Berlingske Business
17:59Business Live er tilbage i morgen kl 7

Apple leverede det ventede - stor og dyr iPhone X er på vej

pix-iPhone X
iPhone X, som har været ventet siden sidste års Apple-præsentation, ser sådan ud, afslørede Apple tirsdag aften. Foto fra Apples præsentation

iPhone X - den hidtil største og ubestridt dyreste - er den nye toptelefon i Apples sortiment i jubilæumsåret for den første iPhone. Men de fleste nyheder var blevet lækket på forhånd.

Det kneb med overraskelserne, da Apple tirsdag aften præsenterede sit nye arsenal til julesalget. For en række lækager havde allerede afsløret, hvad der var i vente - og den vare leverede Apple til gengæld: En ny iPhone X med trådløs opladning, to nye iPhone 8 som opdatering af sidste års telefoner, et nyt Apple Watch med indbygget SIM-kort og en opdateret udgave af Apples TV-boks med ultra-HD-billedgengivelse.

»iPhone X er det største skridt fremad siden den oprindelige iPhone,« sagde Apple-topchef Tim Cook, da han efter 80 minutter nåede til aftenens mest ventede nyhed. »Den vil bane stien for teknologi i det næste årti.«

Ingen knapper på kant-til-kant-skærmen

iPhone X kommer i handelen 3. november i to udgaver - med 64 eller 256 gigabyte lagerplads. Prisen begynder ved 8.900 kroner - til sammenligning kostede en iPhone 7 Plus indtil i dag 2.000 kroner mindre, altså 6.900 kroner. Og den store model skal man lægge hele 10.249 kroner for. I USA står den den mindste udgave i 999 dollars, hvilket gør den til Apples hidtil allerdyreste iPhone, et god nøk opad fra tidligere modeller og lige under den frygtindgydende grænse på 1.000 dollars.

iPhone X - X'et er romertallet for ti og skal derfor udtales »ti« og ikke »X« - er 5,8 tommer stor (0,3 tommer større end iPhone 7 Plus) og har glasklar OLED-skærm i en opløsning på 2.436 x 1.125 pixler. Den er dermed Apples første telefon med OLED-skærm, sådan som flere andre mobilproducenter har brugt det en tid, og skærmen går stort set helt ud til kanterne, så der ikke længere er fysiske knapper på skærmen. I stedet swiper man opad for at komme tilbage til startskærmen.

De fysiske knapper på siden af iPhone X er derimod blevet længere og dermed lettere at bruge. Som også ventet kan man blot berøre skærmen, så vågner telefonen, uden at man skal trykke på en knap. Og en ny ansigtsgenkendelse, Face ID, skal gøre det lettere og sikrere at låse telefonen op. Genkendelsen sker på telefonen og skal ikke sendes til en server. Face ID erstatter det tidligere Touch ID og kan også bruges, hvis man betaler med Apple Pay, som er Apples mobilbetalingssystem.

iPhone X har 12 megapixel dobbeltkamera og dobbelt billedstabilisator, og Apple lover to timers bedre batteritid end iPhone 7. Ligesom Nokia og siden Samsung for flere år siden lancerede trådløs opladning, får det nye Apple-udstyr det nu også, så man blot lægger telefonen eller uret på en pude uden at skulle sætte ledning i for at få dem ladet op.

Artiklen fortsætter under billedet
pix-Trådløs
De nye iPhone-telefoner kan sammen med Apple Watch og de trådløse ørepropper lades trådløst op ved at blive lagt på den lille måtte. Foto: Josh Edelson, AFP/Scanpix Foto : JOSH EDELSON

Den 4,7 tommer store iPhone 8 og 5,5 tommer store 8 Plus er opdateringerne af sidste års 7-modeller med glas både foran og bagpå og med stålkanter. Designet er ellers det samme, som har været gennemgående siden iPhone 6. Begge iPhone 8-telefoner er - som stadig flere konkurrenters telefoner - støv- og vandsikre. Kameraet bagpå leverer 12 megapixler i opløsning, og der er billedstabilisator. Plus-udgaven har dobbeltkamera, som skal fange flere detaljer i billedet, og kamerafunktionerne på begge er blevet udvidet, sådan som alle mobilproducenterne gør i erkendelse af, at for stadig flere er mobilkameraet det eneste kamera, de bruger. iPhone 8-telefonernes kamera er også indrettet og indstillet til »augmented reality« (AR, udvidet virkelighed), hvor virkeligheden kombineres med virtuelle lag i spil - à la sidste års landeplage, »Pokémon Go«.

Artiklen fortsætter under billedet
pix-iPhone 8
De to iPhone 8-telefoner er de direkte opdateringer af sidste års modeller. Foto: Stephen Lam, Reuters/Scanpix Foto : STEPHEN LAM

Begge telefoner kommer med 64 eller 256 gigabyte lagerplads. iPhone 8 vil i Danmark koste fra 6.200 kroner for den mindste model og 7.550 kroner for den større, mens iPhone 8 Plus i lille udgave står i 7.100 kroner, i stor 8.450 kroner.  De kan købes fra 29. september, og opdateringen af mobilstyresystemet iOS til version 11 er klar for alle - ikke kun de nyeste telefoner - fra 19. september.

pix-Apple

Stort forventningspres på Apple

De nye telefoner blev tirsdag aften dansk tid præsenteret i Apples nye hovedkontors store auditorium, Steve Jobs Theater, i Californien. Det er opkaldt efter afdøde Apple-stifter Steve Jobs, og aftenens præsentation var den officielle indvielse.

Siden den noget lunke modtagelse af iPhone 7 sidste efterår har forventningerne til dette års jubilæumstelefon været skruet op i nærheden af bristepunktet og lagt ekstra pres på Apple for at levere en vare, der ikke skuffer. Den første iPhone, som aldrig nåede til Danmark, blev vist frem af Steve Jobs i januar 2007 og ændrede hele mobilmarkedet. Smartphonen var født, og konkurrenterne halsede efter. Ti år senere er forventningen, at Apple på ny skal ændre spillepladen.

Apple er verdens næststørste smartphoneproducent og sidder på 12 procent af det globale marked, viser IDCs opgørelse. Samsung er størst med en markedsandel på 23,3 procent, mens kinesiske Huawei nu er oppe på 11,3 procent af smartphonemarkedet efter en stor fremgang fra 9,3 procent sidste år.

Frem til juni i år har 46 procent af alle solgte smartphones i Danmark været fra Apple, viser tal fra analysehuset IDC, der følger markedet tæt. Samsung er nummer to med 33 procent, men sammenlagt udgør Android-telefonerne - heriblandt Samsungs - 54 procent af det danske mobilsalg.

pix-Foxconn

Opdateret ur med eget SIM-kort - og en TV-boks med ultra-HD

Lanceringerne kommer, som de plejer, lige op til den vigtige julehandel, hvor mange elektronikproducenter henter op mod en tredjedel af hele årets omsætning. Samsung valgte at sende sin toptelefon, Galaxy Note 8, ud for en lille måned siden for at lægge god afstand til Apple. Allerede nu er forudbestillingerne på Galaxy Note 8 med den digitale pen to og en halv gang højere end for sidste års Galaxy Note 7, som også fik strålende anmeldelser, inden batterierne begyndte at volde solide kvaler. Det har Samsung siden fået styr på.

Artiklen fortsætter under billedet
pix-Watch
Apples nyeste smartur, Watch 3, er fortsat kantet i sit design men kan nu købes i en udgave (dog ikke i Danmark) med eget SIM-kort, så man ikke længere behøver at have en iPhone i lommen. Her viser Apples daglige driftsdirektør, Jeff Williams, de nye ure (nummer to og tre) og den tidligere udgave. Foto: Stephen Lam, Reuters/Scanpix Foto : STEPHEN LAM

En ny udgave af smarturet Apple Watch - serie 3 med indbygget, eget SIM-kort og i samme størrelse som forgængerne - får udvidet sundhedsfunktionerne som led i opdateringen af urets styresystem til Watch OS 4, som alle nye og gamle ure kan opgraderes til fra 19. september. Her kan man bl.a. se flere af sine sundhedsdata og følge sin hjerterytme tættere. Det nye ur har dermed ikke længere brug for en iPhone i lommen for at holde kontakt. Ligesom hos konkurrenterne kan man ringe op, få og læse beskeder, bruge korttjenesten og bruge Apple Music, som er Apples musikstreamingtjeneste, med trådløse ørepropper koblet til. Modsat konkurrenterne fastholder Apple det firkantede design, hvor stort set alle andres smarture nu er runde som de klassiske armbåndsure. Prisen i USA bliver 399 dollars med SIM-kort, 329 dollars uden. I Danmark kan kun modellen uden SIM-kort købes fra 22. september fra 2.800 kroner.

Apples TV-boks, Apple TV 4K, som kobles til fjernsynet og giver adgang til streamingtjenester og nettjenester - heriblandt Apples egne - kommer 22. september i en udgave, som kan overføre ultra-HD-signaler (UHD, også kaldet 4K), altså billedkvalitet, der er fire gange bedre end fuld-HD. Endnu er det dog kun få film og TV-udsendelser, som leveres i den bedre opløsning, men det er på vej. Også billedforbedringsteknologien HDR, som giver mere farveægte og -dybe billeder, virker på den nye boks. Andre TV-bokse, f.eks. danske Waoos, kan allerede levere ultra-HD. Apple TV 4K vil i Danmark koste fra 1.499 kroner. Sidste års Apple TV-app, som gør det muligt at bladre mellem klassiske TV-kanaler og nettjenester, kommer til Norge og Sverige - men ikke Danmark - sidst på året.

0 Kommentarer

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen