Berlingske Business

NSA-skandale rammer USAs erhvervsliv

pix-Cisco-skilt
Der er farver og spræl på Cisco-logoet på udstillingen i Beijing i Kina, men netværksgiganten forudser et fald i omsætningen på helt op mod 10 procent i indeværende kvartal og tilskriver det NSA-skandalen i USA. Foto: Kim Kyung-Hoon, Reuters/Scanpix Foto:

IT-giganterne ser effekten af afsløringerne af den massive overvågning. Navnlig på det store kinesiske marked daler temperaturen.

Afsløringerne af den amerikanske efterretningstjeneste NSAs massive overvågning koster nu amerikanske virksomheder store penge.

Netværksgiganten Cisco, hvis udstyr holder store dele af Internet sammen, forudser et omsætningsfald på ti procent i indeværende kvartal, hvilket straks fik aktien til at styrtdykke med 10 procent, og vil fortsætte i modvind i navnlig Kina efter aflytningsskandalen.

Ciscos topchef gennem mange år, John Chambers, sagde, at Cisco står over for »udfordrende, politisk dynamik« i Kina. For en måned siden meldte en anden IT-gigant, IBM, om et omsætningsfald på 22 procent i Kina, hvilket slog igennem i et fire procent mindre overskud for 3. kvartal. Også softwaregiganten Microsoft oplever Kina som det svageste marked i øjeblikket.

Kinesisk hævntogt

»Alle de store amerikanske IT-virksomheder er bekymrede, men endnu bærer Cisco hovedparten,« siger Jim Lewis, ekspert i Kina og teknologi på Center for Strategiske Studier i Washington, til nyhedsbureauet Reuters.

Han mener, at kineserne kan finde på at bruge den tidligere efterretningsagent Edward Snowdens afsløringer som hævn for de amerikanske politikeres angreb på den store kinesiske mobilproducent Huawei, som er blevet anklaget for at installere såkaldte bagdøre i sin mobilteknologi, så mobil- og datatrafikken kan fjernaflyttes.

Huawei og den kinesiske kollega ZTE er direkte konkurrenter til Cisco, fordi de alle leverer netværksudstyr. Men Cisco og andre amerikanske IT-giganter står forholdsvis alene med produkter i den høje ende af skalaen og ventes derfor ikke at kunne blive ramt her, da der ikke er andre steder at gå hen for at købe tilsvarende udstyr.

Den kinesiske regering udstak i august nye retningslinier for cybersikkerhed for finansverdenen, for brug af netlagertjenester (såkaldt »cloud computing«) og brug af store datamængder. Det kinesiske udenrigsministerium henviser til, at Kina må beskytte landets sikkerhed.

Google: Afsløringer skader

Internetgiganten Google advarede onsdag på en høring i Washington om, at NSA-skandalen kan skade amerikansk erhvervsliv og krævede at få tilladelse til at udlevere flere oplysninger om myndighedernes forespørgsler om at få udleveret brugerdata.

»Den nuværende mangel på gennemsigtighed om regeringens overvågning i demokratiske lande underminere friheden og tilliden, som mange borgere har. Den har også en negativ indflydelse på vor økonomiske vækst og sikkerhed og på løftet om et Internet som en platform for åbenhed og ytringsfrihed,« sagde Googles juridiske direktør, Richard Salgado.

De amerikanske politikere forsøger at finde ud af, hvordan de får bedre kontrol med efterretningstjenesterne, der - som udenrigsminister John Kerry har medgivet det - har »kørt på autopilot« på flere områder.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen