Berlingske Business

35 år med blåt blod i årerne

35 år med blåt blod i årerne - 1
»De store danske industrivirksomheder var meget IT-fremsynede i 1970erne og 1980erne. Det har været med til at gøre dem internationale. Den udvikling må fortsætte,« siger Carl Christian Ægidius. Foto: Ditte Bjerregaard

I alle henseender er der ingen slinger i valsen hos Carl Christian Ægidius, IBMs førstemand, der nu forlader IBM efter et langt arbejdsliv. Forude venter bestyrelsesposter i toppen af erhvervslivet.

Med PCen har han ændret måden, vi arbejder på, med e-business måden, vi kommunikerer på, og han har - sammen med tusindvis af IBM-kolleger - bragt dansk industri online.

Det ligger i IBM-generne hos Carl Christian Ægidius, at forandringer er af det normale, akkurat som det er kutyme i The Big Blue, som IBM også kaldes.

Derfor frygter IBMs danske førstemand heller ikke 1. april 2004, som er dagen, hvor han senest forlader IBM Danmark som administrerende direktør - efter 35 år i tjenesten.

Reelt er Ægidius dog allerede nu ved at overlade en omsætning på otte mia. kr., 4.000 medarbejdere og en meget stor kundekreds til 49-årige Lars Mikkelgaard-Jensen, som er ny administrerende direktør for International Business Machines i Danmark.

Loyal over for kollegerne
Carl Christian Ægidius er ikke en uddøende race, selv om det længe har været moderne at have prøvet ansættelse i mange virksomheder.

Tiden er atter med de virksomheder, der i årtier kan holde på dygtige medarbejdere, såfremt de forstår at tilbyde et attraktivt jobindhold, mener 60-årige Ægidius. For det kan betale sig, at den investerede viden ikke siver og dræner organisationen.

Men gennem 35 år må der trods alt have været mere end en enkelt føler fra en headhunter?

»Det har der skam, men jeg har aldrig følt mig fristet. For det første har jeg haft 17 meget forskellige slags stillinger i IBM. Jeg har været udstationeret syv år i Stockholm og seks år i Paris. Kollegerne og kunderne har været utroligt inspirerende, så hvorfor skifte? Desuden har jeg følt et ansvar for de mange kolleger, jeg har rådgivet. Tænk på, at jeg har siddet med medarbejdere, der eksempelvis følte sig meget fristet til hurtige millioner under dotcom-tiden. Til dem var mit svar, at der kommer atter en dag, hvor tingene bliver mere normale. Hvis man siger det, kan man jo heller ikke selv rende af huse. Så ville jeg have svigtet kollegerne.«

Lige så privat Carl Christian Ægidius er over for offentligheden, lige så engageret har han altid været i at få IBM - Danmarks og verdens største IT-virksomhed - til at være den førende IT-virksomhed.

Men det er ikke altid nemt at være den forreste, og ikke mindst bevare positionen, for de aggressive efterfølgere har altid lettere ved at gå i en ny retning.

Eksponent for forandringer
Der har været tider, hvor IBM har været meget presset af modgang. Mens det for tiden er Microsoft, der er på dagsordenen, har de fleste glemt, at myndighederne i mere end et årti havde IBM under anklage for misbrug af monopol. Tilbage i 1992 var IBM meget tæt på at kollapse - tiden var løbet fra hardwaren.

»Jeg var da heller ikke helt tryg ved situationen for ti år siden. På et tidspunkt så det ud til, at vi ville blive opsplittet i ti små IBMer. Udfordringen var den faldende indtjening i hardware. Service var fremtiden, ikke kun set ud fra IBMs synspunkt, men ud fra kundernes. IT'en er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå konkurrencefordele og i dag kan man konstatere, at IBM har været meget fremsynet,« siger Ægidius.

Og netop kundernes fremsynethed har også været Ægidius' held.

Endog meget store dele af dansk industri opnåede i 1970erne og 1980erne et forspring fremfor deres internationale konkurrenter ved at bringe produktions- og logistiksystemerne online. Danfoss og Grundfos hører til de mere kendte danske virksomheder, der har været med til at fastholde udsagnet hos IT-cheferne: Man bliver ikke fyret for at købe IBM-udstyr.

Udover at Ægidius har vejledt storindustrien, er han også manden bag udbredelsen af PC'en i Norden, hvor IBM i årtier har haft verdens højeste markedsandel.

Ny type ledere
Carl Christian Ægidius - der også sidder i Dansk Industris øverste organ, forretningsudvalget - er helt tryg ved sin efterfølger, der også kommer indefra.

»IBM er en god lederskole. Tænk på, at alene her i Danmark har 60 procent af medarbejderne en højere videregående uddannelse. De er cand-et-eller-andet, ingeniører, økonomer m.m. og tro mig: Som leder holder man ikke 30 sekunder over for de mennesker, hvis det er floskler, man fortæller. Den ny tids ledere har mange udfordringer. I dag er man ikke leder blot, fordi man har noget information, de andre ikke har. Det er en af IT'ens væsentligste konsekvenser, og det er mit håb, at det fortsætter sådan. For det er vitterlig i medarbejderne, styrken til at overleve ligger.«

At medarbejderne i IBM Danmark mener, at Ægidius har gjort det hæderligt som leder, blev demonstreret på selskabets kick-off møde i Bella Center onsdag 14. januar.

Da Ægidius lod overraskelsen om sin fratrædelse springe, rejste samtlige mænd og kvinder sig op og klappede ad den mand, der af alle har det mest blå IBM-blod i årerne.

Efter 15 sekunder forsøgte Ægidius at få forsamlingen til at standse hyldesten og bad dem venligt, men bestemt, om at sætte sig. Det gjorde de også. Efter tre minutters stående ovation.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen