Berlingske Business

Den kringlede vej til et kørekort

Der er et væld af superbillige tilbud, hvis man skal tage kørekort. Men det umiddelbart billigste kan blive det dyreste i sidste ende, hvis man ikke passer på.

Prisen på at erhverve et kørekort er raslet ned på få år. Flere steder i København og andre store byer raser faktisk en benhård priskrig på pakkeløsninger, som tilbydes til priser helt ned under 6.000 kroner.

Dansk Kørelærerunions formand Erling Hansen advarer imod disse slagtilbud. Erling Hansen er selv kørelærer i Søborg, og han siger, at man realistisk set må regne med, at et kørekort til en personbil koster et sted mellem 8.000 og 12.000 kroner.

Hans råd er, at kommende køreelever skal se sig godt for - ikke kun bag rattet, men også når de skal vælge køreskole.

»Pakkeløsningerne kan virke hurtige og billige. Men der er ofte større risiko for at dumpe, når man ikke har haft så mange timer - og så bliver det dyrere i sidste ende,« siger Erling Hansen

»Man skal være skeptisk over for de køreskoler, der lokker med superbillige slagtilbud. De hiver nemlig ofte pengene hjem på den ene eller anden måde. Nogle lokker kunder ind med meget lave priser, men betalingen ender ofte med at blive meget større,« siger Erling Hansen.

Køb flere timer
Gothersgade Trafikskole er et af de steder, hvor prisen er helt i bund. Pakkeprisen er på bare 5.499 kroner for de lovpligtige undervisningstimer i både teori og praksis. Men kørelærer Auni Silmani medgiver da også, at de færreste kan nøjes med denne pakke.

»I snit skal man regne med at have ti køretimer ud over, hvad der indgår i pakken. De koster 240 kroner for 45 minutter,« siger han.

Dermed kommer prisen for et kørekort op i nærheden af 8.000 kroner hos Gothersgade Trafikskole.

Et sted mellem 60.000 og 70.000 især unge danskere tager kørekort hvert år. Det formelle krav er, at de skal gennemgå 26 teoritimer og 24 praktiske øvelsestimer á mindst 45 minutter.

Derefter kan man gå op til den praktiske og teoretiske prøve, hvilket koster 580 kroner. Dumper man til bare én af prøverne, skal der betales nye 580 kroner for at gå op igen.

Mulighed for at klage
Kørelærernes formand Erling Hansen har en række gode råd til alle, der overvejer at tage kørekort:

Undersøg nøje, hvad pakkeløsningen indeholder, og hvad man får for pengene. Mange køreskoler sælger kørekort som pakker med teoriundervisning, praktik med videre samlet. Men her gælder det om at tjekke, om eksempelvis en teoribog er indkluderet i prisen, og om man får timer af mindst 45 minutters varighed, hvor mange timer man får og så videre.

Alle tilbud bør man få på skrift. Telefoniske og mundtlige aftaler er dårlige, hvis der siden opstår problemer.

Man skal aldrig betale forud.

Man skal være opmærksom på, om kørelæreren opkræver særlige tillæg, eksempelvis for mørkekørsel eller kørsel på motorvej eller andet.

En god ide er også at spørge andre, der har taget kørekort for nylig, om de kender en god kørelærer.

Får man ikke det, man har betalt for, eller opstår der andre problemer, kan der klages til Ankenævnet for Køreundervisning.

Sur afvisning
Vi ringede til ankenævnet for at høre lidt om, hvor mange sager de har hvert år, og hvad de typisk drejer sig om.

Nævnet oplyste meget kort og meget surt, at de sidste år havde 19 sager og henviste ellers til deres årsberetning. Mere ville de ikke fortælle.

Der er i øvrigt kæmpestor forskel på, hvor mange der dumper til den praktiske og teoretiske køreprøve i landets forskellige politikredse.

Så måske er det en ide, hvis man vil spare penge på kørekortet, at gå op til køreprøve i Assens på Fyn. Her er der i hvert fald kun 20,5 procent af de unge 18-årige, der må kravle slukørede ud af skolevognen uden den eftertragtede underskrift fra den motorsagkyndige.

I København er dumpeprocenten derimod dobbelt så høj: 44,1 procent dumper. I Århus er det lige under 40 procent.

Disse store forskelle kan skyldes mange ting: At kørelærerne er bedre uden for København og Århus, eller at eleverne får mere og bedre undervisning. De høje dumpeprocenter i de store byer kan også hænge sammen med tættere trafik, flere kryds og tvivl om placeringen i flere vognbaner. Eleverne i de store byer ved heller ikke på forhånd, hvilken del af et meget stort område de kommer til at køre i ved prøven.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen