Berlingske Business

TDCs guldæg slår revner

TDCs guldæg slår revner - 1
IT-og Telestyrelsen er på vej med et krav om, at YouSee skal åbne sit net for konkurrenterne. Foto:

De danske telemyndigheder kræver, at TDCs kabel-TV-selskab, YouSee, giver konkurrenterne adgang til at sælge Internetforbindelser til kunderne. En bombe under TDC, siger analytiker. Konkurrenterne er ikke ellevilde, og YouSee er rystet.

TDCs absolutte guldæg i Danmark begynder at slå store revner - og der er ikke en guldfugl på vej ud.

Den øverste danske myndighed på teleområdet, IT- og Telestyrelsen, lægger nemlig op til et krav om, at TDCs kabel-TV-selskab, YouSee, skal lukke konkurrenter ind på sit net - på samme måde, som det sker på det danske fastnet, som TDC også ejer.

Lige før jul fik TDCs topledelse kaffen galt i halsen, da IT- og Telestyrelsen meddelte, at den agter at kræve landets største kabel-TV-net åbnet for konkurrenter, der vil sælge Internetforbindelser via YouSees net. Der er for lidt konkurrence, mener styrelsen.

»Vi har i Danmark en unik konkurrencesituation, hvor den største ejer af kobbernettet også ejer det største kabel-TV-net, altså to meget væsentlige infrastrukturer. Vi har en formodning om, at der er en efterspørgsel, men har også lagt op til, at vilkårene afgøres ved forhandling. Men vi lægger op til regulerede priser,« siger kontorchef i IT- og Telestyrelsen, Jakob Willer.

Største TV-leverandør
TDCs kabel-TV-selskab YouSee er guldægget i TDC-koncernen. Det skovler stadig flere penge ind til det mere trængte moderselskab.

YouSee er samtidig den største leverandør af TV i Danmark; nærmeste konkurrent er Telias kabel-TV-selskab, Stofa. Omkring 43 procent af alle danske husstande får TV-signaler gennem TDCs kabelnet, og YouSee har dygtigt udbygget vareudbuddet på hylderne til også at omfatte Internetforbindelser og telefoni. Omsætningen i YouSee voksede de første ni måneder af 2008 med 14,1 procent, nemlig fra 2,109 milliarder kroner i 2007 til 2,407 milliarder i 2008. Og driftsindtjeningen (EBITDA) steg med 15 procent – fra 606 til 697 millioner kroner.

YouSee har fået flere kunder, der samtidig køber mere. Samtidig har priserne fået et nøk opad, hvilket også hjælper på kistebunden.

TDC skilte YouSee ud i et selvstændigt selskab efter krav fra myndighederne. Men der er stadig samme ejer, og det er problemet, mener IT- og Telestyrelsen, fordi markedsandelene er så betragtelige.

YouSee-direktør rystet
YouSees administrerende direktør, Niels Breining, er rystet.

»Det er så voldsom en beslutning, at vi vil bruge rigtigt mange kræfter på at få den ændret. Mig bekendt har man ingen andre steder i verden pålagt andre at åbne deres TV-net, og begrundelsen er da også meget svag. Ingen har rettet henvendelse om det, og styrelsen skal kunne dokumentere, at der er et ønske,« siger han.

Han understreger, at YouSee kun ejer nettet ud til 500.000 af Danmarks 2,5 millioner husstande, altså en femtedel.

»Alligevel går man nu ind og regulerer, hvordan antenne- og boligforeninger må bruge deres net. Endelig vil der gå flere år, før det kunne gøres. Teknologien findes ikke, men kan naturligvis udvikles. Men det bliver meget dyrt - også at indføre. Dermed vil det koste så meget, at der ingen efterspørgsel bliver,« siger Niels Breining.

En bombe under TDC
Teleanalytiker Torben Rune, direktør i analysefirmaet Netplan, kalder forslaget en bombe.

»Det er en bombe, hvis styrelsen virkeligt går til biddet og opper sig over for YouSee. Så vil det uvægerligt give priskonkurrence og dermed lavere priser,« siger han og henviser til, at man i Tyskland og Sverige er gået endnu hårdere til værks og har krævet, at de nationale teleselskaber direkte splittes op, så nettene ligger i selvstændige selskaber, som alle kan indgå aftaler med.

Hos YouSees største konkurrent, det Telia-ejede Stofa, er administrerende direktør Ole Simonsen ikke ellevild af glæde.

»Principielt synes jeg, at alle net skal være åbne, men spørgsmålet er, om det er rentabelt, at vi kan være på hinandens net. Der skal jo sættes ekstra udstyr op i centralerne m.m., og hvis vi skal sætte meget mere udstyr op, er jeg da i tvivl om, hvorvidt man kan undgå at hæve de priser, som folk betaler i dag. Det er vist kun i Struer og et par enkelte gader i Århus, at der er flere kabel-TV-net. Det er et underligt tidspunkt at foreslå det på. Var det sket for nogle år siden, kunne jeg forstå det, men nu er der alternative muligheder for at få Internet, TV og telefoni. Hvis styrelsen virkeligt mener, at det kan øge konkurrencen, så fint nok med mig. Jeg tror det bare ikke,« siger Ole Simonsen.

Glade konkurrenter
Derimod vækker forslaget reel glæde hos et af Danmarks hurtigst voksende bredbåndsselskabet, Fullrate.

»Vi er meget interesseret. Det ser spændende ud, og giver os endnu en vej ud til forbrugerne. Vi ved jo også, at hvert fællesantenneanlæg har en god tilslutning, og at det langt fra er alle, der ud over TV har bredbånd, så for os vil det være oplagt at se på. Desuden kunne TDC jo udvikle muligheden for at tilbyde endnu et grossistprodukt,« siger administererende direktør i Fullrate, Stig Myken.

De danske energiselskabers brancheorganisation, Dansk Energi, er også glad for udspillet.

»Det noterer vi os med tilfredshed, og vi kan kun tilslutte os, at man pålægger TDC særlige forpligtelser. Vi har jo tidligere hæftet os ved det absurde i, at man holder kabel-TV uden for reguleringen, når man tilbyder tilsvarende Internet-produkter ad den vej,« siger chefkonsulent i Dansk Energi, Morten Baadsgaard Trolle.

I Danmarks næststørste teleselskab, den norske Telenor-koncern, som i Danmark ejer bl.a. mobilselskabet Sonofon og bredbåndsselskabet Cybercity, er regulatorisk chef Nicholai Kramer Pfeiffer i gang med at undersøge virkningerne og vil derfor endnu ikke udtale sig.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen