Berlingske Business

Den moderne idékamp

I takt med internettets udbredelse oplever stadig flere idémagere at få snuppet deres ideer til nye net-virksomheder, der kan blive til millionforretninger. 31-årig Peter Nørløv Hansen har nu fået nok. Han har stævnet en af landets rigeste foreninger - Danmarks Apotekerforening - for uden vederlag at have brugt hans koncept til en sundhedsportal til 150 millioner kroner.

De midaldrende apotekere stod helt uforstående.

I månedsvis havde den unge elev fra handelshøjskolen Peter Nørløv Hansen løbet Danmarks Apotekerforening på dørene for at overbevise dem om sin fremsynede idé.

På Handelshøjskolen i København havde han efter to års arbejde endelig færdiggjort sin hovedopgave - en 597 sider lang analyse af apoteksvæsnet. Og konklusionen var ganske klar:

Kun ved at udvikle en såkaldt sundshedsportal på internettet, hvor brugerne kvit og frit kan hente alverdens information om sundhed, sygdomme og medicin, ville landets apotekere kunne bevare deres dominerende rolle på det danske marked.

Portalen skulle konstrueres i tæt samarbejde med amterne og landets læger, men i Danmarks Apotekerforenings fine lokaler i Bredgade havde apotekerne svært ved at forstå tankegangen hos den unge mand med de store ideer. Apotekerne havde godt nok et stykke tid debatteret, hvordan de skulle angribe et kommende salg af medicin på internettet, men de forstod ikke rækkevidden af Peter Nørløv Hansens planer. En bred og populær sundhedsportal skulle holde alle konkurrenter som eksempelvis »netdoktor.dk« væk fra det potentielle marked med salg af medicin på internettet.

Men i marts 2000 skete der et skred, da bestyrelsesmedlem i Apotekerforeningen, Steffen Kjær, tog Peter Nørløv Hansens visioner op på et bestyrelsesmøde. Efter mødet skrev Steffen Kjær glad en mail til en kollega, fordi bestyrelsen nu samlet havde diskuteret den unge idémagers store vision igen.

»Peter N. har virkelig sat noget i gang,« skrev Steffen Kjær i mailen og understregede også, hvor svær al denne IT-snak var for bestyrelsen:

»Vore tanker er dog mildest talt rodede, for vi skal lære og forstå, men viljen og forhåbentlig evnen er til stede samt kvalifikationerne«.

Peter Nørløv Hansen blev ovenud begejstret for, at hans hårde arbejde og mange ideer tilsyneladende ville blive ført ud i livet.

Glæden blev endnu større, da Steffen Kjær på et nyt bestyrelsesmøde to uger senere - 31. marts 2000 - holdt et uddybende oplæg om ideen for sine kolleger i bestyrelsen. Denne gang brugte han ligefrem Peter Nørløv Hansens overheads og et fem sider langt talepapir, som den unge idémager også havde forfattet til lejligheden.

Herefter traf bestyrelsen sin beslutning. Danmarks Apotekerforening ville nu - som i Peter Nørløv Hansens vision - arbejde på at få en elektronisk handelsplads kombineret med direkte adgang til andre dele af sundhedssektoren på internettet.

Succesen var med andre ord hjemme for Peter Nørløv Hansen. Troede han.

For i dag hvor Danmarks Apotekerforening, der er god for omkring halvanden milliard kroner, har realiseret Peter Nørløv Hansens drøm og brugt 150 millioner kroner på etablering af den prestigefyldte portal med adressen www.sundhed.dk har han aldrig modtaget én krone.

For kort tid siden slap hans tålmodighed op. I månedsvis har Apotekerforeningen ignoreret hans henvendelser, og i stedet har Peter Nørløv Hansen nu hyret den kendte københavnske advokat Klaus Berning og stævnet Apotekerforeningen i Sø- og Handelsretten.

Den i dag 31-årige projektudvikler kræver erstatning for brug af »betroede forretningsoplysninger« og for at have »sparet sagsøgte for kostbare og tidskrævende undersøgelser«.

Foreløbig har han brugt 80.000 kroner af en familiearv på sagen, men han understreger, at han er klar til at gå hele vejen for at få ret.

»Helt grundlæggende handler det om at blive taget alvorligt. Jeg føler mig trådt på, når jeg efter at have arbejdet to år med et projekt pludselig er tilskuer til, at andre tager æren og hvad deraf følger for mit arbejde,« siger Peter Nørløv Hansen.

I første omgang er kun Danmarks Apotekerforening stævnet.

Men Peter Nørløv Hansen har også sin kritiske opmærksomhed rettet mod konsulentfirmaet Accenture. Konsulentfirmaet med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens toprådgiver, Peter Mogensen, i spidsen fik i maj 2000 til opgave at udvikle portalen til det trecifrede millionbeløb.

Forinden havde en af firmaets direktører dog holdt flere møder med Peter Nørløv Hansen og Apotekerforeningens bestyrelsesformand.

Accenture - det tidligere Andersen Consult - havde godt nok erfaring i at udvikle sundhedsportaler fra andre steder i verden, men firmaet havde slet ikke den viden om det danske apoteksvæsen, som fremgik af Peter Nørløv Hansens knap 600 sider lange analyse.

Analysen kom derfor som en gave. Dette fremgår også tydeligt af det første salgsmateriale, som Accenture kort tid efter sendte til Apotekerforeningen. Flere gange angives Peter Nørløv Hansen som kilde til centrale oplysninger. Men ikke nok med det.

Peter Nørløv Hansen opstilles på en liste som en naturlig del af konsulentfirmaets projektteam med en bemærkning om, at han har »dyb indsigt i sundhedssektoren« og »herunder forståelse for apotekernes situation og udfordringer«.

Accenture synes dog i dag blot at have suget en masse grundviden ud af fyren, som firmaet selv roser for sin dybe indsigt. Heller ikke fra Accenture har Peter Nørløv Hansen nogensinde modtaget et honorar, oplyser han.

Peter Nørløv Hansen føler i dag, at han står helt alene i sin kamp mod den magtfulde Apotekerforening.

Men han står ikke alene med sit problem. Stadig flere vil havne i en lignende klemme i fremtiden, fordi ideer til markedspladser på internettet får en større økonomisk betydning for mange virksomheder. Og det er ofte vanskeligt at afgøre, hvornår en idé er stjålet.

Det oplyser adjunkt på juridsk institut på Handelshøjskolen i Århus, Hanne Kirk Deichmann, der har udarbejdet en phd.-afhandling om konceptrettigheder.

»I takt med at internettet får større betydning, vil vi se flere af den type sager. I Danmark er en idé ikke beskyttet, og det giver en mere usikker retsstilling. Derfor er det helt afgørende, at man sikrer sig kontraktsmæssigt og hele tiden får sit koncept beskrevet så detaljeret som muligt, så man kan få erstatning,« siger hun.

Advokat hos Kromann Reumert, Kim G. Hansen, der har speciale i IT- og imaterielret, finder heller ikke Peter Nørløv Hansens sag enestående.

»Det er et problem, som alle, der udvikler koncepter løber ind i. Der vil blive et øget fokus på imatrielle rettigheder, fordi ideerne i højere grad bliver selve forretningsgrundlaget. Det betyder, at der vil komme flere af disse op til overfladen i de kommende år,« siger han.

I Danmarks Apotekerforening rammer Peter Nørløv Hansens stævning og den offentlige omtale af sagen særligt en person hårdt.

Peter Nørløv Hansens svigerfar er nemlig Apotekerforeningens egen formand, Paul Bundgaard, og han var med til at introducere svigersønnens projekt i organisationen.

Men efter den første introduktion ønskede Paul Bundgaard ikke at promovere sin svigersøns projekt yderligere af frygt for, at kunne blive anklaget for »nepotisme«, fremgår det af et referat fra en generalforsamling, som Berlingske Søndag er i besiddelse af.

Peter Nørløv Hansen beklager også dybt, hvordan sagen er kommet til at inddrage hans familie. Men han finder ikke, at han har haft noget reelt alternativ.

»Jeg ved, at jeg har såret min svigerfar meget dybt, og denne situaion berører også mig meget. Men dette er ikke et angreb på min svigerfar. Det handler om, at jeg får, hvad der tilkommer mig - og ikke andet. Og jeg forstår ikke, hvorfor Apotekerforeningen ikke blot betaler, så vi kunne undgå denne forfærdelige situation,« siger Peter Nørløv Hansen.

Berlingske Søndag har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Paul Bundgaard, men i et foreløbigt svarskrift til Sø- og Handelsretten

fortsættes side 10

fortsat fra forsiden

afviser apotekerforeningens advokat Niels Fisch-Thomsen blankt, at der skulle være »noget som helst« grundlag for vederlagskrav.

Tværtimod udlægger advokaten teksten således, at der blot er udvist »velvillighed« over for Peter Nørløv Hansen »som studerende ved Handelshøjskolen«. Ligesom de »fremhævede ideer og tanker« i Peter Nørløv Hansens hovedopgave ikke adskiller sig væsentligt fra »det eksisterende fælles tankegods« hos foreningens bestyrelse og ledelse.

Direktør i Danmarks Apotekerforening, Ole Krog, henholder sig til advokatens vurdering.

»Det har været vores juridske rådgivers vurdering, at der ikke er fugls føde på den sag. Det vi taler om, er en afslutningsopgave på handelshøjskolen, som han har fået hjælp til at lave i foreningen,« siger Ole Krog.

Direktøren holder sig til, at foreningen har haft IBM til at komme med et oplæg til en sundhedsportal og en strategi for nye aktiviteter på internettet.

Direktør i konsulentfirmaet Accenture, Peter Mogensen, vil af princip ikke kommentere kundeforhold og afviser derfor at forholde sig til, at hans firma i sit salgsmateriale direkte henviser til Peter Nørløv Hansen som kilde til oplysninger.

»Jeg kan dog sige, at vi i forbindelse med etableringen af Sundhed.dk alene har trukket på vores egen - også dengang - meget omfattende globale erfaring med internettet. Vi fik som bekendt opgaven i konkurrence med IBM og Framfab, og det kan vel blandt andet være af denne grund, vi blev valgt,« siger han.

Sø- og Handelsretten har endnu ikke fastsat tidspunktet for de kommende retsmøder i sagen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen