
Ungarns regering opsiger alle abonnementer, fordi teleselskab ikke længere vil sponsorere regeringsvenlig sanger.
Den ungarske regering opsiger nu alle sine telefonabonnementer hos landets største teleselskab, efter at selskabet har droppet sin kontrakt med en regeringsvenlig popstjerne, der kom med sexistiske bemærkninger på TV.
Magyar Telekom, som er Ungarns største teleselskab og ejet af Deutsche Telekom, opsagde sin sponsorkontrakt med popsangeren Akos Kovacs, fordi telegiganten fandt hans bemærkninger søndag om, at kvinder skulle sørge for at føde børn i stedet for at forsøge at opnå samme lønniveau som mænd, for »uforenelige« med Magyar Telekoms værdier om at sikre ligestilling på arbejdspladsen.
Akos Kovacs er kendt for sin støtte til centrumhøjrepartiet Fidesz, der har regeringsmagten i Ungarn med den kontroversielle Viktor Orban som premierminister.
Regeringens talsmand, Zoltan Kovacs, bekræfter over for det ungarske nyhedsbureau MTI, at sagen blev diskuteret på regeringens møde onsdag. Talsmanden tilføjer over for nyhedsbureauet Bloomberg, at opsigelsen af telekontrakterne hos Magyar Telekom ikke vil påvirke regeringens »strategiske partnerskab« med selskabet, herunder udbredelsen af internetadgang i landet.
Sagen har sat fokus på Viktor Orbans 12 mand store regering, som ikke har en eneste kvindelig minister, og som gentagne gange er blevet kritiseret af erhvervslivet for at blande sig i markedsøkonomien ved at lægge skatter på bestemte virksomheder og ved at lade staten købe op. Viktor Orban er heller ikke en del af det gode selskab i EU-regi.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen