Berlingske Business

Arla leger kispus med ministeren

Bendt Bendtsens varslede indgreb over for Arla er kun småjusteringer. Samtidigt vil han ikke røbe, om han gør noget ved rabataftalerne med detailhandelen. Arla spiller rollen og lader, som om ministeren har sat mejerigiganten på plads.

NYHEDSANALYSE

Arla er alles prügelknabe. Og nu vil økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) have stækket den dominerende virksomhed på det danske mælkemarked.

Men hvad forlanger økonomi- og erhvervsministeren med sine varslede indgreb?

At Arla sidestiller de økologiske mælkeproducenter med de ikke-økologiske. Økologerne skal fremover have samme opsigelsesvarsel og kunne udtræde lige så hurtigt af Arla som ikke-økologerne.

At Arla ændrer reglerne for andelshavernes binding af kapital i selskabet. Landmændene skal have ret til at få deres indmeldelsesgebyr retur, når de forlader Arla.

At Arla skal lave en etisk handlingsplan.

I virkeligheden er de bebudede indgreb en letkøbt måde at vise ministeren som en handlingens mand.

Arla og den politiske opposition har for længe siden har gødet jorden for bl.a. justeringer af andelshavernes bindinger og kapitalforhold i Arla.

I torsdags indkaldte ministeren i hast til pressemøde i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Efter mødet med Arla bebudede Bendt Bendtsen, at han var klar med lovgivning, hvis Arla ikke gjorde, hvad han ville have. Økonomi- og erhvervsministeren undlod på pressemødet at tage stilling til, hvad han har tænkt sig at gøre ved Arlas rabatter og særaftaler med detailhandlen. Han fik spørgsmålet, men veg udenom.Hvorfor er ministerens trepunkts udspil et vagt udspil?

I december sidste år meddelte Arlas bestyrelse efter et repræsentantskabsmøde i Stockholm, at spørgsmålet om opsigelsesvarslet vil blive endelig behandlet på et repræsentantskabsmøde i juni i år. Arla er kommet ministeren i forkøbet og er i fuld gang med at tilpasse reglerne, så økologer og ikke-økologer får de samme vilkår.

Arla har allerede lagt op til, at hver andelshaver lader en del af sit overskud og efterbetaling blive stående i i Arla i en årrække. Indbetaler en gennemsnitslevererandør et par øre pr. kg leveret mælk over ti år, står der 150.000 kroner i andelshaverens navn. Og det er penge, som han får udbetalt til sin tid.

Det virker uklart, hvad Bendt Bendtsen mener med en etisk handlingsplan for Arla, og hvorfor han ligefrem kræver særlige etikregler for denne virksomhed. Men for at få ro er Arla parat til at lave et sæt etiske regler i samarbejde med Konkurrencestyrelsen, forbrugere og detailkunder.

Der er straks mere perspektiv i, at Arlas administrerende direktør Åke Modig i december meldte ud, at han gerne så en stærk, offentlig kontrol og en lov om etiske regler og moral i erhvervslivet, der kontrollerer de store virksomheder. Sådan som den svenske statsminister Göran Persson har planer om at lancere efter Skandia-skandalen.Det kan se ud, som om Arla leger kispus med økonomi- og erhvervsministeren og er kommet ham i forkøbet med sine initiativer. Men det siger Arla selvfølgelig ikke. Arla spillede spillet i sidste uge, da formanden Knud Erik Jensen udtalte, at Bendt Bendtsen har sat Arla på plads. Ministerudspillet havde karakter af småjusteringer på bløde områder, og det får Arlas højtbetalte jurister formentlig ikke svært ved at gå i dialog med Bendt Bendtsens jurister om.

I efteråret fik Arla mange smæk i medierne, da det kom frem i lyset, at Hirtshals Andelsmejeri havde klaget til Konkurrencestyrelsen over unfair konkurrence fra Arla. Det lille mejeris påstand var, at Dansk Supermarked droppede Hirtshals Andelsmejeri som leverandør, da Dansk Supermarked fik tilbudt en særdeles favorabel kontrakt af Arla. Stormejeriet kunne tilbyde så lave priser, at miniputten mistede sin største kunde. Arla kommenterer dog aldrig kundeforhold. Heller ikke denne gang.Hvis Bendt Bendtsen ønsker at stække Arlas dominans, er ministeren forpligtet til at holde stram snor i giganten og sørge for, at konkurrencen mellem mejerierne i Danmark bliver bedre.

Torsdag i sidste uge havde han ingen klar melding om, hvordan han vil tage fat på problemet omkring Arlas sær- og eksklusivaftaler med supermarkedskæderne. Bendt Bendtsen sagde kun, at spørgsmålet skal diskuteres i forbindelse med Folketingets revision af Konkurrenceloven til efteråret.

At Arla udkonkurrerer småmejerier via rabatter til detailhandelen var en af årsagerne til, at en række fødevarepolitiske ordførere med tidligere fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) i spidsen skrev til økonomi- og erhvervsministeren i efteråret 2003. Om Bendt Bendtsen tør tage fat på de store tunge problemer om Arlas dominans vil måske blive afklaret, når han mødes med oppositionen først i februar.

Det er for nylig i Børsen blevet afsløret, at Bryggerigiganten Carlsberg i fortrolige kontrakter stiller krav til restauratører om, at tilskud til markedsføring er betinget af, at Carlsbergs produkter udgør 80 procent af omsætningen.

Diskussionen om Arlas særaftaler med detailhandelen ligner til forveksling Carlsbergs eksklusivaftaler. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har fastslået, at Carlsberg handler i strid med restaurationsloven.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen