Berlingske Business

Bøgernes netflix får flyvende start

pix-ebog
Mofibo kan efter fire måneder på markedet melde ud, at de har fået 10.000 abonnenter. Forlagene er glade for, at det især er de ældre bøger, som brugerne kaster øjnene efter. 

På fire måneder har firmaet Mofibo sat sig godt på det danske e-bogsmarkedet med 10.000 kunder.

Digitaliseringen er en realitet. Både inden for musik og film, men også bøger. I juli blev det for alvor en kendsgerning for bogbranchen, da firmaet Mofibo lancerede en e-bogstjeneste, hvor man for et månedligt beløb kan læse alt det, man vil.

Fire måneder efter kan stifterne bag Mofibo konstatere, at det er blevet modtaget godt af danskerne. 10.000 har indtil videre valgt at abonnere, og 8.500 bøger er placeret på den digitale boghylde.

Ifølge Thomas Ritter, der er professor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS, har Mofibo ramt ned i et hul i markedet, som i den grad har været klar til at blive fyldt op. Og som frontløber på markedet for e-bøger, har Mofibo stort potentiale. Derfor er han heller ikke overrasket over, at mange folk allerede benytter sig af det.

Liv i bagkataloget

Mange bøger bliver ikke fundet frem efter nogle år. Det er bestsellerne, som bogbranchen har fokuseret på at markedsføre. Dele af bøgerne fra bagkataloget er blevet belagt af et lag støv og bliver sjældent trukket frem.

»For at bruge forlagenes eget udtryk, så er de ældre bøger normalt stendøde i fysisk distribution. De sælger meget lidt af dem,« siger Rasmus Busk, der er partner i Mofibo.

Hos Mofibo vil folk oftere falde over en gammel klassiker fra bagkataloget end den nyeste bestseller, fordi firmaet kan få væsentlig bedre priser på dem, hvilket er essentielt for at få deres forretning til at hænge sammen.

Den foreløbige føling med kunderne viser også, at det er de ældre bøger, folk foretrækker at læse. 60 pct. af det brugerne læser er bøger fra bagkataloget.

Det giver liv til en forretning hos forlagene, der indtil nu har stået stille. På hylderne rundt omkring i boghandlerne er der begrænset plads. Og ryger bogen væk fra hylden, ryger den væk fra folks bevidsthed.

»Men Mofibo er et sted, hvor man opdager ældre titler igen. Det er et slags moderne bibliotek, hvor stort set alle bøger er til rådighed. Det ansporer os til at få digitaliseret mere af vores bagkatalog. Det betyder, at der kommer til at være en økonomi i det nu og ikke først om ti år,« siger Gertrud Smith, der er digital chef hos forlaget Lindhardt og Ringhof.

Læselysten stiger

I det hele taget står Mofibo til at give liv til bogbranchen generelt. Mofibos mål har været at nå bredt ud og nærmere ramme de folk, der ikke læser særlig meget, end dem der hurtig tygger sig igennem ti bøger. Og den strategi ser ud til at holde meget godt indtil videre.

En ny analyse, som Mofibo har lavet over sine kunder, viser, at kunderne læser 20 pct. mere, end før de fik adgang til den digitale boghylde.

»Man får folk til at læse mere, fordi de altid har bogen med sig på tabletten eller mobilen. Der bliver flere lejligheder til at læse,« forklarer Rasmus Busk.

Ved at nå bredere ud mener han, at bogbranchen kan tage noget af den markedsandel tilbage, som den har tabt til underholdningskategorier som film og musik. En strategi der er en af grundene til, at Lindhardt og Ringhof skrev under på en kontrakt med Mofibo.

Ifølge Gertrud Smith er det positivt, hvis man kan trække kunder fra andre steder i underholdningsbranchen, så der ikke internt bliver flyttet rundt på kunderne.

Ingen redning for branchen

Mofibo står til at blive en succes, og e-bøgerne i det hele vil blive et mere almindeligt inventar hos danskerne. Det ser man i udlandet, hvor e-bøgerne i USA sidder på over halvdelen af bogsalget. Og i Danmark er salget de seneste år også steget.

Men succesen med e-bøger er ikke en garanti for, at forlagene vil få det lettere. Tværtimod mener professor Thomas Ritter stadig, at forlagene kommer til at kæmpe. Og nævner man boghandlerne, ser han store problemer i forhold til deres overlevelse, når e-bøgerne for alvor trænger sig ind på markedet.

Ifølge Thomas Ritter vil forlagene aldrig kunne nå et indtjeningsniveau på e-bøger, der ligner det, de trykte bøger har leveret. Så selvom de er vågnet og har taget udviklingen til sig, så er fremtiden stadig svær.

Gertrud Smith ved godt, at det ikke bliver nemmere at kæmpe sig ud af krisen. Og om Mofibo og e-bøger generelt bliver en god forretning, har hun ikke et klart svar på endnu.

»Men den bliver dårlig, hvis ikke vi er der. Det vil være farligt for forlagene ikke at digitalisere sig. Hvis det er der, læserne er, så skal vores bøger også være der,« siger hun.

Thomas Ritter giver Gertrud Smith ret i, at så længe du kan tjene noget på det, så er det en fin forretning. Spørgsmålet er, om det er nok til at overleve.

Udlandet venter

Mofibo har planer om at blive store. Indtil videre sidder de på cirka 30 pct. af markedet for e-bøger i Danmark. Men de vil mere.

»Vi vil gerne have markedslederrollen, hvor vi er de eneste, der udbyder konceptet,« siger Rasmus Busk.

Derfor er Mofibo klar med nye initiativer. I dag lancerede firmaet en udgave til styresystemet Android, så endnu flere smartphones og tablets kan benytte bogtjenesten.

Mandag starter firmaet en kampagne i samarbejde med Fona, hvor man kan få to måneders gratis abonnement hos Mofibo, hvis man køber sin iPad i Fona.

Rasmus Busk har store forventninger til julen, hvor flere danskere står til at pakke en iPad frem fra julepapiret. Salget af iPads kommer til at ligge på cirka 300.000 i november og december.

Men tankerne er allerede begyndt at vende sig mod udlandet, hvor Mofibo undersøger hvilke markeder, der ligger og lurer på bog-konceptet.

»Men vi vil gerne starte med at bevise i Danmark, at modellen holder. At vi kan få nogle kunder og tjene penge på dem. Det synes vi går godt. Vi rammer budgettet. Så det er vi meget godt i gang med,« siger han og forklarer, at de første kunder fra juli måned giver penge i kassen.

Dog ligger udlandet ikke længere væk end, at Rasmus Busk regner med, at firmaet i midten af 2014 vil indtage et nyt marked. Om det bliver norden, Tyskland eller noget helt tredje diskuteres stadig.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen