Berlingske Business

Endnu syv netbutikker med kopier af dansk design blokeres

pix-Dominidesign
Det irske netsted, Dominidesign, lægger ikke skjul på, at det sælger reproduktioner af kendte designeres møbler. Nu spærres adgangen til siden for danske internetbrugere.

Sø- og Handelsretten godkender krav om, at danskerne ikke må kunne komme ind på sider, som sælger kopier af blandt andet Ægget og Svanen.

Adgangen til endnu syv internetsteder, som sælger kopier af danske møbler og lamper som Ægget, Svanen og Kuglen, skal nu blokeres, så danskerne ikke kan få adgang til dem.

Det har Sø- og Handelsretten afgjort mandag i en sag, som fire danske møbelproducenter har anlagt mod Telia som internetudbyder. En musketeraftale mellem de danske tele- og internetselskaber betyder, at alle øvrige selskaber dermed også vil lukke for adgangen. Det sker typisk inden for en-to uger, efter at der er faldet dom.

Også spærring for fire år siden

Det er Fritz Hansen, Louis Poulsen Lighting, Carl Hansen & Søn Møbelfabrik og Fredericia Furniture, der har anlagt sagen, som er den seneste i en kamp om at få stoppet ulovlig kopiproduktion af dansk design.

I december 2014 fik de samme selskaber - sammen med Erik Jørgensen Møbelfabrik - spærret for et britisk netsted, som solgte kopimøbler.

Det er netadresserne Privatefloor.com, Interiorfox.com, Dominidesign.com, Italiadesigns.com, Bauhausitalia.com, Vertigo-interiors.com og 122design.com, som nu skal blokeres, siger Sø- og Handelsretten.

Det er Rettighedsalliancen, der har ført sagen mod Telia og det irske selskab Dominidesign furniture Ltd., som sælger kopier af sagsøgernes produkter. I Irland gælder ophavsretsbeskyttelsen nemlig kun i 25 år, hvor den i Danmark gælder i 70 år fra skaberens død.

pix-Spil

Kræver en dommerkendelse

Tele- og internetudbyderne vil som princip have en dom fra en domstol, før de spærrer for internetadgangen til bestemte netadresser. De ønsker, at der bliver foretaget en konkret vurdering af hver enkelt sag, og dermed vil spærringen også kunne ophæves igen, så snart de ulovlige forhold ikke længere gør sig gældende.

Lige nu blokeres internetadgangen for danskere til i alt 239 netadresser verden over. De fleste af dem er sider med piratkopier af film og musik, den næststørste blok er spillesider, som ifølge domstolenes afgørelser henvender sig til et dansk publikum men ikke har betalt dansk licens til at måtte drive forretning her. Endelig er der en række netsteder, der sælger kopier af ophavsretsbeskyttet design.

Kun syv blokeringer er siden blevet fjernet igen.

Den måde, som spærringerne foretages på, gør, at de dog forholdsvis nemt vil kunne omgåes, så man alligevel vil kunne få adgang til dem. Derfor har den stigende mængde af blokeringskrav løbende været kritiseret som en glidebane, hvilket har fået tele- og internetudbyderne til at stå endnu stejlere på, at der skal foreligge en domstolsafgørelse, før de sætter tekniske spærringer op.

Rettighedsalliancen: Det er en illegal milliardforretning

»Dette salg af ulovlige kopimøbler via nettet udfgør en illegal forretning i milliardklassen, og det er nu lykkedes at få sat en stopper for det ulovlige salg ved at få blokeret for adgangen til syv af de mest populære af disse hjemmesider. Ved at blokere for brugernes adgang er det sværere for danske brugere at komme ind på hjemmesiderne, og dermed er adgangen til at købe kopier af de danske designklassikere blevet stærkt begrænset,« skriver Rettighedsalliancen i en kommentar til dommen mandag.

Den understreger, at kopivarerne tit er i dårlig kvalitet, hvorfor »det ulovlige kopisalg har store konsekvenser for de danske møbel- og lampefirmaer, der i dag producerer disse designklassikere«. Desuden risikerer en dansk kunde, at den danske told konfiskerer varer fra de udenlandske netbutikker.

Læs mere: Teleindustriens liste over aktuelle blokeringer af internetadresser (i PDF-format)
Sø- og Handelsrettens dom (i PDF-format)

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen