Berlingske Business

Møbelmand med holdning til det hele

03BUSThomas-Ibsen-fra-Pleas.jpg
Thomas Ibsen har taget plads i en af sin designvirksomhed Please wait to be seateds stole. Foto: Søren Bidstrup

På blot et år har den nye design-virksomhed Please wait to be seated haft en voldsom vækstfremgang.

Selv om regnskabet ser lovende ud, og aftalen går på, at vi skal tale regnskab, taler Thomas Ibsen om alt andet. »Du er da også fra Hjørring, er du ikke?« siger han til fotografen, da Berlingske møder ham i hans showroom på Frederiksgade 1 i Indre København. Der er fart på grundlæggeren af designvirksomheden Please wait to be seated, som har vækst.

»Vil I have en kop kaffe? Så render jeg lige ned på Riccos. Her har vi kun Nescafé, og det drikker jeg simpelt hen ikke,« siger han på vej ud ad døren.

Fotografen og jeg når kun lige at stille udstyr op, før han er tilbage.

»Her er flot, ikke? Har du prøvet stolen, ja, man skal nok ikke sidde i den alt for længe, men prøv at sætte dig,« siger han til mig og peger på noget, der mest af alt ligner forvoksede legoklodser. Stolen, han refererer til, hedder The Keystone. Det er én af Please wait to be seateds få, egne designs. Romerske broer har været inspirationsgrundlaget.

US-158539427

»Hvad med at du tager billede af The Keystone i hjørnet, her er farverne gode,« foreslår Thomas Ibsen fotografen. Han havde indtil for ni måneder siden et fotograffirma med ti ansatte, der tog navn efter ham selv; Ibsen og Co. Hans primære opgaver lå i udlandet, men når han fik tid til danske kampagner, var det for designvirksomheder som Fritz Hansen, Georg Jensen og Royal Copenhagen. Hans virke som fotograf tog ham med på samtlige designmesser rundt om i verden.

Og ens for alle opgaverne, Thomas Ibsen lavede, var, at han altid havde en holdning til de produkter, han tog billeder af. Han husker at tænke, at en stol skulle have været en tand mere blå, end designeren havde valgt, og sådan var det altid. Til sidst overskyggede holdningerne til design trangen til at glimte med linsen, og derfor lukkede Thomas Ibsen i januar 2015 sin anden virksomhed for at satse hele molevitten på designvirksomheden.

»Jeg startede ikke Please wait to be seated tidligere, fordi jeg altid har været lullet ind i designbranchen og fik stillet min lyst der. Men jeg havde en holdning til det hele, så derfor var jeg nødt til at prøve, mens tid var. Jeg var nødt til at lægge alle mine vågne timer i det,« fortæller Thomas Ibsen.

Satsningen har da heller ikke været helt gal. For selv om der ikke er tale om store tal, er der alligevel sket en stor fremgang for den lille, nystartede virksomhed. På blot et år er Please wait to be seated gået fra at have en bruttofortjeneste på 100.000 til 300.000 kroner for regnskabsåret 2013 til 2014, og det er nok til at lande på andenpladsen i Berlingskes kortlægning af designbranchens nye virksomheder med vækstfremgang.

aaa

Egentlig går Thomas Ibsen slet ikke op i fremgangen. Tallene er for små til, at han gider forholde sig til dem. Og tallene er så gamle, at virksomheden er et helt andet sted i dag, forklarer han. Tallene er desuden fra dengang, hvor halvdelen af Thomas Ibsens opmærksomhed tilfaldt Ibsen og Co, og derfor er han bare glad for, at regnskabet ikke endte i røde tal.

Lysten driver værket

»Jeg er drevet af lyst. Ikke af økonomi. Det er så kommet senere, for der er gået noget tid, og jeg kan se, at vi har fat i nogle rigtig gode ting med bl.a. The Keystone og Planet Lamp.«

Planet Lamp, der er en lampe med planeter, som man kan flytte rundt på, er ligesom The Keystone nogle af de få produkter, som Please wait to be seated selv har designet. Til at begynde med var virksomheden kun et møbelagentur. De købte rettighederne til at sælge udenlandske møbelklassikere som Eiermann-stolen og Mattiazzis designs.

»I dag er der to ben i Please wait to be seateds koncept. Det ene er, at vi repræsenterer internationale brands, og det andet er, at vi selv er begyndt at producere,« forklarer Thomas Ibsen.

31BUSJoakim-Lassen---Montan.jpg

Manden bag designvirksomheden har hele tiden haft et formål med sin virksomhed: at lave egne ting. Men han havde brug for at lære designbranchen at kende, og det gjorde han ved at sælge produkter fra internationale brands. I fremtiden vil der da også være flere produkter, som Please wait to be seated selv har designet, men man vil stadigvæk kunne finde Eiermann-stolen, som det hele begyndte med.

»Jeg tror ikke, at vi i fremtiden giver afkald på distributionsretten til de udenlandske klassikere. Jeg ser ikke, at disse og de nye designs ikke kan gå hånd i hånd.«

Thomas Ibsen fortæller, at der er nye belysningsdesigns på vej, og foruden dem har Please wait to be seated et mål om at sætte ti nye produkter på markedet hvert år de næste fire år.

»Prøv at se den her stol.« Han tager den op, vender bunden i vejret på den. »Der er ingen mærkelige dutter, der skjuler skruerne. Det, du ser, er det, du får,« siger han, mens han ivrigt holder SE68-Eiermann-stolen hen til mig. Please wait to be seated har en stram profil, og fælles for alle designprodukter er, at de ikke må være forfinede. De skal være ærlige, skåret ind til benet og lette at forstå, fortæller han og sætter stolen.

Designet vigtigere end regnskabet

Jeg prøver endnu engang at få Thomas Ibsen til at tale økonomi. For det er med udgangspunkt i kortlægningen af designbranchens økonomi, at vi er sat i stævne. »Er det nu også interessant?« spørger han, og siger, at Please wait to be seated i øjeblikket får meget opmærksomhed i udlandet. »Men det er mest for vores design, ikke for vores regnskaber.«

Jeg får alligevel hevet ud af ham, at virksomheden indtil videre har levet op til målsætningen om at fordoble omsætningen. Og hvad angår 2015-regnskabet, fortæller han, at »vi regner med at omsætte for 4,5 millioner kroner. Plus-minus 200.000«.

02BUSDencon3.jpg

Noget af det sværeste ved at drive Please wait to be seated er, at de er meget få medarbejdere, forklarer Thomas Ibsen, der har to ansatte foruden ham selv. Virksomheden kunne ekspandere meget mere, hvis der var flere medarbejdere, men medarbejdere koster penge, og det er der ikke råd til endnu. Og hvordan løser man så det?

»En del investorer har henvendt sig. Jeg er ikke forhippet på at få én nu, men på sigt vil jeg gerne. De skal få os op på næste niveau. Det er et must. Det skal vi simpelthen,« fastslår han.

Men hvorfor så ikke nu?

»Hvis man allerede tager investorer ind nu, er jeg bange for at ende som mindre aktio­nær. Det er jeg ikke interesseret i.«

»Jeg vil tjene penge, jeg vil lave et firma, der er kommet for at blive, og jeg vil lave designs, som har en lang levetid. Det er det, der driver mig.«

På vej ud takker jeg for kaffen, brochurerne og snakken. Men bliver afbrudt af et »jeg har købt en croissant, vil du ikke have den med?«

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen