Berlingske Business

Piratkopierne vælter ind over grænserne

Piratkopierne vælter ind over grænserne - 1
Foto:

Aldrig før har der været så mange ulovlige kopivarer som nu. Hver femte danske virksomhed har oplevet problemer med ophavsret, viser en undersøgelse.

De kommer i containere. For sjette år i træk er antallet af forfalskede varer steget dramatisk i Europa, og antallet af beslaglagte kopier nåede i 2008 hidtil usete 178 millioner enkeltvarer. Dermed er antallet mere end fordoblet i forhold til året før, viser netop offentliggjorte tal fra EU.

»Vi betragter det som et alvorligt problem. Folk er stadig ikke klar over, at det drejer sig om andet end bare Gucci-tasker og ure,« siger Trine Dancygier, leder af Skats Task Force Varemærkeforfalskning.

Kopivarerne kommer især fra Asien. Kina er den ubestridt største piratproducent, og ofte er de varer, som strømmer ind over Europas grænser, produceret uden hensyn til sikkerhed. Hidtil har det mest været vellignende, men billige udgaver af luksusprodukter, der hittede. Men de seneste år har piratkopierne indtaget helt nye markeder.

»Problemet er, at varerne er produceret uden tilladelse fra dem, der har rettighederne til dem. Man skal huske på, at de danske virksomheder har brugt mange penge på at oparbejde den værdi, deres varemærke har i dag,« siger Trine Dancygier.

Også hos Dansk Erhverv ser man med alvor på udviklingen, oplyser Sven Petersen, advokat og erhvervsjuridisk fagchef i Dansk Erhverv:

»Det er et internationalt problem, der skal bekæmpes. Vi er nødt til at arbejde for at lægge internationalt pres på Kina,« siger han.

Rammer bredt
Det er ikke opgjort præcis, hvor meget piratkopiering koster dansk erhvervsliv.

Men tal fra Det Internationale Handelskammer viser, at handlen med forfalskede varer på verdensplan koster de rettighedshavende virksomheder mere end 3.100 milliarder kroner om året - mere end det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt.

Derudover viser en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv, at mere end hver femte danske virksomhed har oplevet problemer med rettigheder på det internationale marked – primært problemer med kopiering af varemærker.

Årsagen er mangelfuld lovgivning på det globale marked, fastslår Dansk Erhverv i et notat.

Kan støtte terrorisme
Trine Dancygier advarer på det kraftigste mod at bruge de kopierede varer:

»Forbrugerne risikerer simpelthen deres liv og sikkerhed ved at tage de her varer i brug. Det er de færreste, der tænker over, at producenterne af kopivarer ikke skænker sikkerheden en tanke,« siger hun.

Det er især forfalsket medicin, der kan være farligt. Men tidligere har også piratkopieret elektronik og design-tasker med giftige ftalater vist sig at være skadelige. I 2007 døde en syv-årig britisk dreng af stød, da han forsøgte at oplade sin Game Boy med en forfalsket lader. Og i februar i år kunne New York Times fortælle om en kinesisk mand, der omkom, efter hans piratkopierede mobiltelefon eksploderede og skar hans halspulsåre over. Dødsfaldet var det syvende af slagsen i Kina siden 2002.

Forbrugerne risikerer ydermere at støtte organiseret kriminalitet og sågar terrorisme. I nogen af de største sager om vareforfalskning har EU-Kommissionen dokumenteret, at salget af kopivarer er med til at finansiere international terrorvirksomhed.

Lene E: langt sejt træk
I 2008 vedtog den danske regering en lovpakke, der blandt andet hævede straffene for piratkopiering betydeligt - både over for bagmænd, sælgere, producenter og importører. Og det er den lovpakke, som økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) håber snart at se effekten af:

»Det kræver et langt sejt træk at komme problemet til livs, og det kræver en samlet indsats fra både myndigheder, virksomheder og forbrugere,« siger ministeren.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen