Berlingske Business
16:58Volkswagen-aktien falder efter regnskab

En handlekraftig handywoman

En handlekraftig handywoman - 1
Rollemodel for erhverskvinder. 62-årige Eva Steiness, direktør i Zealand Pharma, har selv istandsat sit hus, som hun købte i 1980, da hun blev alene med sine tre døtre. Foto: Liselotte Sabroe

Hun har ganske vist lagt værktøjsbæltet på hylden, men »nu har jeg nået en alder og en økonomisk situation, så jeg kan få andre til at tage sig af det.« Men dansk bioteks ukronede dronning, Eva Steiness, har selv sat sit hus i stand fra ende til anden, for nød lærer kvindelig læge at svinge en forhammer.

Interview

Hun er en stærk dame, men har også haft sine nedture. Som da hun blev enke som 39-årig, og da Sprunk-Jansen brutalt fyrede hende som Lundbecks forskningschef. Mød Eva Steiness i Chefen Privat.

Hvis gør-det-selv var en karate-afart, ville Eva Steiness for længst have hjemført det sorte værktøjsbælte.

Hun er kendt for sit imponerende CV, der rummer titler som professor, dr.med. og adm. direktør, og for at være en kvindelig pioner i forskningsverdenen.

Hun var den første dame, der blev professor i medicin, der blev dekan på Københavns Universitet, der blev koncerndirektør i medicinalindustrien samt blev biotek-iværksætter. Men derudover har hun også sat den her gamle murermestervilla i stand fra ende til anden. Hun har med egne hænder banket puds ned, vandskuret facaderne, udgravet kælderen og anlagt stenterrasse - bare for at nævne noget.

Hvis man ikke vidste bedre kunne man tro, at der var tale om en af rødstrømpebevægelsens absolutte frontkæmpere. Men sådan forholder det sig slet ikke. Det har ikke handlet om principper og kvindekamp, men om nødvendighed og vilje til at spille de kort, som livet giver, bedst muligt.

I dag er huset, som det ligger der i den sjældent bagende sommersol, den rene idyl med slyngroser, blåregn, terrassepejs og brolagte havegange. Men sådan startede det bestemt ikke.

Hvor længe har du boet her?

»Siden 1980 - jeg ville have forsvoret, at jeg skulle bo så mange år samme sted, men her fandt jeg altså det hus, mine piger og jeg skulle bo i. Det var et dødsbo, og der var ikke lavet en bønne ved det i 30 år. Jeg havde mine piger med herud, og de sagde ingenting, og da jeg kom hjem og fortalte, at nu havde jeg købt det, fortrak de ikke en mine, men de tænkte deres.«

Hvorfor?

»Det var så forfærdeligt. Det var dækket af kongevin og efeu, der også snoede sig ind mellem teglene på taget, så loftsrummet var helt grønt. Der var et dårligt gammelt vandsystem og rådne vinduer, så jeg gjorde to ting med håndværkere: Fik skiftet hele vandsystemet og sat nye vinduer i. Så havde jeg ikke flere penge og måtte lave resten selv.«

Da var du 39 år og lige blevet enke - hvad skete der?

»Det vil jeg ikke tale om. Det er for traumatisk. Min mand døde, og vi flyttede naturligvis væk fra huset på Frederiksberg. Det var også derfor, jeg slet ikke havde overskud til at tænke på, om det nu var noget smart køb. Da min gamle far så huset, sagde han: »Eva, altså...« »Ja,« sagde jeg, »punktum!« Men han startede fra en ende af med at gøre rent, og det var jeg taknemmelig for.«

Det var handlekraftigt af dig i den situation at gå ud og købe et nyt hus!

»Det kan du sige, men der ligger ikke så meget i det. Jeg tjekkede, at det lå tæt på pigernes skole, og at jeg kunne betale det. Jeg så ikke på andre huse, det var det første og det bedste, så der ligger ikke meget handlekraft der.«

Hvor gamle var dine døtre?

»De var 10, 13 og 16 år.«

Var det klogt at flytte dem?

»Det ved jeg ikke, men det tror jeg.«

Hvordan håndterede du situationen i forhold til dem?

»Det tog mig vel trekvart år at komme til hægterne, og spørgsmålet er, hvor meget jeg egentligt opdagede, hvad mine børn led - det kan jeg ikke sige. Efterfølgende har de fortalt nogle ting, hvor jeg bare må sige, at det så jeg altså ikke dengang.«

Hvad siger dine piger i dag om den tid?

»De griner og siger, at det var forfærdeligt, og det må jeg give dem ret i. Selvfølgelig har det haft en betydning, også den måde jeg agerede på, men det har ikke betydet, at jeg ikke ser mine børn, eller at de ikke kommer til mig, når de har problemer. Det kan godt være, det kunne være gjort bedre, men jeg har ikke filosoferet så meget over det. Nogle gange siger de også, at de husker deres barndom som at de altid stod ude i Kastrup med Dannebrogsflag og ventede på mig. »Hold op, hvor er I frække,« siger jeg så, for hvis det var tilfældet, ville de jo slet ikke sidde her sammen med mig i dag. Børn husker ting, der har gjort stort indtryk på dem, og det er meget sjældent positive ting. Jeg tænker ikke en bønne tilbage. Det er sket, som det er, det kan ikke laves om - få det bedst mulige ud af det!«

Kvindeoprør i det små

Du blev gift og fik børn ret tidligt, faktisk mens du studerede, hvordan var det?

»Det var jo andre tider. Der var ikke noget med papirbleer - det var stofbleer, der blev vasket i en stor gruekedel.«

Havde din overlæge-mand ikke råd til, at der kom en og gjorde den slags?

»Nej, for vi sparede penge sammen til et eller andet, vi ikke vidste, hvad var. Så kunne jeg have gjort oprør, men hvad så? På et tidspunkt, hvor jeg havde meget travlt og skrev disputats og alt flød omkring mig, var jeg SÅ sur, og da tog jeg en aktiv beslutning. JEG havde det ikke festligt, resten af familien måtte også synes, jeg var utålelig, og så besluttede jeg, at nu måtte det flyde derhjemme. Hvis der var nogen, inklusive mig selv, rodet generede, måtte de rydde op. Det er altså vigtigere, at man er glad og afslappet, end at træskoene står på pæne rækker i entreen, og skoletaskerne står på værelserne.«

Hvad gjorde du med kvindens evige dårlige samvittighed?

»Dårlig samvittighed dur ikke, for så er man ikke til stede. Man skal være der, når man er der, uanset om det er på jobbet eller derhjemme. Det kan ikke nytte noget at stå ved en patient og tænke på, at man burde være hjemme og vaske tøj. Det går bare ikke. Man kan selv gøre meget ved de følelser.«

Men hvad med følelsen af ikke at slå til nogen af stederne?

»Jamen, det har jeg nu altid syntes, jeg gjorde. Jeg slår til, så godt jeg kan, og jeg gør det bedste, jeg kan, hvor jeg er.«

Spekulerede du ikke på, hvad der var ret og rimeligt for en kvinde?

»Jo, efterhånden. Jeg havde et ekstrajob som assistent i Sundhedsstyrelsen, men det var ikke mig, der havde bilen. Min indkomst var større end min mands, og på et tidspunkt begyndte jeg at tænke, at det var egentlig sjovt, at det var mig, der spænede rundt og tog bussen, mens han havde bilen. Men man havde en rolle, og den var svær at bryde ud af - det er svært at gøre oprør, og det kræver et gigantisk mod. Jeg gjorde det kun i det små. Jeg gik f.eks. ud og solgte vores bil og købte to i stedet for. Det var en meget stor demonstration, dér i slutningen af 70erne.«

Fyring fra Lundbeck et chok

Hvad er på det personlige plan vendepunkter for dig?

»Hvordan adskiller man det personlige og det professionelle? Mit privatliv har i den grad været sammenvævet med mit jobliv. Men selvfølgelig var det et stort vendepunkt, da jeg skulle fortsætte livet alene sammen med mine piger. Og da jeg et par år efter mistede min far. Det var meget traumatisk. Så det står for mig som nogle meget svære år.

Den næste begivenhed, hvor tæppet blev revet væk under mig, var i virkeligheden i 1998, da jeg blev afskediget på Lundbeck. Det kom simpelthen som sådan et chok for mig.«

Kom det som et lyn fra en klar himmel?

»Bagefter kan jeg se, at der var blevet samlet sammen gennem et par måneder, og et par dage før kunne jeg godt se, hvor det bar hen. Men det var mærkeligt, fordi mit arbejde er så centralt for mig, og jeg havde brugt så meget tid på det firma, og pludselig stod jeg tomhændet.«

Hvad skete der egentlig?

»Jeg er ikke sikker, og jeg ved ikke, hvorfor Sprunk-Jansen hader mig så meget, at han ligefrem fortæller det i pressen. Det er næsten kun i parforhold, der kommer så stærke følelser, og jeg vil godt sige, at vi har aldrig været kærester - for det rygte er jeg blevet præsenteret for.«

Begyndte der at blive kold luft omkring dig eller hvad?

»Der begyndte at opstå nogle rygter, f.eks. at jeg ikke havde lavet min doktordisputats selv - det blev jeg vred over og ked af. Sådan noget er ligesom kviksand - hvordan skal jeg kunne bevise, at jeg har lavet min disputats selv? Og der blev rejst tvivl om, hvorvidt kvaliteten af det arbejde, Forskning og Udvikling havde lavet, var god nok. Der blev lavet et dokument, som undsagde det, der foregik i afdelingen - jeg har aldrig set det, men fik at vide, at det eksisterede. Sådan nogle ting dukkede op, og jeg sagde til mig selv: Det ender galt, det her! Og det gjorde det så. Sprunk-Jansen ringede til mig en morgenstund ved 7-tiden og sagde, at jeg skulle komme over på bestyrelsesformand Arne Villy Jensens kontor kl. 8.30. Så tog jeg derover og havde medbragt mit adgangskort til Lundbeck og mit firma-eurocard, for jeg vidste, hvad der skulle ske.«

Hvordan havde du det?

»På det tidspunkt var jeg meget kold. Jeg ringede til min advokat og fortalte, at jeg var på vej over for at blive afskediget. »Så må du hellere komme ind til mig bagefter,« sagde han. Jeg var ked af det, men jeg holdt masken.«

Hvad sagde Sprunk-Jansen til dig?

»Selve afskedigelsen tog fire minutter. Han læste et stykke papir op for mig, han havde skrevet, hvor der stod, at jeg blev afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder. Bagefter gik jeg ind til min advokat og sagde, hvad jeg ville have i fratrædelsesgodtgørelse. Siden kom der et udkast til en pressemeddelelse, hvor der stod, at jeg havde besluttet at trække mig tilbage for at hellige mig min familie. Da tænkte jeg, at han da måtte have spist søm og glemt at spytte hovederne ud!«

Hvad gjorde du efter fyringen?

»Jeg tog hjem, og jeg havde det ikke godt. Min yngste datter kom og sov hos mig et par nætter, og min ældste datter kom hjem fra USA. Jeg kan ikke huske detaljerne, men mine børn hjalp mig meget ved at lytte på, at jeg var vred - jeg var meget vred. Mennesker i krise repeterer sig selv i en uendelighed - det gjorde jeg også. Det var en meget ubehagelig situation. Jeg fik breve fra flere medarbejdere om, at det var mærkeligt, at jeg ikke var der. Der var ikke kommet nogle forklaringer, så det fortabte sig i tågerne hvorfor. Jeg fik min sekretær til at pakke de ting sammen, hun mente var mine. De papkasser smed jeg ud for et halvt års tid siden - jeg havde aldrig haft dem åbnet.

Der skete heldigvis det, at folk i mit professionelle netværk ringede og kunne bruge mig til forskellige ting, så ret hurtigt oplevede jeg, at jeg ikke var helt så håbløs, som de syntes, de, der havde sendt mig af sted med et frimærke i panden. Jeg blev fyret tirsdag 9. juni. I juli var jeg i New York og diskutere mulighederne for et job der, og i august var jeg i gang med forstadiet til Zealand Pharma.«

Rollemodel ved et tilfælde

Hvad er den lyseste periode i dit liv?

»Nu forventer folk nok, at jeg siger, da jeg fik mine børn, men det er det ikke. Selv om det var også dejligt. Men en af de gange, hvor jeg oplevede en euforisk vægtløshed, var, da jeg fik min embedseksamen. Jeg var oppe 18 gange på halvanden måned i næsten hele pensum, og så er man rigtignok meget på.

Den anden gang var, da vi fik Cipramil (»lykkepillen«, red.) registreret i England. Det var den første registrering i et stort land, og jeg blev krydseksamineret i en halv time vedrørende alt om det produkt. Det var fantastisk. Havde jeg vidst, hvor mange penge, Lundbeck kom til at tjene på det produkt, havde jeg haft en puls på 500. Det havde jeg ikke, selv om den var ret hurtig. De der euforiske oplevelser er for mig linket til faglige ting. Selvfølgeligt er det også fantastisk at blive mor og stå med sådan et nyt lille menneske, men jeg var ikke så gammel, da jeg fik mine børn. Hvis jeg var blevet mor som 40-årig, ville den oplevelse nok have stået meget stærkere.«

Når man er i 20'erne er det bare en del af livet?

»Præcis, det drukner lidt i en masse andre ting.«

Du er blevet en rollemodel for yngre professionelle kvinder - føler du selv, at du har kæmpet kvindernes kamp?

»Nej, det føler jeg ikke. Jeg har selvfølgelig gjort det, men det er de livsbetingelser, jeg har haft. Det er ikke for at underdrive det, men vi havde roller, der blev os givet af omverdenen. Nogle gav op og gad f.eks. ikke være læge mere. Det gjorde jeg ikke. Måske fordi jeg ikke har haft fantasi til det, eller haft fantasi til at gøre noget andet. Jeg har grebet nogle muligheder, der er kommet forbi mig, men det har aldrig været i opposition til de rammer, der nu var for mig.«

Har det nogle gange hjulpet dig at være kvinde?

»Det var lidt af en udfordring at være den første kvindelige dekan ved Københavns Universitet - det faldt nogle af mine kolleger lidt for brystet. Men efterhånden, som det egentlig gik ret fornuftigt, blev folk mere imødekommende, og efter det tror jeg faktisk, at jeg er blevet lidt forkælet, uden at jeg selv har opdaget det, for så var vilkårene bare sådan. Det, der nok er anderledes ved mig, er, at jeg ikke har holdt mig tilbage.«

Du må have en god portion selvtillid med hjemmefra?

»Ja, virkelig meget, og min mand byggede videre på det, for han syntes, at jeg var en dygtig dame. Der er ikke nogen, der har sagt, at jeg ikke kunne.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen