Berlingske Business

Teknologiheltes stjernestøv smitter af

30BUS30BUS_Digital_Ung-Stev.jpg
Under en af Steve Jobs’ altid meget omtalte optrædener på scenen til lanceringer af nye Apple-produkter – her er det iPaden – viser han her i 2010 et foto fra de tidlige dage i virksomhedens historie af ham selv sammen med medstifteren Steve Wozniak. Foto: Kimberly White/Reuters

Succesfulde iværksættere fra det teknologiske felt anses i dag som helte, næsten som rockstjerner og skuespillere. Det har positiv afsmitning på techmiljøet, der får adgang til en større pulje af talent og kapital.

De er de nye rockstjerner.

Sådan siger man i dag, flere steder i verden, når omtalen falder på personlighederne bag de succesfulde teknologivirksomheder. De fleste, både med og uden teknologisk interesse, ved godt, hvem Mark Zuckerberg er. Og Steve Jobs, der gav dem en iPod i lommen, med iPhone for alvor lærte dem at bruge trykfølsomme skærme og har fået selv babyer til at navigere på iPad.

Og det gør man, fordi de har lavet produkter, der for alvor er kendt af den brede befolkning – og har forandret deres dagligdag. Fordi de har tjent kassen på det, og fordi deres historier dyrkes i bøger, film og medier verden over. Selv om techverdenen altid har dyrket sine helte, er det først inden for de seneste år, at populariteten for alvor har bredt sig til den brede befolkning. Og den har da også en afsmittende effekt på techmiljøet, lyder det fra en række danske iværksættere med en længere historik fra det teknologiske og digitale felt.

DTU

»Den rockstjerneanalogi er kommet inden for de seneste år. Nu kender den brede befolkning Steve Jobs og Mark Zuckerberg, men for år tilbage skulle man nok være en del af techverdenen for at kunne se dem som profeter. I dag bliver der talt meget mere om dem og om den nye industri, hvor det kreative møder forretning – og hvor man kan skabe alting uden fysisk begrænsning,« siger Tommy Ahlers, der selv er techiværksætter med to solgte virksomheder i bagagen.

Film der taler til folk med »drive«

Interessen for personlighederne bag de succesfulde teknologivirksomheder kæder han ligeledes sammen med, at det i bøger og film beskrives, hvordan de går målrettet efter at skabe noget, der forandrer folks brug og opfattelse af teknologi.

Den fortælling møder man i filmen »The Social Network« om, hvordan Mark Zuckerberg skabte det sociale netværk Facebook. Og den møder man også i filmen »Jobs« om Apple-grundlægger og nu afdøde Steve Jobs. Netop Jobs-filmen, der har premiere i Danmark 5. september, er i høj grad skruet sammen som en filmfortælling, der taler til iværksættere og folk med en drivkraft til at ville gøre næsten alt for at nå målet. Med både positive og negative følger.

FINANCE-BANKING-EUROPE-FRANCE-INTERBANK-CREDITAGRICOLE

Filmen har den amerikanske skuespiller Ashton Kutcher i hovedrollen og trækker dermed en tråd til, at det ikke bare er tech-iværksætterne selv, der opnår stjernestatus. De tiltrækker også investorer blandt skuespillere, musikere og andre kendte personligheder.

Netop den disciplin er Ashton Kutcher kendt for med investeringer i flere virksomheder. Han er imidlertid blot en i rækken, der blandt andre også tæller den tidligere topmodel og nu TV-kendis Tyra Banks, skuespillerne Will Smith og Leonardo DiCaprio samt Lady Gaga og Justin Timberlake fra musikscenen.

Stjernestatus lig med flere investorer

Og det er ifølge den danske iværksætter Tine Thygesen en tendens, der breder sig.

»Vi ser en ny kapital blive tilgængelig for techiværksættere med en slags »celebrity« investorer. Det er med til at skabe synlighed for startups (iværksættervirksomheder, red.), og så giver det en helt ny tilførsel af penge, som ikke tidligere er blevet investeret i virksomhederne,« forklarer Tine Thygesen.

En af de danske techiværksættere, der i dag er etableret i det såkaldte »IT-mekka« Silicon Valley i Californien, USA, hvor også filmen om Steve Jobs har sit omdrejningspunkt, er Mikkel Svane, der er medstifter og direktør for virksomheden Zendesk. Han oplever ligeledes, at der de seneste år er kommet et øget fokus på personerne bag teknologivirksomheder – blandt andet for at skabe mere identitet og menneskelighed omkring virksomhederne.

»I dag er der en tendens til, at man prøver at dyrke »founderen« (stifteren, red.) for at få virksomhederne til at fremstå mere ægte – nærmest en slags ikonisering. Det giver mulighed for at fortælle historierne – og give noget identitet og menneskelighed til virksomheden. Ligesom Apple ikke er det samme uden Steve Jobs, ville Microsoft heller aldrig være det samme uden Bill Gates,« siger Mikkel Svane.

Kinas IT-iværksættere drømmer  stort - 1

Fordi Silicon Valley ofte beskrives som det hjemsted for teknologien, som Hollywood er det for filmstjerner, bliver der ifølge Mikkel Svane naturligt skabt mange myter om, hvordan det er at leve og arbejde i Silicon Valley.

»Det er et teknologiverdenens Hollywood, hvor der laves et håndværk, ligesom der laves film i Hollywood. Men så er der også alle myterne, der fylder hullerne ud i historierne,« fortæller Mikkel Svane.

I dagligdagen er der imidlertid ikke helt den samme »glamour«, som man forbinder med Hollywood. I Silicon Valley møder man alle teknologistjernerne på gader, cafeer og andre steder uden stor ståhej. Der er trods alt ingen »paparazzikultur«, lyder det fra den danske Silicon Valley-iværksætter.

Iværksætterne er enige om, at det øgede personfokus på techtiværksættere med succes har en positiv afsmitning på miljøet, fordi det kan medvirke til at få flere til at opdage teknologiverdenen som en mulig karrierevej og skubbe til de spirende iværksættere. Det er dog vigtigt, at det ikke alene er for pengene og chancen for at blive kendt, der trækker.

»Det stjernestøv, der opleves omkring teknologibranchens personligheder lige nu, bliver nok sværere at opnå. Ligesom det bliver sværere og sværere at skabe »firstmover« forretninger, som pionerer som Steve Jobs, Jeff Bezos (stifter af Amazon.com, red.) og Mark Zuckerberg gjorde det,« siger Jesper Buch, der blandt andet stod i spidsen for den tidligere danske madportal Just-Eat for år tilbage og i dag investerer i andre iværksættere i det digitale felt.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen