
Danskerne bruger næsten fire milliarder kroner på tøj, sko og smykker i udenlandske webshops med tyske Zalando på førstepladsen. Hvert femte køb er børnetøj, mens danske kvinder køber en tredjedel af deres egen garderobe på nettet.
Måske ved kunderne slet ikke, at de faktisk handler i udlandet. Måske er de ligeglade.
Danskerne køber oftere tøj og sko på nettet end andre varer, og faktisk er 4 ud af fem af de mest populære netbutikker udenlandske. Kun 57 procent af omsætningen tilfalder danske butikker. Det viser en e-handelsanalyse, som Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har udarbejdet.
I alt køber danskerne tøj, sko og smykker for 3,8 milliarder kroner i udenlandske netbutikker.
Den, som danskerne oftest køber ind i, er tøj- og skobutikken Zalando, som er tysk. Nummer to er svenske H&M, mens tredjepladsen indtages af Stylepit, tidligere kendt som Smartguy, Smartgirl og Smartkids. Alle tre har danske brugerflader, hvilket gælder en stor del af butikkerne i top femten.
I alt udgør køb af tøj, sko og smykker 18 procent af de danske forbrugeres internethandel, hvilket gør det til den mest handlede. 25 millioner gange i 2014 var der en dansk forbruger, som 'gik til kassen' med sin elektroniske varekurv og gennemførte et køb inden for denne kategori. I alt webshoppede danskerne 132 millioner gange.
Ud af de 44 milliarder kroner danskerne brugte på tøj, sko og smykker alt i alt sidste år, havde de 12 milliarder form af netkøb.
I gennemsnit blev der brug 689 kroner per køb.
Og indkøb til børnene fylder en del. Faktisk udgør køb af børnetøj en fjerdedel af det samlede antal køb. I top 15 findes den danske netbutik PomdeLux, som alene sælger børnetøj, men flere af de andre på listen har store sektion dedikeret til børn i deres webshops herunder de tre mest populære. Zalando, H&M og Stylepit.
Det er børnefamilierne, som er førende inden for e-handel både hvad angår hyppigheden af indkøbene og beløb, som bruges.
Og noget kan tyde på, at det er mødrene, der fører an - også når det gælder deres egen påklædning. I hvert fald sker godt en tredjedel af det samlede salg af dametøj via nettet.
Dog køber mænd oftere tøj til damer, end damer køber tøj til mænd.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen