Berlingske Business

Dansk gennembrud for boliger uden varmeanlæg

Dansk gennembrud for boliger uden varmeanlæg - 1
Computerfremstillede billeder af vinderprojekterne: De hvide huse er fra tegnestuen Schmidt, Hammer & Lassen samt ingeniøralliancen Birch & Krogboe/Arup. Teamet skal opføre størstedelen af boligbyggeriet. Den tyske tegnestue Herzog + Partner står for den sidste gruppe bestående af 50 boliger.<br>Fotos udlånt af tegnestuen Schmidt, Hammer & Lassen.

Hvem har ikke lyst til at skære varmeregningen ned fra 4.500 til 750 kroner om året? Bæredygtige boliger kan bygges helt uden varmeanlæg. Løsningen er lavteknologisk og billig, uden at det behøver gå ud over den arkitektoniske kvalitet.

Dobbelt isolering af ydermure, gulve og loft samt et godt ventilationsanlæg med genindvinding af varme. Meget mere skal der ikke til, hvis man vil nedbringe energiforbruget til opvarmning i en ny bolig med 80 procent i forhold til energiforbruget i normalt nybyggeri.

På den måde er det muligt at få varmeregningen i en 100 kvadratmeter stor bolig ned fra cirka 4.500 kroner til måske blot 750 kroner årligt. Besparelsen opstår, fordi den nye type af passivhuse kan klare sig helt uden et indbygget varmeanlæg eller fjernvarmeforsyning.

Det lyder måske som sød fremtidsmusik, men det er allerede muligt at bygge boliger af den nævnte type. Bæredygtige boliger er kommet på dansk byggeris dagsorden takket være en international arkitektkonkurrence, som Boligforeningen Ringgården har gennemført i samarbejde med Dansk Center for Byøkologi samt bygherrerådgiver Carl Bro A/S.

Konkurrencen blev vundet af teams med repræsentation af to verdenskendte arkitektfirmaer: Schmidt, Hammer & Lassen fra Århus samt Herzog + Partner fra München. De to vinderteams er kommet med overbevisende bud på moderne arkitektur og funktionelle løsninger - uden at gå på kompromis med bæredygtigheden.

Det var netop konkurrencens mål at vise, at det er muligt i dansk boligbyggeri at forene vidtstrakte miljøhensyn og bæredygtighed med høj arkitektonisk kvalitet.

Målet er, at der skal gennemføres et utraditionelt byggeri af 130 almene boliger i Århus-forstaden Lystrup. De bæredygtige boliger skal opføres i tre boligøer med fælleshuse. Boligerne skal skræddersyes til henholdsvis børnefamilier, seniorboliger og familieboliger.

Bygherrens ansvar
»Det er den første internationale konkurrence, der har fokuseret specielt på sammenhængen mellem bæredygtighed og arkitektur, hvor begge dele vægter lige meget. Vinderprojekterne blev altså ikke valgt ud fra evnen til at spare energi alene, men ud fra en helhedsvurdering, hvor arkitekturen har været lige så vigtig for os,« siger direktør Palle Jørgensen, Ringgården.

Boligforeningen Ringgården blev stiftet i 1938 og er i dag en af landets større boligforeninger med 39 afdelinger og cirka 3.500 boliger, der består af familie-, ældre- og ungdomsboliger. Boligerne spænder fra etagebyggeri over tæt-lavt byggeri og punkthuse til fritliggende huse.

»Når vi har valgt at gennemføre så krævende en konkurrence, skyldes det, at vi gerne som bygherre vil påtage os et ansvar for den store påvirkning af miljøet, som byggeriet har. Byggeriet tegner sig for cirka halvdelen af samfundets energiforbrug, så her er et område, hvor det virkelig er muligt at yde en indsats for miljøet,« siger Palle Jørgensen.

Ringgården har også tidligere markeret sig som en moderne og fremsynet boligforening, bl.a. som bygherre for projektet Økohus 99, der var 1990ernes største danske satsning i lavenergihuse.

Nu vil Ringgården endnu engang skrive dagsordenen, og det er virkelig lykkedes. Således har konkurrencen allerede vakt international opmærksomhed, og Palle Jørgensen er i denne uge i Italien for at præsentere vinderforslagene og de bæredygtige boliger i Lystrup, hvoraf 50 boliger er en del af et EU-støttet projekt med titlen »Sustainable Housing in Europe«.

»Projektet er også en reaktion mod den fantasiløse måde, man normalt bygger på i Danmark. Det meste byggeri er - med en let omskrivning af Goethe - som forstenet dansktopmusik over temaet »Kære lille Mormor«,« mener Palle Jørgensen.

Udstilling på DAC
Vinderforslagene samt de øvrige seks forslag kan netop nu ses på en udstilling i Dansk Arkitekturcenter (DAC) i København. Udstillingen løfter måske lidt af sløret for intet mindre end fremtidens boligbyggeri.

For bæredygtighed, miljøhensyn og energi står højt på den politiske dagsorden - ikke blot i Danmark, men også i det store udland.

Derfor er det også alt andet end tilfældigt, at Dansk Arkitekturcenter har valgt at give husrum til de otte konkurrenceforslag. Også DAC vil gerne fremme bæredygtigt byggeri.

»Konkurrencen er udtryk for det skred, der er ved at ske inden for bæredygtighed i byggeriet. Folk er begyndt at stille krav til deres boliger - de skal være energibesparende og miljørigtige, men også flotte, smarte og nutidige i funktion og udtryk,« siger direktør Kent Martinussen, DAC.

»Der er for mig at se to store dagsordener. Det handler dels om, at vi må påtage os en økologisk-økonomisk ansvarlighed. 25 procent af verdens befolkning bruger 80 procent af energien. Og dels kan vi ved at være innovative og gå forrest inden for udviklingen af bæredygtigt byggeri være med til at skabe et nyt marked for danske arkitekter, ingeniører og entreprenører.«

Kent Martinussen nævner i den forbindelse, at der er behov for at udbrede kendskabet til bæredygtigt byggeri på globalt plan. For eksempel bygger Kina hele tiden nye storbyer med 400.000-800.000 boliger for at få befolkningen til at flytte til byen. Og her er virkelig noget at hente for verdens miljø, hvis kineserne begynder at bygge bæredygtigt.

»Danmark kan gå forrest i denne udvikling, så kendskabet til bæredygtigt byggeri øges på det globale plan,« mener direktøren for DAC.

Ikke nødvendigvis dyrere
Det er faktisk ikke særligt teknisk krævende at bygge passivhuse. Det kræver dobbelt isolering, gode vinduer og ventilation med varmegenvinding, kombineret med den nyeste viden. Udgifterne til teknikken kompenseres af, at bygherren sparer det traditionelle varmeanlæg.

Vinderprojektet for Ringgården er i høj kvalitet, men passivhuse behøver ikke generelt at være dyrere end almindeligt byggeri. Faktisk er der bygget passivhuse, der er ti procent billigere end traditionelt nybyggeri.

Den ene boliggruppe i Lystrup får et energiforbrug på helt ned på 15 kWh pr. kvadratmeter pr. år - hvilket er mindre end en fjerdedel af kravet i bygningsreglementet.

Boliger med et ekstremt lavt energiforbrug til opvarmning vil således ikke længere være noget, vi kun ser i udlandet. Og beboerne behøver ikke frygte for indeklimaet i de nye huse.

»Man sparer godt nok 80 procent af energien, men de samme fysiske mekanismer giver faktisk også et bedre indeklima både sommer og vinter. Ventilationen er bedre, og passivhuse bliver opvarmet via varmegenvinding og en varmeflade i ventilationsanlægget, kombineret med solindstråling og den varme, vi som mennesker udsender. På den måde behøver et passivhus ikke et traditionelt varmeanlæg,« forklarer civilingeniør Søren Pedersen.

Han er ekspert i passivhuse og arbejder for det rådgivende ingeniørfirma Birch & Krogboe, der sammen med Arup og Schmidt, Hammer & Lassen udgjorde det vindende team. Søren Pedersen har stået for Birch & Krogboes del af konkurrencen.

»Det er et banebrydende projekt i Danmark. Men vi bygger det på erfaringer fra andre lande, så der er ikke noget i vejen for at komme i gang med nogle flere. Hvis bæredygtigt byggeri virkelig skal gøre en forskel på det globale miljø, skal det glide ind og blive en selvfølge, at man altid bygger bæredygtigt,« mener Søren Pedersen.

Krav skal komme nedefra
Danmark var engang betragtet som et foregangsland inden for bæredygtigt byggeri. I kølvandet på energikrisen i 1970erne opstod mange individuelle projekter i Danmark. Halmhuse, lavenergihuse, samt huse med solfangere på taget. Men siden gik udviklingen i stå.

Derfor er Danmark reelt sakket agterud i forhold til andre lande. I Tyskland og Østrig er man i dag meget langt fremme, og der er bygget tusindvis af passivhuse.

»Danmark har sovet i timen. Men med Ringgårdens projekt er vi ved at komme med igen. Konkurrencen har betydet meget. Den er skyld i, at vi igen har fået sat passivhuse på den danske dagsorden,« siger Søren Pedersen.

Hos Fonden Realdania, der har støttet konkurrencen, er der også stor tilfredshed.

»Resultatet tegner lovende. Vi vil desuden lægge stor vægt på, at erfaringerne fra dette projekt kan smitte af på byggeskikken herhjemme og stimulere byggeriets parter til yderligere udviklingsinitiativer, der kan fremme god arkitektur og bæredygtighed i dansk boligbyggeri,« siger fondschef Hans Peter Svendler, Fonden Realdania.

Ifølge Kent Martinussen, DAC, er det imidlertid ikke et politisk krav, der kan styre udviklingen. Han mener, at kravet om at bygge bæredygtigt skal komme nedefra - fra brugerne i form af lejere og boligkøbere.

»Man kan sammenligne med det skred, der skete midt i 1990erne, da det ikke længere var en lille gruppe idealister, der stillede krav om at få økologiske varer, men en stor del af befolkningen. Det er ikke svært at forestille sig, at den generation, som nærmer sig pensionsalderen, nok skal stille nogle helt andre krav til de boliger, som de skal nyde deres otium i,« siger direktøren.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen