Berlingske Business

Telefusion: Lillebror »3« skal hjælpes af storebror

mobil
Foto:

Betingelsen for grønt lys fra EU til sammenlægningen af Danmarks anden- og tredjestørste spillere på det danske telemarked kan meget vel blive, at den lille firer, »3«, skal kunne bruge Telenors og Telias fælles mobilnet og overtage nogle af deres mobilfrekvenser. Frygt for stigende priser lurer.

Telenor og Telia kommer til at skulle lukke konkurrenten »3« ind på deres net og afgive mobilfrekvenser til »3«. For de vil ikke bare uden videre få EUs blå stempel til at slå sig sammen i Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter efter EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestagers udmelding i den britiske finansavis Financial Times i mandags om, at de telefusioner, som hun skal godkende, fortsat skal sikre kunderne »økonomisk overkommelige priser«.

06BUS20150303-164751-35g.jpg

Telenor og Telia, som i Danmark er henholdsvis nummer to og tre efter TDC – men på verdensplan begge hører til blandt de ti største mobilselskaber – besluttede i december 2014 at slå deres danske forretninger sammen i erkendelse af, at de ikke på anden måde kan tjene penge på det meget svære danske telemarked. Det er første gang, at de to giganter går sammen, og fusionen skal godkendes i EU, hvilket forventes at ske inden udgangen af 2015.

Margrethe Vestagers udmelding fik straks de danske socialdemokrater i Europaparlamentet til at klappe i hænderne.

»Det er gode nyheder for danske mobilkunder, at Margrethe Vestager så klart er ude og skyde med varselsskud mod Telia og Telenor. De skal nu bevise, at deres planer ikke vil gøre det dyrere for os danskere at have et helt almindeligt mobilabonnement. Og det, tror jeg, kan ærligt talt blive svært for dem,« siger Jeppe Kofod, gruppeformand for de danske socialdemokrater i parlamentet.Telia og Telenor anmeldte 27. januar officielt fusionen over for EU-Kommissionen, der nu er i gang med at høre konkurrenter og andre vigtige aktører på telemarkedet om synspunkter og mulige bekymringer.

pix-Samsung

»Endemålet for EU-Kommissionen er at bevare eller fremme konkurrencen. Med fusionen opnår Telia og Telenor en række omkostningsbesparelser, som de kan give videre til forbrugerne, og den effektivisering vil man gerne have, samtidig med at konkurrencen og innovationskraften øges. Samtidig er det klart, at der bliver en spiller mindre i Danmark. Derfor vil man se på, om de færre spillere er i stand til at hindre nye spillere i at komme ind på markedet eller på anden måde skade konkurrencen, altså om der er risiko for monopolmisbrug, så priserne ikke bliver overkommelige,« forklarer Niels Rytter, tidligere kontorchef på blandt andet teleområdet i Konkurrencestyrelsen og i dag direktør for analysefirmaet Konkurrencerådgivning.dk.

I dansk sammenhæng er der ifølge ham tale om en kæmpe stor fusion, på EU-plan ligger den nok i den lavere del af de mellemstore.

»Man skal passe på med ikke at betragte Telia/Telenor alene som en mobilfusion. Begge selskaber har også interesser på TV-området samt lidt fastnet, og disse markeder skal vurderes på nøjagtigt samme måde som mobilmarkedet. Hvor konkurrencen på mobilmarkedet i Danmark fungerer helt oppe i toppen af skalaen, er det modsatte tilfældet med TV-markedet,« siger han.

pix-Mobildækning

Analytiker: Vækstaftale i søgelyset

Ifølge teleanalytiker John Strand, der er direktør for Strand Consult, er det ikke antallet af spillere men den teknologiske udvikling, der skaber konkurrencen på telemarkedet.

»Hvis et teleselskab f.eks. ikke opgraderer til 4G, så har det ikke en chance – så forsvinder kunderne. De store selskaber står i en god position i forhold til en lille operatør som »3«, og det er man nødt til at løse. Jeg tror, at »3« skal have noget af det spektrum (frekvensmængder til mobiltelefoni, red.), som Telia/Telenor har nu, og have gode vilkår for at bruge Telias og Telenors net, så »3« i yderområderne ikke skal bruge så mange penge på at investere. Samtidig vil EU gøre det nemmere for en ny spiller at komme ind på det danske marked,« siger han.

John Strand peger på, at det samlede folketing for 14 dage siden indgik en aftale om at sikre bedre mobil- og internetforbindelser i hele Danmark. Staten vil fremover stille højere krav om dækning, når mobilfrekvenser kommer på auktion. Og det gør to af de væsentligste, 1.800 og 900 MHz, allerede i henholdsvis 2016 og 2018. Og her ved Telia/Telenor, at de kun må byde som ét selskab, hvor frekvenserne hidtil har været fordelt på alle fire selskaber.

DSB

»Teleselskaberne med stor markedsandel vil have bedre forudsætninger for at leve op til højere dækningskrav end en mindre aktør som »3«. Derfor er EU nødt til at kikke på vækstaftalen, som vil påvirke det danske mobilmarked temmelig meget,« vurderer John Strand.Administrerende direktør i »3«, Morten Christiansen, frygter skabelsen af et såkaldt duopol.

»Det er skræmmende. Jeg er enig i, at det danske marked trængte til en konsolidering, men at nummer to og tre går sammen, er en meget voldsom konsolidering – mere voldsom, end godt er. Det er rigtigt, at jeg ofte har udtalt, at vi gerne ville købe et andet selskab i Danmark, men det kræver to villige parter,« forklarer han og fortsætter:

»Nu er jeg bekymret over at blive meget marginaliseret. Vi har stået for meget af dynamikken ved at være først med 3G, først med mobilt bredbånd, ubegrænset tale og »roam like home«. Med to store blokke mod os kan det blive svært, hvis ingen hjælper os. Og hjælpen er nødt til at være omfattende. Hver af dem er jo tre gange så store som os,« siger Morten Christiansen, som »helst ikke« vil give konkrete løsninger – men har svaret på EU-Kommissionens første 68 spørgsmål.

Han »er ikke meget i tvivl om, at priserne vil stige og innovationen aftage«.

»For hvorfor skulle man gøre sig ekstra lækker, når man ikke behøver at vinde kunder,« spørger han.

DSB

TDC: Stadig masser af konkurrence

TDCs topchef, Carsten Dilling, forventer, at der vil blive kæmpet lige så hårdt som tidligere, selvom Telia og Telenor lægges sammen.

»Vi mener stadig, at med den konkurrencedynamik, som der er i markedet, får vi en rigtigt alvorlig konkurrent. Hvor alvorlig afhænger af, hvilke tilsagn som Telenor og Telia skal komme med for at få held til at blive godkendt. Det bliver spændende at følge. Men vi er helt sikre på, at der fortsat bliver masser af konkurrence,« siger han til Berlingske og bekræfter, at også TDC har modtaget forespørgsel fra EU-Kommissionen.

Telia og Telenor lovede i december, at der fortsat vil blive kæmpet på det danske mobilmarked.

»Priser er kun gået én vej: ned. Det er godt for forbrugerne. Jeg tror, at konkurrencen vil fortsætte med at være meget stærk. Der er så mange lavprisselskaber, som er ret aktive, så denne transaktion sker for at øge effektiviteten i det nye selskab,« sagde Telenors europadirektør, Kjell-Morten Johnsen.

Danskerne vil helst have nyheder på mobilen

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen