Berlingske Business

Storinvestor: Apple-aktie er dramatisk undervurderet

pix-Icahn
Apple skal producere TV-apparater og biler, mener aktivistinvestoren Carl Icahn, der presser Apple-topchef Tim Cook. Arkivfoto: Brendan McDermid, Reuters/Scanpix Foto:

iPhone- og iPad-producenten burde være næsten dobbelt så meget værd i dag, skriver aktivistinvestor og mangemilliardær Carl Icahn i åbent brev til Apples topchef, hvori han satser på, at Apple kommer med både eget TV og egen bil.

Den amerikanske iPhone- og iPad-producent Apples aktie er »dramatisk undervurderet« og burde ligge på omkring det dobbelte af, hvad den i dag er værd.

Det siger aktivistinvestor og mangemilliardær Carl Icahn, der længe har været efter Apples topchef, Tim Cook. Carl Icahn mener, at Apple-aktien, der i dag koster omkring 128 dollars, burde koste 240 dollars, og at Apple dermed burde være omkring 1,5 billioner dollars værd.

Apple skal gå ind i TV- og bilproduktion

»Apple er tvunget til at gå ind i og efter vor mening dominere to nye kategorier (TV til næste år og biler i 2020) med et kombineret marked på 2,2 billioner dollars, et synspunkt, som investorer ikke synes at tage med i deres værdifastsættelse overhovedet,« skriver Carl Icahn i et af sine mange åbne breve til Apple-topchefen.

Apple har ikke bekræftet, at selskabet er i færd med at udvikle en elektrisk, selvkørende bil, men rygterne har længe cirkuleret. Der har også længe været talt om, at Apple ville gå rigtigt ind på TV-markedet, hvor det i dag alene er TV-boksen Apple-TV, der sælges. Den kan bruges til at streame programmer fra Apples egen netbutik iTunes og fra andre kilder, men et egentligt TV-apparat produceret af Apple findes ikke.

Konkurrenten Google er gået ind på TV-markedet ad bagvejen. En række af de større TV-producenter som Sony og Philips har valgt at bruge Googles styresystem Android også på fjernsynsapparaterne.

Carl Icahn forventer, at Apple vil være klar med et ultra-HD-TV til næste år. Men ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal besluttede Apple sidste år ikke at gå ind i egen TV-produktion.

Gigantisk pengetank

Carl Icahn er berygtet for at blande sig inderligt i de selskaber, som han investerer i.

Han mener, at Apple skal købe langt flere af sine egne aktier tilbage for på den måde at gøre de resterende aktionærers aktier mere værd. Det fik i april Apple til at øge sit tilbagekøbsprogram fra 90 milliarder dollars til 140 milliarder dollars, og samtidig blev det kvartalsvise udbytte sat op med 11 procent.

Apple er verdens mest værdifulde selskab og er kendt for sin gigantiske pengetank, som med udgangen af marts 2015 var på 193,5 milliarder dollars i kontanter, hvoraf en stor del dog ligger uden for USA og ville blive beskattet kraftigt, hvis de blev ført tilbage til hovedsædet i Cupertino. Apple-aktien er blevet en fjerdedel mere værd siden oktober 2014, hvor Carl Icahn senest sagde, at den var undervurderet. Icahn hører til blandt Apples ti største investorer. I februar sagde han, at han ejede omkring 53 millioner aktier til en værdi af nu omkring 6,8 milliarder dollars.

Apple har ikke kommenteret Carl Icahns henvendelse.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen