Berlingske Business
09:18Lauritz.com må æde millionnedskrivning

Bidt af musik

Bidt af musik - 1
Richard Moat på et af stamstederne i København: Den irske bar The Globe i Nørregade. Her kan han både få sin yndlingsøl Stella Artois, tale sit modersmål uden at føle dårlig samvittighed over ikke at kunne dansk endnu - og følge engelsk fodbold på skærmen.

Han er talknuseren, som skal gøre teleselskabet Orange til en overskudsforretning. Men privat er Richard Moat især en musikalsk entertainer, lidenskabeligt interesseret i krigshistorie, glad for hurtige biler, englænder i eksil i København - og ifølge sine omgivelser Europas mest konkurrenceivrige mand. Netop den drivkraft og målrettethed er også årsagen til, at han kan holde til at leve uden sin familie.

»Er det virkelig interessant for nogen at læse om mit liv? Jeg føler mig altså ret almindelig,« lyder det halvt spørgende, halvt konkluderende fra en skeptisk Richard Moat, da interviewet er overstået. Til det er der kun at sige: Døm selv.

Hvor mange chefer imiterer for eksempel helt frivilligt sangeren og sexsymbolet Robbie Williams foran 700 medarbejdere? Hvor mange mænd i 40erne går til intensivt klaverspil i deres fritid med tilhørende eksamener? Hvor mange mennesker født efter Anden Verdenskrig har en lidenskabelig passion for den første af slagsen? Og hvor mange fædre bor på fjerde år i et andet land end deres hustru og teenagebørn?

Nej, vel. Med sit gråsprængte hår og ditto overskæg, sin anonyme påklædning og sin middelhøjde ligner Richard Moat ellers prototypen på en almindelig 49-årig. Hans ironiske humor og begejstring for motorsport, golf og fodbold både live og på TV adskiller ham heller ikke væsentligt fra sine artsfæller. Og med egne ord er han altså på ingen måde »extraordinary«.

Et konkurrencemenneske
Hvis man ikke vidste bedre, kunne han lyde som en dansker med et kulturelt betinget mindreværd. Men manden i spidsen for den danske afdeling af teleselskabet Orange er englænder og ifølge en af sine kolleger samtidig »Europas mest konkurrenceivrige mand«. Og det gælder også privat.

»Min søster har flere gange sagt til mig, at jeg er den mest competitive person, hun nogensinde har mødt. Altså udover min far,« kommer det med underspillet humor fra manden, som af samme grund altid har haft svært ved at have en hobby bare sådan kun for sjov.

Derfor har han en imponerende bogsamling om især Første Verdenskrig, derfor har han sammen med et par venner besøgt historiske slagmarker i det meste af Europa - og derfor er familien vant til at blive hevet med til militære mindesmærker på den årlige sommerferie. Fordi mere vil vide mere. Interessen fik han oprindelig fra sin farfar, som ofte fortalte sit barnebarn om sine oplevelser langs fronten. Siden har videbegærligheden udvidet sig til andre krige, andre slag og militærfolks erindringer.

På samme måde med musikken. Som barn spillede familiens yngste klaver, indtil han som 18-årig kom på universitetet. Hermed ville den hobby uddø for de fleste - eller fortsætte som rendyrket og useriøs hygge. Men ikke for Richard Moat.

»Jeg har altid en tendens til at blive tændt, uanset hvad jeg laver. Det siger mine venner også. Jeg vil vide det hele og hele tiden blive bedre. Da jeg begyndte at spille klaver igen i en alder af 32, ville jeg ikke bare være i stand til at spille. Jeg ville bestå eksamener og gøre det virkelig, virkelig godt. Hvilket alle syntes var ret underholdende, min alder og mit arbejde taget i betragtning,« fortæller amatørpianisten, som især spiller Beethoven, Mozart, Chopin og Tjajkovskij - og faktisk først droppede det musikalske eksamensræs for fire år siden, da han blev udstationeret til Thailand for at bygge Orange op på de kanter.

En musikalsk familie
Det seneste knap halvandet år har adressen været Langelinie i København, titlen er administrerende direktør for Orange i Danmark - og klaveret står fast hjemme i England.

»Nu spiller jeg kun af og til for familie og venner, for jeg har ikke tid til mere end det,« forklarer Richard Moat, som ellers kommer fra en usædvanlig musikalsk familie. Hans far spillede violin, mens hans mor spillede klaver. Hans storebror spiller trompet og jazzet klaver, og hans storesøster spiller både klaver, obo og guitar og underviser også andre. Læg dertil en svoger, som spiller klarinet og er organist i den lokale kirke, mens niecen er fløjtespillende musiklærer og gift med en professionel klarinettist. Det hele har det med at udvikle sig til spontane sessions, når familien mødes. Også Moats egne børn spiller - dog med varierende entusiasme. Datteren Emma er til trompet og klaver, mens sønnen Robert har droppet klaveret og nu spiller lidt trombone. Og hans kone? Hun spiller ikke selv, men er tvangsindlagt til at lytte.

»Det har været vigtigt for mig, at mine børn lærte at spille. For musik kan berige dit liv, og det er en fritidsbeskæftigelse, som udvider din horisont. På samme måde som det at læse bøger. Men jeg presser dem ikke. Og under alle omstændigheder har min søn en alder, hvor han ikke gider ret meget,« erkender faderen tørt om sønnen på 14.

Men påvirkningen går begge veje. Farmands reol med CDer afslører i hvert fald en moderne smag. For mens Richard Moat foretrækker at spille klassisk musik, når han selv sidder ved tangenterne - så lytter han især til moderne popnavne som Dido, Norah Jones, Delta Goodren og Robbie Williams.

Job og succes
Den udøvende, musikalske indsats begrænser sig i øjeblikket mest til lidt karaoke på Sam's Bar i København - eller til rollen som deltager i en intern talentkonkurrence under firmaets julefest. Det blev til en tredieplads med netop et Robbie Williams-hit.

Men udover nogle hede drømme som ung om at være Robert Plant fra Led Zeppelin har den regnskabsuddannede direktør aldrig for alvor drømt om at leve af musikken. Simpelthen fordi han ikke følte, at talentet var stort nok - og fordi der ikke var realistisk udsigt til en god løn. Og netop et godt job og succes har været et afgørende mål for Richard Moat hele livet. Af en helt enkelt årsag.

»Vi sultede jo ikke, men når andre tog på skoleudflugter eller på lejrskole, var jeg aldrig med. For vi havde ikke råd. Vi havde aldrig penge nok. Så da jeg flyttede hjemmefra, besluttede jeg mig for, at mit liv fremover ikke skulle være så svært. Og netop min opvækst har uden tvivl været en stor drivkraft for mig. Succes er vigtig for mig. Også selv om jeg jo godt ved, at jeg i min høje alder af 49 næppe havner i den situation, jeg var i som tiårig sådan rent økonomisk. Men det ligger ubevidst altid i baghovedet og ansporer mig,« vurderer Richard Moat, som fik mulighed for at gå på universitetet ved hjælp af et særligt legat.

Prisen værd
I dag tjener han nok til, at hans børn kan gå på privatskole og til, at han og familien i det hele taget kan leve et behageligt liv. Det faktum og de personlige arbejdsmæssige udfodringer og muligheder gør, at det splittede familieliv alligevel er prisen værd. At faderen til to de seneste fire år har haft en anden adresse end resten af familien skyldes da også især, at børnenes uddannelse og afgørende eksamensforløb ikke har passet med timingen omkring udstationeringerne til først Thailand og nu Danmark.

»Det her er kun en fase. Der vil komme andre, og så vil vi være mere frie til at planlægge at leve på en anden måde. Hvis jeg fortsætter med at blive her eller bliver sendt til et andet land, kan i hvert fald min kone på sigt flytte med. Men jeg kan da have øjeblikke af tvivl. Som når jeg skal afsted fra familien. Det er hårdt, og der er mange kompromiser for os alle sammen. Men det har været en fælles familiebeslutning, og min datter bor faktisk efter eget valg på en kostskole. Så selvom jeg boede i England, ville jeg ikke se hende oftere. Men det er da ikke let at få at vide, at mine børn savner mig.«

Derfor var det også vigtigt for Richard Moat at få et job i Europa efter to et halvt år i Thailand. Fordi det var for dyrt, for tidskrævende og for hårdt fysisk at pendle mellem verdensdelene. Nu rejser han hjem cirka hver tredje weekend, og en gang om måneden kommer familien til København.

Inden sin udstationering til Danmark havde gæstearbejderen Richard Moat - udover nogle få forretningsmøder - kun tilbragt én dag i kongeriget i 1973. Dagen gik med et besøg hos den lille havfrue, en længere lur på græsset foran - og en konstatering af, at det var for dyrt at komme i Tivoli.

Nu har han for længst vænnet sig til at køre i højre side af vejen, og han er også begyndt at lære dansk. Igen.

Og samtidig glæder han sig over, at humoren ligner den, han kender. Så faktisk savner han ikke noget ved England udover familien, vennerne og naturligvis sin Aston Martin DB7.

Et kig rundt i lejligheden ved Langelinie afslører en dejlig udsigt til vand - men også et hjem, der er næsten renset for personlig udsmykning. Et rendyrket ungkarlehjem for en mand, som først og fremmest er i Danmark for at arbejde.

»Om det er ensomt? Hmmm. Da to af mine medarbejdere var her for lidt siden, sagde jeg til dem, at det nok var den største mængde mennesker, som har været her på én gang, ha ha ha. Men ja, det kan være svært og ensomt. Især fordi jeg er chef og derfor ikke kan gå ud og more mig med mine medarbejdere hver aften, hvis jeg skal fastholde min position i forhold til dem.«

I stedet bliver aftener og weekender brugt på at arbejde, læse, lytte til musik, gå lidt ud og løbeture flere gange om ugen - for at holde sig i form, klare hovedet og ikke mindst være i stand til at hamle op med sønnen på deres fælles skiferie i næste måned. Og så skal han også have planlagt den næste tur til et Formel 1-løb et sted i Europa sammen med den 17-årige datter, som er næsten mere bidt af motorsport end sin far. Men også kun næsten, for Richard Moat har været vild med hurtige biler siden barndommen - igen godt inspireret af sin farfar, som havde en fortid som mekaniker og af sin bror, som brænder for alt på hjul. Men med bilerne som med golf har Moat trods alt lært at leve med, at han ikke kan være den bedste. Eller bare god. At en hobby trods alt godt kan være på hyggeplanet eller som tilskuer. Næsten da.

»Jeg har opgivet at være så konkurrencefikseret i mit privatliv, for det er simpelthen for trættende. Men hvad jeg gerne ville være bedre til? Behøver det være realistisk? For jeg vil gerne være racerkører i Formel 1-klassen.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen