Berlingske Business

Den kongelige teaterchef er blevet gårdejer

Michael Christiansen er blevet kaldt alt fra Napoleon til Sir Michael i sit job som chef for Det Kongelige Teater. Et job, der har lært ham at vise sine følelser. Også privat. Men snart er det ikke teatret, der fylder mest. Det gør i stedet 70 tønder land i Nordsjælland, tre børn, fire børnebørn - og en bekymring for globaliseringens pris.

Knudemand og hård nyser var blot et par af reaktionerne fra kolleger og venner, da jeg fortalte, at jeg skulle interviewe .

Ingen af dem kender ham personligt. Men de har alle sammen set ugebladenes premierebilleder af en mand med en stram streg der, hvor andre oftest har et bredt smil. Og gennem årene læst artikler om en chef, der er vant til at få sin vilje - og af samme grund både er blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Konfronteret med nogle få af øgenavnene bryder Michael Christiansen ud i et hørligt grin. For Det Kongelige Teaters chef gennem tolv år er udmærket klar over, at hans facon og udstråling ikke hører til de blideste.

»Jeg kan måske have en væremåde, der kan være uhensigtsmæssig. Men uden at jeg overhovedet ønsker at blive sammenlignet med Napoleon, så vil jeg fandeme hellere kaldes Napoleon end en kamæleon,« siger en afslappet Christiansen fra sin plads ved det meterlange mødebord i et kontor, der med sine bordeauxrøde vægge og dæmpede belysning mest af alt signalerer noget så overraskende mildt som hygge.

Og selv en 59-årig jurist og teaterchef kan da også blive klogere. Væk er hans ambition om at kontrollere sine medarbejdere. For kontrol ødelægger kunsten. En ny mand er dukket op til overfladen i stedet. Blandt andet takket være en god portion erfaring, overbærenhed, erkendelse - og afslørende karrikaturtegninger.

»Tegneren Roald Als er en menneskekender af Guds nåde, og man er som offer dum, hvis man ikke kigger efter, hvad han synes. Og lærer af det. Faktisk har han i virkeligheden været lide af en mentor for mig i de år, hvor jeg var et af hans yndlingsofre,« indrømmer Michael Christiansen.

Men især det gamle teater og medarbejderne har blødt den tidligere departementschef i Forsvarsministeriet op - og lært ham, at følelser skal have plads.

»Da jeg begyndte herinde, mente jeg, at en del af succeskriteriet som leder var at lade sine følelser blive hjemme. At vise mine egne følelser var for mig helt uforeneligt med at være leder. Og jeg har sikkert bildt mig selv ind, at jeg altid var den samme. At man ikke kunne mærke noget på mig. På det punkt var det jo lidt af en livsløgn, men hvis jeg ikke var kommet til Det Kongelige Teater, havde jeg nok aldrig erkendt det. For her er følelser ikke kun tilladelige. Det er dem, vi lever af. Så jeg havde ikke noget valg. Hvis du vil være her, er du nødt til at lukke op for godteposen.«

Skræmmer ikke folk mere
Den jobmæssige erkendelse har haft direkte, positiv afsmitning på privatmennesket. Lidt sent, vil nogle måske mene. Men for en mand, der er opdraget i en tid og i et hjem, hvor kun kvinder viste følelser, er det dog lidt af et kvantespring.

»Det er svært for mig at sige, hvor meget det har smittet af på mit privatliv. Men det er klart, at det har det. I behandlingen af mine børn og mine nære omgivelser. Det er klart. Nu er jeg jo gift med en skuespiller, så jeg har det meget tæt på i hverdagen. Og eventuel følelsesmæssig insufficiens bliver straks straffet,« konstaterer Michael Christiansen med den underspillede humor og selvironi, der af en del altså af og til forveksles med arrogance.

»Om jeg skræmmer nogen? Ikke mere. Det kan jeg ikke forestille mig. Men jeg er fuldstændigt klar over, at det har været anderledes tidligere. Jeg tror dog ikke, at mine børn har følt sig skræmt, men de har måske i en periode følt, at de voksede op i et håndfast klima. Jeg har aldrig som sådan været hård ved mine børn eller brugt forbud, men det har da været et rimeligt hårdt miljø med en hårdtarbejdende far med nogle bestemte mål og værdier, som givet har præget dem. De er i hvert fald ikke kommet afsted uden nogle grundlæggende holdninger og måske en lidt overdreven puritanisme.«

Begge dele har han også fået med fra sit eget barndomshjem i Vangede. Med en far, der var cand.polit. og embedsmand i Varedirektoratet - sammen med blandt andre Jens Otte Krag - blev der diskuteret planøkonomi, samfundsreformer og behovet for at hjælpe de svageste rundt om spisebordet. Der var aldrig noget pres på hverken Michael Christiansen eller hans søster for at tage en akademisk uddannelse, men med to højt uddannede forældre med noget på hjerte, blev der stillet intellektuelle krav til børnene.

»Det var nærmest en middagsbords-forudsætning at få en uddannelse. For ellers kunne vi ikke følge med. Vi skændtes i munden på hinanden, og mange aftener lå Salmonsens leksikon på bordet, mens vi spiste. Og så for min far hen og slog op, for INGEN skulle fremkomme med NOGEN påstande om noget som helst, der ikke kunne dokumenteres. Det var sikkert utåleligt for andre. Sådan oplevede jeg det jo ikke helt, men vi diskuterede alt fra de mest idiotiske småting til de store ting. Hvor langt var der til Roskilde? 32 eller 30 kilometer? Eller var jorden mon nu i virkeligheden rund,« erindrer Michael Christiansen om sin barndom.

Tro og sjæl
Det var dengang han især drømte om at blive præst eller psykiater. Fordi han gerne ville have med mennesker at gøre. Fordi han gerne ville være en form for sjælesørger eller medicinere folk ud af psykiatriske sygdomme. Interesser, der var godt påvirket af en morfar, der havde været fængselspræst i Horsens Statsfængsel - og et familiemedlem, som i mange år havde været alvorligt psykisk syg.

Men unge Christiansen gik alligevel i sin fars fodspor og blev embedsmand - og jurist med speciale i strafferet. Og selv ser han ikke noget paradoks i interesserne. Eller i at netop han som ofte udskældt chef altid gerne har villet arbejde med mennesker.

»Det er vel blot to sider af min personlighed. Det er klart, at jeg i høj grad er opdraget i en puritansk jurist-mande-verden, men min mor var et meget følelsesfuldt menneske, og jeg har helt sikkert fået en kraftig påvirkning fra hende, når det gælder sjælesørgeriet. Samtidig har jeg altid haft en stor interesse for kriminalpolitik, og hvis man man interesserer sig for det, så interesserer man sig også for psykisk afvigende personer. Så det hele hænger fint sammen for mig.«

Afgørende samfundsspørgsmål interesserer stadig teaterchefen. Og han har klare holdninger til fængsler, staten som et nødvendigt gode og vigtigheden af at være et tolerant menneske.

»Min søn læser til præst, og han vil gerne være hospicepræst. Netop det at være sjælesørger. Og min datter har valgt at blive cand.scient.pol. og arbejder i Finansministeriet. Jeg ved ikke, om det er gener eller påvirkning, men det er mig en kilde til glæde og undren, at mine to børn har valgt de to sider af tilværelsen, der altid har fascineret mig mest. At vi kan have så meget til fælles.«

Aggrressiv i diskussion
Andre ting er også gået i arv. For eksempel lysten til at diskutere alt fra Johannes-evangeliet til pensionsreformen. Og det er den slags, der glæder en far af Christiansens kaliber.

»Jeg tror da nok, at min diskussionsform kan være lidt aggressiv. Når jeg siger, at vi skændes, så mener jeg ikke skændes for alvor. Men min argumentationsteknik er ikke altid venlig. Jeg har ikke noget imod, at mine børn kalder mig navne og forsvarer deres synspunkter helt derud, hvor det er helt urimeligt at forsvare dem. For diskussionen er sjov i sig selv. That's the game.«

Til ærgrelse for Michael Christiansen, og måske til glæde for eventuelle tilhørere, er der dog blevet længere mellem diskussionerne. Sønnen Hans Henrik bor i Australien sammen med sin australske kone og to små børn, mens »plejesønnen« Klaus bor i London med sin kinesiske kone og parrets søn. Så i dag er det kun datteren Henriette og hendes søn, som kan give Christiansen en følelse af, at han er far og bedstefar i gammeldags tæt-på-forstand.

»På et tidspunkt rejste Benedikte og jeg rundt med min søn og hans tilkommende kone i den australske ørken i en firehjulstrækker helt på deres præmisser. Vi levede af grøntsager og vand, sov på jorden og kunne intet lave efter klokken kvart i seks ud over at sidde ved bålet og tale. Det var et stort privilegium af få den oplevelse, men ellers er der ikke noget godt ved at have en søn på den anden side af jorden. Internettet er godt, men det er jo ikke nok. Mine børn har erobret verden på en helt anden måde end mig, men vi betaler alle en pris for det,« siger Michael Christiansen.

Nervøs for børnenes generation
Det store skridt for hans forældre var rejsen fra Jylland til København. Selv boede han hos en familie i USA i et år som ung i 1960erne og har siden rejst meget. Men altid med Danmark som udgangspunkt. Sådan er det ikke helt for nogen af hans børn, som alle tre i lange perioder har boet i udlandet - i alt fra Korea til Honduras.

»Jeg føler mig dybt privilegeriet, fordi jeg har fået nogle tolerante og nysgerrige børn, men jeg er også dybt bekymret. Ikke kun fordi jeg er egoistisk bekymret over ikke at være sammen med dem, men fordi jeg er nervøs for, om det her fører til rod- og rastløshed. For dem og for næste generation. Hvor er det sæt værdier, min far lagde ned i mig? Hvor er holdepunktet? Mister de en følelse af identitet? Er det good news or bad news, når hele verden bliver ens tumleplads? Jeg ved det ikke, men den problemstilling vil jeg tænke over til jeg dør.«

Netop det faktum, at to ud af tre børn - og tre ud af fire børnebørn - i dag bor i udlandet har været helt afgørende for, at Michael Christiansen og Benedikte Hansen for fire måneder siden blev gårdejere.

»Med min sædvanlige hang til konsekvens har vi købt gården som en del af det her globaliseringsprojekt, mine børn er i gang med. Vi vil gerne give dem et tilbud om et fast ståsted i Danmark. Et sted, hvor de har plads til at være. Og et sted, hvor børnebørnene kan komme og være i en måned eller tre.«

I første omgang samles hele familien i længere tid til sommer, når Michael Christiansen fylder 60 år. Dermed når han en alder, hvor de fleste gårdejere ellers stærkt overvejer at sælge.

»Der er dem, der synes, at det her projekt er rablende sindssygt. Og jeg VED godt, jeg ikke kan drive en gård med fornøjelse, når jeg er 80 år. Derfor er projektet i sig selv da også sindssygt, fordi det har et forholdsmæssigt kort perspektiv og et helbredsmæssigt risikomoment. Men jeg kan ikke tage mig af det. Hvis jeg ikke kan klare det, må jeg bare sælge,« siger Michael Christansen om den firelængede gård i nærheden af Gilleleje - og 70 tønder land med fri udsigt til Kullen.

»Jeg har altid været draget mod naturen og drømt om rigtig meget jord, for at være fri for naboer og for at kunne se vidderne. Jeg har noget med udsigt, jeg er afhængig af det. Naturen er en kontrast til mit intense liv nu og en daglig inspiration. Min opladning sker i naturen, og de sidste fire måneder har jeg kun sovet få gange i lejligheden i København. Synet af fem bakker er det eneste, der for alvor kan give mig ro. At bo i byen er godt til hverdag, men det duer bare ikke til afspænding.«

Den røde traktor og de 70 tønder land
At det lige blev dén gård skyldes dog kun til dels beliggenheden. En rød Bukh traktor fra 1950erne var reelt det, der overbeviste Christiansen om, at her var hans kommende hjem.

»Det er fuldstændig irrationelt, men den traktor mindede mig om min barndoms traktor i Svinninge, hvor jeg var feriebarn. For den var helt magen til. Den her traktor binder min drengetid sammen med min tredje alder. Den fik mig til at føle, at den havde ventet på mig. For ti år siden ville jeg aldrig have købt et hus, fordi der stod en traktor. Men det er okay, for det føltes rigtigt,« siger Michael Christiansen om gården og ikke mindst køretøjet, der reelt kun kan bruges til små ture til den private mose med børnebørnene - eller lettere arbejde på de marker, som han har forpagtet bort.

Hvornår han bliver landmand på fuld tid? Den slags vil den politisk garvede Christiansen ikke rykke ud med. Og så alligevel:

»Mads (Øvlisen, red.) stopper som bestyrelsesformand den 1. januar 2008 og kan ikke genvælges. Derfor er det også naturligt, at jeg stiller mit mandat til rådighed, som det vist hedder, når man ikke udtrykker sig alt for tydeligt. Men min arbejdsmæssige horisont går ikke meget længere. Uden at jeg løber af gårde.«

Til den tid skulle det nye teaterhus gerne være færdigt, og manden - der elsker store bygningsværker - kan i stedet koncentrere sig om sin egen »firelængede ruin«. Og en rød traktor, som venter på en legekammerat.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen