Berlingske Business
17:34Business Live siger tak for i dag og på gensyn

Vækstkometen Topsil spinder guld på grøn bølge

Vækstkometen Topsil spinder guld på grøn bølge - 1
Administrerende direktør i Topsil, Keld Lindegaard Andersen, kigger ind i en såkaldt float zone-maskine til forædling af silicium. Foto:

Topsil i Frederikssund har stor succes med forædling af rent silicium. Det sælges til storkunder som ABB og Siemens til computerchip og andre produkter til højspændingsledninger til el- og kraftværker, hvor energien kommer fra bl.a. vind, sol og vand. Væksten har ligget på solide 25 pct. i år.

Vi står på en gang mellem kontorerne og produktionslokalerne på virksomheden Topsil A/S i Frederikssund og kigger ud over Roskilde Fjord. Her fra vinduerne i en af landets mest ekspanderende grønne virksomheder er der på dage med klart vejr udsigt ud over fjorden med Frederiksværk i baggrunden. I dag regner og blæser det lidt derude på fjorden, hvor vikingernes handelsskibe for mere end 1.000 år siden sejlede ud fra pladser langs kysten til resten af Skandinavien, England og Rusland. Vores forfædre handlede med luksusvarer, der indbragte dem gode overskud. Lige fra slaver og silkestoffer til ædelmetaller, tjære, våben og glasvarer. Verden over blæser der for tiden stærke vinde til fordel for virksomheder inden for vedvarende energi. Bæredygtige og profitjagende virksomheder som Topsil, der har gjort kampen for et bedre klima til en god forretning. »Vi er kun en lille virksomhed – endnu,« siger den administrerende direktør Keld Lindegaard Andersen beskedent, da han tager imod Berlingske Business’ medarbejdere. På den børsnoterede højteknologivirksomhed, som i sin tid blev etableret af iværksætteren Haldor Topsøe, lever de godt af at producere super rent silicium af råvarer af kvartssand. Ualmindelig godt. Mens det meste af dansk industri er ramt af et hårdt tilbageslag som følge af finanskrisen, er det ikke tilfældet hos vækstkometen Topsil. »I år har vi fået det største antal ordrer nogensinde. Den finansielle uro har ingen indflydelse haft på efterspørgslen. I de seneste tre år har der været en vækst i både omsætning og indtjening på 25 procent, og i 2009 og de kommende par år venter vi at kunne fastholde samme høje vækst,« siger direktøren. Silicium er et grundstof. Topsil spinder guld på forædlingen af råsilicium til meget rent silicium i skiver. Før det skal bruges rundt omkring i verden, bliver skiverne hos Topsils kunder skåret ud til brug i elektriske komponenter i omformere, ensrettere, thyristorer og dioder til transformatorer til højspændingsløsninger til el- og kraftværker, hvor energien kommer fra vind, sol, vand, a-kraft osv. ABB og Siemens i stald Topsil sælger også rent silicium til styringer af motorer i bl.a. højhastighedstog. De to største kunder er multinationale ABB og Siemens, hvis datterselskaber fremstiller »semiconducters« – halvledere eller en slags chip – til f.eks. vindmøller. I USA, hvor der har været store nedbrud og problemer med elforsyningen, er man i fuld gang med at investere i nye kraftværker og transmissionsnet. Det kan give solid afsætning for Topsil. Virksomheden sætter også sine fingeraftryk på verdens største vandkraftværk i det vestlige Kina, hvor et megastort dæmningsprojekt skal stå færdig i år. Topsils fine silicium sidder i de produkter, ABB leverer til infrastruktur ved vandkraftværket ved floden Yangtze, som skal skabe en masse vedvarende strøm. »Da ABB har store ordrer til projektet, smitter det af på os,« fortæller direktøren. Kineserne bygger ligeledes højhastighedstog og jernbaner i stor stil. Her er Topsil også med, når ABB og Siemens leverer halvledere til de kinesiske højhastighedsforbindelser. Fra leverandører rundt omkring i verden får den grønne virksomhed i Frederikssund råsilicium i op til 60 kilos stænger på halvanden til to meter. Stængerne består af en masse krystaller. Under nøje kontrol af specialuddannede operatører og ingeniører smeltes stængerne ved 1.300-1.400 grader om til én stor krystal (monokrystal). Disse krystaller er ligeledes på op til ca. 60 kg. Herefter bliver de skåret i mindre stykker og sendt til Australien, USA, Korea eller Norge. Her sker der en radioaktiv bestråling af stængerne i reaktorer. Det er den mest præcise måde at ændre de elektriske egenskaber skræddersyet til kundens ønsker. Stængerne skæres ud i skiver eller såkaldte wafers, der ligner CD-skiver, enten i Asien eller på den nyerhvervede fabrik i Polen, så produktionen er multinational. Tykkelsen kan være under en halv millimeter. Skiverne kan efter kundens ønsker eksempelvis poleres eller ætses for at få den ønskede finish. Derefter får Topsil produkterne retur, og de kan efter kvalitetskontrol sendes til kunder over hele verden. »Vores silicium har enorm betydning, da man ikke kunne lave infrastrukturprojekter uden vores meget stærke produkt,« siger Keld Lindegaard Andersen. I virksomheden hersker der en afslappet stemning mellem medarbejdere og topchef. I et af de mange rum, hvor siliciumstængerne kontrolleres, driller den lune direktør to kvindelige medarbejdere med, at de fortsat bruger gammelt måleudstyr og snart må have anskaffet noget nyt. Men de svarer med et smil, at de er godt tilfreds med udstyret. Mest til vind, vand og sol 80 procent af siliciummet fra Frederikssund-virksomheden går til udbygning af energi baseret på vind, vand og sol – hertil kommer leverancer til udbygning af det traditionelle transmissionsnet. For hver 100 millioner kr., Topsil omsætter, er de 25 millioner kr. ren fortjeneste – overskud på bundlinjen. »Der er meget større interesse end tidligere for at lave nye vindmøller, vandkraft- og solkraftværker, men også traditionelle a-kraftværker plus udbygge de eksisterende kraftværker. Og det lever vi højt på,« siger Keld Lindegaard Andersen. På fabrikken i Frederikssund arbejder 100 medarbejdere, og på den netop opkøbte fabrik Cemat Silicon i Polen er der 260 medarbejdere. Topsil saster hårdt på at holde know-how og kerneforretningen i Danmark, og med en planlagt udbygning af fabrikken i Frederikssund med godt en snes flere ansatte satser direktøren på, at Topsil i 2010 runder en omsætning på godt en halv milliard kr. Det er omtrent det dobbelte af den forventede omsætning i 2008. 2009 er fjerde år, hvor Topsils ordrebog er fuld. Virksomheden nyder godt af, at der har været en fantastisk vækst. Verden over er man begyndt at anvende silicium i meget store mængder til fremstilling af solceller. Hovedparten af verdens råvaremængder af silicium går til solceller og resten til elektronikkomponenter. Så der er nærmest ingen grænser for vækst i industrien, hvor Topsil boltrer sig som en fisk i vandet. Efterspørgslen efter råsilicium er eksploderet de seneste tre år. Især i 2008 har der været meget stor mangel på silicium, fordi solcelleindustrien har spist 70 procent, og man ikke har kunnet udbygge produktionen nok. »Det betyder, at vi har fået en bedre forretning. Vi har oplevet et boom i afsætning i de seneste år. Når energiindustrien udbygger med sol, skal man også bruge vores produkter til at distribuere, ensrette og omforme strømmen. Er heldet med os, kan vi nå en årsomsætning på en milliard kr. om nogle år. Det kræver, at væksten i udbygningen af alternativ energi og energiløsninger fortsætter i den takt, vi har set, og vi formår at udbygge vores markedsposition, ja, så kunne vi godt nå en milliard kr. i omsætning,« spår direktør Keld Lindegaard Andersen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen