Berlingske Business
17:07Lille kursfald til regnskabsaktuel bank

Dansk møbel-eventyr i fremtidens kontorhus

Dansk møbel-eventyr i fremtidens kontorhus - 1
Nils Knudsen fra system B8.<br>Foto: Peter Hartung

Nordens største teleselskab, Telenor, har skabt et bud på fremtidens kontorhus. Kontormøblerne er leveret af den danske møbelproducent System B8, som dermed har fået et gennembrud i Norge.

Hvis man vil se et godt bud på, hvordan fremtidens kontorhus ser ud, skal man tage turen til Oslo og besøge Nordens største teleselskab, Telenor, som bl.a. ejer Sonofon.

Selskabets imponerende hovedsæde er bygget på den grund i Fornebu, der tidligere var hjemsted for Oslo Lufthavn, med udsigt til fjord og natur. Her arbejder 7.500 af Telenors i alt 22.000 medarbejdere i et kontorhus, hvor de deles om blot 6.000 arbejdsstationer.

Telenors nye hovedsæde er samtidig rammen om et dansk møbel-eventyr. En af de hidtil største møbel-ordrer på nordisk plan havnede hos Bjerringbro-virksomheden System B8 Møbler A/S, som har leveret kontormøbler til en værdi på op mod 50 mio. kr. over en treårig periode.

De danske kontormøbler er en vigtig del af husets indretning og funktionalitet. Ingen af de ansatte hos Telenor har eget kontor eller fast arbejdsplads.

I stedet deles de om pladserne, akkurat som Telenor ansporer dem til at dele deres viden med kollegerne. Åbne kontormiljøer med uformelle mødesteder præger domicilet, der er resultatet af, at Telenor har ønsket at samle alle forretningsaktiviteter i Oslo i et nyt hovedkvarter.

Frem til for et par år siden arbejdede selskabets medarbejdere på over 40 forskellige adresser, men alle aktiviteterne er nu samlet i den nye bygning i Fornebu på 137.000 etagekvadratmeter, der giver masser af luft og lys til medarbejderne samt cirka 150.000 gæster pr. år.

Ifølge løbende brugerundersøgelser er medarbejderne godt tilfredse med løsningen. Samtidig sparer Telenor ifølge egne oplysninger cirka 70 mio. norske kr. pr. år på ejendomsdrift samt yderligere 200 mio. norske kr. på IT-udgifter. Flytningen har altså været en stor succes.

Visionen med det nye hovedkvarter på Fornebu har samtidig været »at skabe Nordens mest fremtidsorienterede arbejdsplads for nyskabende virksomhed«.

En ambitiøs vision, som Telenor vil nå ved hjælp af et domicil, der skal inspirere til nytænkning og innovation samt sikre let adgang til vidensdeling. Bygningens miljø skal fremstå som åbent, demokratisk, imødekommende og varieret. Hovedkvarteret skal endvidere præges af høj grad af æstetik og bidrage til Telenors profil.

Inden alle planerne kunne realiseres, skulle Telenor finde frem til de rigtige kontormøbler til det nye domicil. En af de absolut største kontormøbelordrer nogensinde i Norden skulle placeres.

Største ordre i Norden
Den havnede hos den danske møbelproducent System B8. I skarp konkurrence med 24 andre indbudte møbelproducenter løb System B8 med ordren, fordi det danske møbelkoncept ifølge Telenor »bedst lever op til Telenors vision om at skabe en dynamisk arbejdsplads«.

Derfor fik B8 en rammeordre på levering af 6.000 arbejdsborde, 4.200 opbevaringsmøbler til kontorlandskaber, 210 sæt opbevaringsskabe til møderum, 200 projektborde samt mobile tilsatsborde. Møblerne blev leveret i perioden 2001-2004, men aftalen betyder desuden, at der hele tiden leveres supplerende møbler til den norske storkunde.

»Vi omsætter for omkring 140 mio. kr. om året, og ordren fra Telenor er vores hidtil største enkeltordre. Der er måske én ordre af den størrelse i Europa om året. Desuden har vi nu et løbende salg af møbler til Telenors afdelinger i resten af Norge for et betydeligt millionbeløb hvert år,« fortæller direktør Nils Knudsen fra B8.

Indretningskonceptet fra Fornebu er således i 2003 og 2004 solgt og leveret til Telenors afdelinger i Kristianssand, Kongsvinger, Tromsø og Rørvik.

»Den store ordre hos Telenor har givet os et gennembrud på det norske marked. Telenor er simpelthen den bedste reklamesøjle, man kan forestille sig. Efterfølgende har vi fået godt fat i de store virksomheder på det norske marked, hvor vi bl.a. har fået rammeaftaler som primær leverandør hos Hydro og ConocoPhillips,« oplyser B8-direktøren.

Den danske kontormøbelindustri har hidtil været meget hjemmemarkeds orienteret og præget af mange små og mellemstore virksomheder. Men nu satser System B8 stort i Norge, hvor man har oprettet et kontor med foreløbig seks ansatte.

Vækstmarked
»Nu har vi fået en enestående mulighed for at bearbejde det norske marked. Vi er overbeviste om, at Norge kan udvikle sig til et fantastisk godt marked for os. Det er vores vækstmarked nummer ét. Derefter er det naturligt for os at satse i Sverige. Desuden eksporterer vi i forvejen i mindre målestok til Tyskland og England,« forklarer Nils Knudsen.

Møblerne, som B8 har leveret til Telenor, er specialdesignede i tæt samarbejde mellem den danske møbelvirksomhed og Komplot Design. Møblerne er baseret på fire forskellige bordtyper, der kan anvendes individuelt eller sammen. Systemet kan arrangeres fleksibelt, ud fra antallet af medarbejdere i det enkelte team - og med hensyntagen til arbejdsprocessen.

De systembaserede danske møbler blev valgt af indretningsarkitekterne fra Dark Design, og efter to års erfaringer med de danske møbler er de norske karakterer stadig høje:

»Møblerne er meget stærke. De er lette at flytte rundt med og tåler en ganske hård behandling. Derfor er de danske møbler perfekte til vores arbejdsform. Vi arbejder i zoner, og det hele skal være så fleksibelt, at medarbejderne også kan arbejde sammen på tværs af deres teams,« lyder rosen fra ejendomsadministrator Liv Aamaas fra Telenor Ejendom Holding A/S.

Telenors vision om at blive fremtidens arbejdsplads skal bl.a. realiseres ved at skabe et kontorlandskab, hvor de 7500 medarbejdere kan arbejde overalt på alle tidspunkter af døgnet - og stadig have fuld adgang til IT-netværket og fuld telekommunikation.

Telenor kalder det selv »Fornebu modellen«. Og det norske teleselskab er ikke bange for at lære andre, hvordan man gør. Telenor markedsfører simpelthen sine løsninger og kompetencer, så andre private og offentlige virksomheder kan gøre det samme.

Telenor sælger en totalløsning, hvor Telenor sørger for såvel installation og drift af det nødvendige netværk med tilhørende telekommunikation, såvel fastnet som mobiltelefoni. På den måde er Telenor faktisk blevet identisk med sit produkt. Man gør selv det, man sælger til andre.

»Fornebu modellen er vores bidrag til at modernisere arbejdslivet i Norge - både i den private og i den offentlige sektor. Ved at adoptere modellen, får de norske virksomheder en skarpere profil, når de udvikler fremtidens produkter og løsninger,« siger Telenors topchef, Jon Fredrik Baksaas.

Foreløbig har mange hundrede virksomheder besøgt Telenors hovedsæde for at se nærmere på Fornebu Modellen. Og de har samtidig set B8-kontormøblerne blive anvendt i praksis.

System B8 har i dag cirka 110 ansatte. Den ansvarlige for Fornebu-projektet er projektchef Torben Klavsen, som stadig har løbende kontakt til den norske storkunde.

Positive tilbagemeldinger
»Vi får meget positive tilbagemeldinger. Det skal være nemt at flytte folk rundt i bygningen, og det kan bl.a. lade sig gøre på grund af vores fleksible møbler. Kontorindretningen gør det også muligt for de ansatte at afvikle spontane møder meget effektivt,« siger Torben Klavsen.

De specialdesignede kontormøbler fra System B8 er som nævnt det gennemgående indretningselement i hele bygningen. Møblerne er en integreret del af visionen om at blive Nordens førende arbejdsplads for nyskabende virksomhed.

Det endelige mål er naturligvis at øge Telenors indtjening. Udnyttelsen af IT-teknologien er tænkt ud i det yderste. De fleste medarbejdere på Telenor Fornebu er blevet IT-nomader. De bærer laptop og telefon med sig rundt og kobler sig på, der hvor opgaven bedst kan udføres.

Stort set al arkivering er elektronisk, medarbejderne har kun 45x60 cm skabsplads til personlige ting, og forlader man en arbejdsplads i mere end to timer, tager man sine ting med sig.

Indretningen er præget af åbenhed, men alligevel er det altid muligt at finde et rum, hvor man kan være alene, eller have en fortrolig samtale med en gæst eller kollega. Bygningen rummer op mod 300 sådanne møderum - fordelt på de omkring 200 arbejdszoner..

Telenor har desuden gennemført en målrettet satsning på kunst som en del af hovedsædet, både udendørs og indendørs. Kunst, dekoration og design fik et selvstændigt indkøbsbudget på 35 mio. norske kr. ved opførelsen af det nye domicil. Og det er noget, der kan ses.

Telenor Torvet, der er centrum for bygningskomplekset, er således udrustet med 92 søjler, skabt af franskmanden Daniel Burén. Men mest iøjnefaldende er Telenors "lysavis", der løber hele vejen hen langs facaden af den nordlige bygning.

Kunstneren bag det lysende budskab er amerikaneren Jenny Holzer, som kalder sit værk »Running Letters«. De løbende bogstaver bringer døgnet rundt ord og sætninger, som maner til eftertænksomhed. Poesi, design og arkitektur i smuk fusion.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen