Berlingske Business

Mobilrevolutionen er kun lige begyndt

adf
Danmark ligger lunt i svinget med god mobildækning, fokus på digitalisering og forståelse for, at brugervenlighed og sikkerhed er afgørende, siger Boston Consulting Group, som har kortlagt værdien af mobil- revolutionen. Foto:

Danmark ligger lunt i svinget med god mobildækning, fokus på digitalisering og forståelse for, at brugervenlighed og sikkerhed er afgørende, siger Boston Consulting Group, som har kortlagt værdien af mobilrevolutionen.

11 millioner nye job og 21,5 billioner (altså 21.500.000.000.000) kroner i omsætning. På ét år, nemlig i 2014.

Så meget har eksplosionen i brugen af mobilteknologi været værd på verdensplan, fastslår rådgivningskoncernen Boston Consulting Group i en ny rapport, som samtidig slår fast, at der frem til 2020 skal investeres yderligere 26 billioner kroner for at holde den mobile revolution i gang.

»Summen af alt det, der sker, er en revolution, men det sker gennem vældigt mange evolutioner hver uge. Innovationstiden er ekstremt kort. Man kan sidde og få en god idé mandag og lancere den fredag. Det er helt anderledes end med traditionelle tjenester, som taler om måneder. Her tager nye funktioner uger eller få dage, og i stigende grad prøver man ting af og tester dem i stedet for at planlægge efter den perfekte løsning straks,« siger Gustav Gotteberg, partner i Boston Consulting Group (BCG) i København og ekspert i mobile teknologier.De nordiske lande ligger godt i den udvikling.

»På nogle områder ligger Norden foran de andre lande. Danmark har ikke længere større produktion af mobilteknologi. Til gengæld er vi godt med på mobile applikationer og den type løsninger, som er lettere at bruge og mere gennemtænkte. MobilePay har f.eks. bragt Danmark vældigt godt foran, hvor Norge har en fremtrædende plads inden for boligsøgning, mens svenskerne er aktive leverandører i industrien og udviklingen af mobilteknologi gennem bl.a. Sony Mobile og Ericsson og med Spotify hører til blandt de største på musikområdet. Der er enorm værdiskabelse i Norden. Vi har kulturen og kreativiteten til mobile tjenester, så vi er godt positioneret internationalt,« mener Gustav Gotteberg.

Han anser det for vigtigt, at dansk industri investerer i digitalisering, gerne med mobil betjening for øje.

»Banker og forsikringsbranchen ser en kæmpe ændring de nærmeste år. Her er MobilePay blot begyndelsen men et eksempel på, hvordan mobile løsninger bliver lettere at bruge og mere gennemtænkte. Man har aldrig tidligere magtet at begrænse sig og tænke så brugerorienteret, som man gør nu, når man laver mobile applikationer. Mobile tjenester kan bruge lokation, altså hvor man befinder sig, kamera m.m. og gøre det ekstremt personligt på en enkel og meget brugerorienteret måde,« siger Gustav Gotteberg.

IT-sikkerheden bliver afgørende for succesen.

»Der har været relativt uheldige episoder, især i USA, hvor effekten har været ekstremt destruktiv. Brugerne har mistet tilliden til de selskaber, som har mistet eller fået offentliggjort data, og det sår tager vældigt lang tid at hele. Nu blomstrer interessen for IT-sikkerhed, og det er berettiget og vigtigt at tage seriøst. De større selskaber, som jeg kender til, gør, hvad de kan for at behandle brugerdata på den rigtige måde, og heldigvis har de nordiske lande meget strenge persondataværn for, hvad man har lov til. Men mange mobiltjenester er så enormt gode, at de potentielle farer ved at tage dem i brug gerne opvejes af goderne. Derfor afgiver folk villigt personlig information,« siger BCG-partneren.

Virksomhederne skal derfor tænke ind fra begyndelsen, hvordan de bruger folks data.

»Det skal ikke kun ske af kommercielle hensyn men faktisk, fordi man dermed kan lave bedre tjenester. Det vil forbrugerne acceptere. Men det kræver transparens at vinde folks tillid,« understreger Gustav Gotteberg. Og forbrugere i de udviklede økonomier som USAs, Tysklands og Sydkoreas vurderer da også selv, at mobilteknologien er mere end 6.000 dollar eller 39.000 kroner værd om året, svarende til omkring 12 procent af deres indkomst.

Rapporten »The Mobile Revolution: How Mobile Technologies Drive a Trillion-Dollar Impact« bygger på analyser i Brasilien, Indien, Kina, Sydkorea, Tyskland og USA og er udarbejdet for computerchipproducenten Qualcomm. Resultaterne kan dog uden videre overføres til Danmark og Norden, understreger Boston Consulting Group.

»Når den mobile infrastruktur er på plads, er det let at bruge mobilteknologien og få fat i et stort marked. Den hårde konkurrence på det danske mobilmarked har givet mobilteknologien stor tilgængelighed til en vældigt lav pris. De mobile tendenser, digitaliseringen og innovationstakten er en god kombination,« siger Gustav Gotteberg.

Men udviklingen sker i rekordfart, hvad man hurtigt glemmer.

»Vi lever af at lægge planer for kunderne, og mange kigger ti år frem i tiden eller er ved at lægge en 2020-plan. Man skal måske se lidt tilbage på, hvor meget tingene har forandret sig på få år ... og hvor dårlige vi var til at forudse det,« siger han med et smil.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen