Berlingske Business

Kinesisk mobilgigant overvejer København

05BUShuaweiiiiiii.jpg
Huawei er verdens næststørste producent af mobiludstyr og leverer allerede udstyr til TDC, men går målbevidst efter at få fat i privatmarkedet for smartphone.?Foto: Stringer/Reuters

Huawei, som TDC forhandler med om drift af sit mobilnet, er interesseret i at placere et udviklingscenter for smartphone i Danmark.

Den kinesiske mobilgigant Huawei, som netop nu forhandler med TDC om muligvis at overtage driften af TDCs danske mobilnet, er interesseret i at lægge et udviklingscenter for smartphone i Danmark.

Det siger Huaweis forsknings- og udviklingsdirektør Urban Fagerstedt til Berlingske. Han har allerede omkring 400 ansatte på fire store forsknings- og udviklingscentre i Sverige og Finland.

»Vi har tidligere kigget på København, da Nokia annoncerede, at man lukkede sit udviklingskontor i Danmark, og vi vil gerne kigge på København igen. Huawei har ambitioner om at øge sine investeringer i Europa, og der er definitivt ingen, der siger, at det ikke skulle kunne ske i Danmark. Det handler kun om at identificere, hvornår de kompetencer, som er til rådighed, passer med, hvad vi har brug for,« siger Urban Fagerstedt, som selv har 35 års erfaring i telebranchen og tidligere har arbejdet for den svenske Ericsson-koncern.

Søger de erfarne

Den finske mobilgigant Nokia valgte som led i en total omlægning af sin strategi i februar 2011 at lukke for sin egen software og satse helt på Microsofts Windows Phone-software.

Det kostede udviklingscenteret i København med 1.200 højtuddannede ingeniører livet og lagde den danske teleudvikling i ruiner. Det har ikke været en let sag for de tidligere Nokia-ansatte at få nye job, fordi mange andre nordiske virksomheder i mobilbranchen tilsvarende har skåret ned.

Ansøgninger fra danskere

Huaweis udviklingscenter i Lund ved Malmø får allerede en del ansøgninger fra danskere.

»En af Huaweis udfordringer er, at vi er vokset stort. Rekrutteringsbasen i Kina er universiteterne. Det giver uerfarne ingeniører, og det kompenseres der for gennem satellitter i Sverige, i München i Tyskland og i USA. Her er rekrutteringsprofilen folk med over ti års erfaring i branchen. Det havde Nokia-kontoret i København, men det ansås dengang ikke for opportunt at gå ind at tage en del af folkene,« forklarer Urban Fagerstedt.

Det, som Huawei har kig på folk til, er mobiltelefoner. Huawei er verdens næststørste producent af mobiludstyr efter Ericsson og leverer allerede udstyr til TDC. Men Huawei går målbevidst efter at få fat i privatmarkedet for smartphonetelefoner, og kineserne er ved at få godt fat ved at kunne levere billigere Android-telefoner end konkurrenterne, senest gennem de anmelderroste Ascend-telefoner.

»Huawei satser nu på udstyr som mobil-telefoner, og hvis vi ser, at kompetencerne i en gruppe svarer til, hvad vi har behov for, er vi bestemt åbne. Det, vi går efter, er udvikling af mobiltelefoner eller særlige teknologier,« siger forsknings- og udviklingsdirektøren.

Huawei var i årets første tre måneder verdens fjerdestørste smartphoneproducent efter Samsung, Apple og LG.

Anklager om industrispionage

Huawei kæmper dog i øjeblikket mod anklager om industrispionage, som igen fik ny næring, da TDC i juni bekræftede også at forhandle med Huawei om en mulig overtagelse af driften af TDCs mobilnet i Danmark – en opgave, som svenske Ericsson har haft i snart fem år, og som Ericsson også stadig gerne vil have fremover.

I USA har en undersøgelse, som den amerikanske kongres har gennemført, ikke kunnet udelukke – men heller ikke bevise – at der i Huawei-udstyr er installeret såkaldte teknologiske »bagdøre«, som vil gøre det muligt for Huawei at fjernaflytte trafikken på mobilnettene. Australien har forbudt Huawei at byde på det nye, landsdækkende og statsstøttede bredbåndsnet, der skal sikre højhastighedsforbindelser til internet i store dele af landet.

TDCs bekræftelse af forhandlingerne med Huawei fik straks politikere til at reagere.

Nu skal såvel justitsminister Morten Bødskov (S) som erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der er øverst ansvarlige for det danske telemarked, forholde sig til sikkerhedsspørgsmålene. TDC selv fortalte til Berlingske, at selskabet løbende rådfører sig med Forsvarsministeriets IT-eksperter i Center for Cybersikkerhed, og at forhandlingerne fortsætter.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen