Berlingske Business

Dyne-Larsen kaster håndklædet i ringen. Jysk giver op i Kina og lukker butikker

Lars
Ejer og grundlægger af Jysk, Lars Larsen, har i dag godt 2.600 butikker i 50 lande. Foto:

Jysk-ejer Lars Larsen har siden 2010 kæmpet for at få fodfæste på det kinesiske marked, men trods store ambitioner trækker han nu den danske detailkæde ud og lukker sine butikker.

Efter otte års kamp for at få befolkningen i det mest folkerige marked til at købe dyner og puder kaster Lars Larsen nu håndklædet i ringen.

Jysk trækker sig ud af Kina og lukker sine 13 butikker, oplyser koncernen.

»Det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Det er en træls, men nødvendig beslutning. Jysk er kendt for at investere langsigtet og acceptere, at det kan tage mange år at komme i plus på et nyt marked. Men i forhold til Kina må vi ganske enkelt konstatere, at vi ikke har kunnet finde den rigtige formel. Derfor lukker vi de butikker, vi har i dag,« siger CEO & President i JYSK Nordic, Jan Bøgh.

Kinesere er ikke vilde med Larsens dyner

Lars Larsen, der i dag har godt 2.600 butikker i 50 lande, er ellers kendt for at være særdeles tålmodig og vedholdende, når han kaster sig over nye markeder.

Dynekøbmanden har da også ihærdigt forsøgt at knække koden i Kina, siden han i 2010 gik ind i markedet. Dengang var ambitionen 500 butikker inden for en kort årrække.

Men de godt 1,4 mia. kineserne har ikke været lige så begejstrede for, hvad vi herhjemme kender som jyske slagtilbud, som kunder i andre markeder.

»Kina er er svært marked for mange udenlandske virksomheder. Det skyldes både kulturforskelle og forskelle på, hvordan man handler. Det er en udfordring, og det har vi hele tiden været klar over. Derfor har vi også løbende justeret vores koncept i Kina, men vi må erkende, at vi ikke har været i stand til at finde den helt rette formel til succes,« siger Jan Bøgh.

Så sent som i december sidste år lød meldingen fra Lars Larsen ellers, at »det skal lykkes«. På det tidspunkt var han klar til at bøje sin strategi og gik på jagt efter lokale partnerskaber med andre store detailkæder eller nye franchisepartnere.

Men det er altså heller ikke lykkedes, og efter at hverken antallet af kunder, omsætning eller indtjening er gået den rigtige vej, trækker Jysk nu stikket på de 13 butikker, der efter otte år stadig ikke giver overskud.

Fastholder ambitioner i Asien

Lars Larsen bebudede sidste år, at hans mål er at fordoble antallet af butikker globalt i koncernen. Dermed skal den op på 5.000 butikker. Jan Bøgh pointerer, at den ambition stadig står ved magt, og at Asien fortsat er et marked, der skal have dynetilbud.

»Asien er åbenlyst interessant, fordi det er den verdensdel, hvor der bor flest mennesker. Samtidig oplever de fleste lande i Asien en enorm vækst, og det gør dem selvfølgelig til interessante markeder,« siger han og fortæller, at Jysk ekspanderer i mange asiatiske lande som Indonesien, Singapore og Vietnam, mens kæden i efteråret åbner butikker i Thailand.

For at nå Larsens målsætning  om en fordobling af butiksnettet, ekspanderer Jysk årligt med minimum 100 butikker på nye og eksisterende markeder.

»Alene i dag åbner vi fem nye butikker i henholdsvis Ungarn, Slovakiet, Ukraine, Rumænien og Sverige, så der er stadig masser af muligheder i de markeder, hvor vi allerede er stærke i dag. Det er også besluttet, at vi åbner de første butikker i Irland i april 2019, og så arbejder vi selvfølgelig løbende på at finde andre nye markeder, hvor vi tror på succes,« siger Jan Bøgh.

Det er dog ikke kun i Kina, at Jysk har brændt nallerne. Også i USA og Rusland har Dyne-Larsen haft svært ved at få fodfæste. Koncernen har da heller ikke aktuelt planer om at forsøge sig med en offensiv der igen.

»Jysk skal være verdensomspændende, og det betyder selvfølgelig også butikker i Rusland og USA, men vi har ikke nogen konkrete planer for, hvornår vi åbner butikker i nogen af de to markeder,« siger han.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen