Berlingske Business
08:37ISS ramt af skatte reform og dollarkurs

De unge dropper Bang & Olufsen

De unge dropper Bang & Olufsen - 1
B&Os ledelse har de sidste mange år har satset næsten hundrede procent på den nu 70-årige britiske designer David Lewis. Virksomheden kritiseres for ikke at være rebelsk og ung nok i designet, som appellerer til den ældre generation. Foto:

Kriseramte B&Os hovedproblem er, at virksomheden kun appellerer til de midaldrende og ikke har fat i de unge kunder, advarer kritiker. Vi ved det godt, og vi vil gerne være mere ungdommelige, svarer B&Os designdirektør. 70-årig designer samtlige B&Os kerneprodukter.

B&Os fremtid bør lægges i hænderne på moderne, unge og rebelske designere, som kan vriste den kriseramte designvirksomhed ud af armene på sin stadig ældre kundegruppe.

Sådan stiller brand-specialisten Anthony Aconis diagnosen for Struer-virksomheden, som i dag fremstår svært handicappet ovenpå en nylig nedjustering og fyring af topchefen gennem de sidste otte år, Torben Ballegaard Sørensen.

Hvor nyrige, unge yuppier i 80erne og 90erne næsten pr. automatik brugte deres først tjente penge på det obligate B&O-anlæg, går B&O-TV og musikanlæg i dag under benævnelsen middelklassens amagerhylde blandt unge købestærke kunder, som kigger andre steder hen, når de skal manifestere deres stil.

Og B&Os problem er, at de trofaste midaldrende kunder på virksomhedens store markeder tilsyneladende er ved at være mætte.

Savner der rebelske
En gennemgang af B&Os produktkatalog viser overraskende, at B&Os ledelse gennem de sidste mange år har satset næsten hundrede procent på den nu 70-årige britiske designer David Lewis. Lewis har således designet samtlige 30 kerneprodukter inden for TV, musik og højtalere, som præsenteres i virksomhedens 2008-katalog.

Kun en håndfuld andre designere har fået lov til at udforme nogle få af B&Os produkter, herunder høre­telefoner og et par mobil­telefoner.

»B&O har på ingen måde fat i den unge målgruppe. Tværtimod, så bliver virksomhedens kundegruppe ældre og ældre,« siger Anthony Aconis, som savner det rebelske, som unge designere kan tilføre en virksomhed.

Hos B&O giver virksomhedens designdirektør Flemming Møller Pedersen overraskende Anthony Aconis ret:

»Vi er os bevidst om, at gennemsnitsalderen for vores kunder er i den høje ende. Vi er godt klar over det, og vi forsøger med vores design at appellere til yngre grupper ved at give produkterne et mere ungdommeligt udtryk. Lidt mindre nobelt og lidt mere frækt,« siger Flemming Møller Pedersen.

Siden B&O midt i måneden nedjusterede forventningen til resultat for 2007/08 blandt andet efter tilbagegang på det store engelske marked, og bestyrelsesformand Jørgen Worning foretog en klodset fyring af Torben Balle­gaard Sørensen, har der været spekuleret om årsagerne til designvirksomhedens problemer. Krisen har slået bunden ud af B&Os aktiekurs i forhold til andre luksusbrands som f.eks. Burberry og Bulgari. Truslen om et opkøb af eksempelvis en kapitalfond tårner sig nu op i horisonten, og virksomhedens 2012-plan om at nå seks milliarder kr. i omsætning ligger formentlig i ruiner.

Historisk design
Spekulationerne om årsagen til krisen har bevæget sig fra manglen på kompetence inden for international markedsføring i direktion og bestyrelse over et langsomt tempo i åbning af nye B&O-butikker og til for sene produktpræsentationer.

Men Anthony Aconis stikker nu sin kritiske syl helt ind i hjertekulen af B&O, hvor selve produkternes sjæl formes i designfasen:

»B&O laver med enkelte undtagelser variationer over kendte klassikere. Virksomheden er ikke længere en designvirksomhed med en stærk forståelse for, hvad der rører sig i nutiden. B&O er fanget i et historisk design og i en historisk storhed,« siger han, som kalder det bemærkelsesværdigt, at B&O klarer sig dårligt salgsmæssigt i en tid med stærk fokus på hjemmets indretning og æstetik.

Yngre kræfter på vej
B&O har gennem årene haft tradition for at outsource designfasen til eksterne. B&Os chefdesigner gennem de sidste 35 år, David Lewis, er ikke ansat i virksomheden, men driver sin tegnestue med otte-ni ansatte i København. B&O er den mest prominente kunde for virksomheden, som blandt andet også designer sofaer og hårde hvidevarer.

»David Lewis’ design er smukt og sikkert. Men der er et generationsskifte på vej i hans virksomhed, hvor yngre kræfter er på vej til at tage over. B&O vil også bruge flere yngre designere fra andre designfirmaer,« siger Flemming Møller Pedersen.

»Måske har vi været for klassiske. Men design er en balance. Det kan også blive for rebelsk. Der er masser af rebelske designermøbler, som ikke bliver solgt.«

»Vi tror på, at design skal holde. B&O tror ikke på køb- og-smid-væk kulturen. Vi tror på køb-og-behold. Det er jo dyre ting, vi sælger, og med den nye miljøbevidsthed blandt kunderne, skal kunderne kunne beholde deres fjernsyn, indtil det ikke kan mere. Det skal ikke være så rebelsk, at man ikke har lyst til at beholde det. Vores position er forskellig på forskellige markeder – og i Italien ser man for eksempel B&O i møbelsammenhænge med de mere rebelske møbelfirmaer.« siger Flemming Møller Pedersen.

David Lewis: »Jeg har fingeren på pulsen«
B&Os husdesigner David Lewis afviser Anthony Aconis’ kritik. »Jeg har masser af unge designere ansat, som har fingeren på pulsen,« siger han.

David Lewis siger, at det er et dårligt tidspunkt for ham at udtale sig om B&Os designpolitik, fordi virksomheden er midt i fasen med at finde en ny administrerende direktør.

»Jeg vil ikke komme dem i forkøbet,« siger han.

David Lewis minder dog om, at det ikke er ham, der fastlægger priserne på B&O-produkterne. Han peger også på, at B&O ikke har ressourcer til at udskifte produktprogrammet så hurtigt som mange konkurrenter.

»Vi er kun 2.500 mennesker,« siger han.

»Man kan ikke sammenligne B&O med Apple, som er mega-større og har en mega-visionær leder,« siger Lewis, som ser en fusion med en større virksomhed som en mulig løsning. David Lewis har fået adskillige priser, herunder den britiske titel som Royal Designer for Industry i 2001 og Dansk Design Råds pris i 2003.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen