdning har ført til stillinger som chef for blandt andet Tulip, Carlsberg og nu Royal Scandinavia. Plus adskillige bestyrelsesposter - og en ugentlig arbejdstid i nærheden af 80 timer. Sådan har det været i næsten 25 år. Og dermed har han også på mange måder været en lige så fraværende far, som hans egen var.

»Jeg ved i hvert fald, at jeg er en mere kærlig far. Men du kan vel aldrig være nok sammen med dine børn. Jeg vælger nok mere at tænke på de lyse perioder og vores mange privilegier end på, at jeg ikke nåede en forældreaften i børnehaven. Men det er måske den måde, jeg er skruet sammen på. Jeg fokuserer på det positive.«

Såvidt konklusionen fra faderen i Familien Lindeløv. Men hvad mener resten af familien om prioriteringen mellem arbejde og privatliv?

»Vi har da talt meget om det. Og når jeg i to-tre-fire uger først kommer hjem, når Anders er gået i seng og er væk, når han står op, så kommer han ind og banker i bordet,« indrømmer faren til Therese på 23 og Anders på 16.

Familien er det vigtigste
Sin kone Elsebeth har han været sammen med, siden han inviterede hende med til sin studenterfest. En sammentømret familie, som holder fast ved fælles måltider i weekenden og stadig tager på fælles påskeferie til en ny storby hvert år. Og en familie, som ifølge Lindeløv er det vigtigste i hans liv. Selvom han også erkender, at mange sommerferier er blevet spoleret af arbejde - og at hans kone har strakt sig meget langt undervejs.

»Mit arbejde fylder meget. Fordi jeg er ærekær. Det skal lykkes. Og fordi jeg bliver begejstret. Det kan godt være, at mine børn vil sige, at de gerne ville have været mere sammen med mig. Men jeg ville jo have spoleret store dele af mit liv, hvis jeg nu sad og fortalte dig, at jeg havde dårlig samvittighed. Så derfor er svaret givet. Jeg er nødt til at tro på, at det, jeg har brugt mit liv på, har været rigtigt. Hvis jeg ikke gjorde det, sad jeg jo direkte og sagde, at jeg har styret mit liv forkert. And if you can't control your life, you can't control your company. Så den får du på et sølvfad: Hvad jeg har gjort har været rigtigt. Alternativet vil jeg ikke se i øjnene. Det er måske det. Men det er altså også ufatteligt nemt at styre sit liv i et bakspejl,« konstaterer manden, som derfor kun har skuffet sig selv perifert rent privat. Som når græsplænen bliver for høj. Og så alligevel. For der var to år, hvor han boede og arbejdede i Vejle, mens resten af familien boede i København.

Dumme undskyldninger
»Der var altid en dum undskyldning for, hvorfor det tog to år. Som at vi ikke kunne sælge vores hus. Eller at der lige var en ny fusion eller en ny usikkerhed. Men Anders var kun to år, da jeg flyttede og fire år, da vi flyttede sammen igen. Og som erhvervsleder ville jeg i dag aldrig tillade, at en kernefamilie bliver splittet i to år. Det er ødelæggende. Det sidste halve år var jeg ved at få skrammer på sjælen. Og det er her, hvor jeg kan sige, at jeg har lidt dårlig samvittighed. Anders så mig kun i lufthavne eller på korte weekendbesøg. Så da vi en dag var i Ikea i Århus, spurgte han, om det var en ny lufthavn. Så tænker man lidt over livet.«

I fængsel i Uganda
Det samme gjorde han, da han som 20-årig tilbragte fire dage i det berygtede Makindye-fængsel i Uganda sammen med sin bedste ven, Lars Bruhn. Mistænkt for at være engelske spioner.

En episode, som han gerne vil have nedtonet til nærmest ingenting. Selvom han selv inden interviewet har fremsendt en artikel, som netop beskriver alt fra den varme urin, de fik hældte over sig, til strafarbejde og natlige afhøringer. Samt den reelle angst for at blive henrettet af fulde fangevogtere og beskeden til den danske ambassade, der blev smuglet ud i en inders sko.

»Der er kogt så megen suppe på den historie. Men det seriøse omkring den er, at når du har troet, at du skal dø, er alt andet ligegyldigt. Jeg har fået en ekstra overlevelsesknage. Når jeg sidder i situationer, som jeg ellers ville bande langt væk, kan jeg læne mig tilbage og sige, at nu må jeg kæmpe for det, jeg har kært og så ellers være glad for at være her. For der er nogen, der har holdt hånden over mig,« siger Flemming Lindeløv, som stadig allerhelst vil se sig selv som en optimistisk og glad dreng fra Brønshøj. Ham, der på 27. år sparker til en bold sammen med gamle venner på old boys-holdet hver lørdag.

»Jeg er utrolig taknemmelig for de job og muligheder, jeg har fået. Men jeg har aldrig stræbt efter dem i sig selv. Det kan godt være, at det lyder falsk, men det ambitiøse er aldrig gået på egne vegne. Det er gået på at få løst tingene. Jeg er ikke nogen stor mand. Fy for den. Jeg er Flemming. Sådan er det.«

Selv var han allerede som barn flov, når familien havde råd til at købe en finere bil eller et fjernsyn, før de andre på vejen. Og følelsen hænger ved.

Det gælder om ikke at være en blærerøv. Om ikke at leve ekstravagant. Derfor var hans søn også den næstsidste i klassen, som fik en mobiltelefon. Og af samme grund er hans far stolt af, at sønnen har købt en brugt knallert.

»Selvom det nok var, fordi han selv skulle betale,« kommer det ved en tør eftertanke.

»Vi har virkelig forsøgt at leve et anstændigt, normalt liv. Det har været utroligt vigtigt for mig. Jeg vil bare være en normal dansker, der passer mit arbejde. Det er måske den der med, at du ikke skal tro, at du er noget. Men overflod vil jeg gerne holde for mig selv,« siger manden, der som ung foragtede »den bløde hat, den store cigar og den sorte Mercedes« - og i dag bor i Rungsted, kører i en blå Mercedes og har Cobra-kunst hængende på væggen.

Ting koster
Hvor gemmer normaldanskeren sig?

»Du har da ret. Men det handler meget om cirkler, og jeg bevæger mig i cirkler, hvor nogle ting pludselig bliver normale. Som at datteren får en sportsvogn, når hun fylder 18. Men det har jeg altså aldrig følt var særligt normalt,« konstaterer Flemming Lindeløv og læner sig frem i stolen:

»Jeg ved godt, at det lyder kunstigt. Men min ledetråd er nok, at du er nødt til at lære dine børn, at ting koster blod, sved og tårer. At de skal tjene deres penge selv. Det er da for nemt bare at få dem. Om jeg er striks? Tja. Måske. De vil nok sige, at jeg er hård, men retfærdig. Jeg syntes bare, at det var meningsløst og et dårligt signal, at Anders i en alder af 12-13 år skulle have en mobiltelefon. Indtil Henning Dyremose en dag sagde til mig, at min søn blev betragtet som en tumpe af den grund. Så den konservative far gav op til sidst. Men det er nok et klassisk eksempel på min holdning til den slags ting.«

Og så er der lige den med forventningerne til sit afkom. Selv måtte han leve med sin fars pres og skuffelse i årevis, og han var tæt på at begå samme fejl, da datteren Therese kom og meddelte, at hun ville læse tredimensionelt design i England.

»Jeg tog mig selv i at forsøge at skubbe hende over i at læse jura, statskundskab, medicin. Det der tradtionsbundne og lidt sikre. Indtil hun en dag kiggede mig meget dybt i øjnene og sagde: »Far, når jeg arbejder med design, har jeg det godt i maven. Der er ingen af de ting, du nævner, der giver mig den fornemmelse. Og du har altid sagt, at vi skal have det godt med det, vi laver. Hvad siger du så nu?« Der var farmand sat skakmat. Game over. Slut.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen