Berlingske Business
16:08Orphazyme starter studie med middel mod sjælden muskelsvindsygdom

Biologen der skabte Albatros Travel: »Jeg er gummistøvlemand«

Søren Rasmussen rummer ikke en lineær erhvervsfortælling. Han har været ræverød, familiens mønsterbryder og en lærd biolog, som tog på safari i Afrika i 1980erne. Siden drev han Albatros Travel frem til at blive et af Danmarks mest succesfulde rejsebureauer.

Furerne i Søren Rasmussens 63-årige ansigt er en fortælling om et liv – om strabadser, robusthed og nysgerrighed. Mimikken i ansigtet sætter ekstra kulør til hans sprængfyldte historiebog, der en fortælling om en mand med mange facetter. En fandens karl, men også en mand med en sårbarhed.

Undervejs på den odysse måtte drømmen om en akademisk karriere vige for en livslang dont som rejsekøbmand og grundlægger af Albatros Travel. En skæbne, som han har haft sine indre brydekampe med, men som han i dag har forligt sig med og er temmelig stolt af. Undervejs blev selskabet et af Nordens mest succesrige rejsebureauer med en årsomsætning tæt på 800 mio. kr. For ti år siden lå omsætningen på det halve af, hvad den er i dag – og Albatros Travel har i et marked, som mange knækker halsen på, fremvist vækstrater.

Udsigten fra køkkenet i Holte nord for København er den rene forkælelse for øjet. Furesøen. Gæs, der bryder igennem formiddagens grå tonede himmel, og en mand, der sindigt stikker pagajen i den blikstille sø.

Køkkenbordet er fyldt med bøger, lærde tidsskrifter og enkelte avisklip: Anmeldelsen af forfatteren Søren Rasmussens seneste tykke bog om jordens komplekse biosfære: »Mennesket i Naturen – Naturen i Mennesket«.

Artiklen fortsætter under billedet
3
»Jeg er gummistøvlemand,« smiler biologen, forfatteren, bestyrelsesformanden og virksomhedsejeren koket. Foto : Ólafur Steinar Gestsson

Rejsekøbmanden er også molekylær biolog. »En skarpsindig af slagsen«, skrev Berlingskes Lars Henrik Aagaard i sin anmeldelse, hvor han i øvrigt mente, at der var grund til at tage safarihatten af for et »fascinerende værk, der minder om et manifest for mennesket og naturen«.

»Jeg er gummistøvlemand,« smiler biologen, forfatteren, bestyrelsesformanden og virksomhedsejeren koket.

Biologiens forunderlige verden åbenbarede sig tidligt for purken Søren, da han koncentreret studerede sit første vandhulsakvarium. Fra den dag blev biologien en del af hans liv. Og siden blev gummistøvler den allervigtigste beklædning sammen med ketcher og kikkert, når naturens mange mysterier skulle udforskes.

Altopslugende og skelsættende for Albatros’ købmand blev julegaven, »Serengeti må ikke dø« af Bernhard Grzimeke, som han fik, da han var en knægt på 13-14 år. Den tyske zoolog, zoo-direktør og filmmager skrev om savannen og den indfødte befolkning. Han studerede dyrenes vandring og var dermed medvirkende til, at nationalparken i Østafrika blev skabt. I bogen gemmer sig stadig to godt læste og gulnede avisartikler om en dansk zoologisk ekskursion til Østafrika, betror Søren Rasmussen.

Det var også i de år, han så en film om, hvordan bakteriologer bekæmper sygdomme i Afrika. Han blev så opslugt, at han besluttede, at det skulle være hans fremtidige løbebane.

Da drengeårene gled over i ungdomsårene, forsvandt den destination fra horisonten.

Amager, Bagsværd og Fyn blev Søren Rasmussen synsrand, da han voksede op i 1950erne og 1960erne. Han er den ældste søn i en familie på fire drenge og en søster, der døde tidligt. Den traumatiske begivenhed betød, at Søren Rasmussen i lange perioder, inden han kom i skole, boede hos sine bedsteforældre på Kertemindeegnen.

Faren var snedker, møbelkonstruktør og designede en overgang frisørsaloner, som skæppede godt i kassen. Moderen gik hjemme, som så mange andre mødre i 1950erne.

Det var, forklarer Søren Rasmussen, »et arbejderhjem«, men ét af de belæste med bunker af bøger i reolerne og et kunstinteresseret hjem. Faderen dyrkede kunstmaleriet, og børnene blev tidligt slæbt på kunstudstillinger. Albatrosstifteren erindrer stadig, hvordan han på trehjulet cykel var på Den Frie i København.

Artiklen fortsætter under billedet
2.
Søren Rasmussen er sin families mønsterbryder, den første som kom på gymnasiet og siden på universitetet. Foto : Ólafur Steinar Gestsson

Frisøropgaven kastede økonomisk så godt af sig, at familien i den periode boede i en stor lejlighed på Amager. Men forældrene kunne ikke enes. Faderen havde svært ved at styre sin pekuniære succes og fik hang til druk, damer og spil.

Da Søren Rasmussen var ti år, fik faderen »et spark i rumpetten«.

Moderen måtte knokle for at forsørge sine drenge. Hendes arbejdsdag begyndte klokken halv tre om natten med avisudbringning, og derefter fortsatte hun videre til sit næste job.

»Hun knoklede 16-17 timer i døgnet. Socialhjælp var ikke min mors stil. På et tidspunkt sagde min lærer til min mor, at hun havde anbefalet os til en julepakke. Min mor knejsede med nakken og sagde: »Når hun ikke selv kunne forsørge sin familie, så skulle hun nok selv sige til«.«

De mange jobskift i morens hverdag betød, at det blev storebror, Søren Rasmussen, der måtte sørge for at brødrene, hvoraf de to var blebørn, fik morgenmad og kom i skole, børnehave og vuggestue.

Ansvaret var stort, men ikke uoverstigeligt, erindrer han:

»Ind imellem var det selvfølgelig røvirriterende. Specielt hvis min yngste bror havde skidt i bukserne, for børn skulle være rene, når de blev afleveret i vuggestuen.«

De mange pligter om morgenen betød dog, at de to brødre ofte kom for sent i skole. Det betød øretæver.

»Derfor holdt jeg stort set op med at gå i skole. Jeg pjækkede. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at snyde og bedrage alle, men det gjorde jeg altså. I stedet begyndte jeg at læse derhjemme.«

»Jeg læste filosoffen Jean Paul Sartre, da jeg var 12. Det er der næppe mange, der har gjort. Der var mange, der blev imponerede og overraskede over min viden.«

Måske var det derfor det lykkedes at bluffe omverdenen, funderer Søren Rasmussen.

Penge var der stort set ingen af. Børnene gik i aflagt tøj, der ofte var alt for stort.

»Dobbelt så stort,« erindrer Søren Rasmussen med et næste uhørligt suk. »Det var også en af årsagerne til, at jeg ikke gik i skole. Hvis jeg skulle i skole, så gik jeg ind og tog festtøjet på.«

»Forfængelig var man også dengang, og jeg ville vel ikke skille mig ud,« siger han med bittersød melankoli.

flyv

En overgang inddrog moderen sønnens nøgle, fordi han skulle passe sin skolegang og gå i fritidshjem. Men sønniken var snarrådighed, skruede brevsmækken af og stak hånden ind og åbnede på den måde døren til lejligheden.

»Det var ikke nemt at styre mig dengang,« smiler Albatros’ bestyrelsesformand lakonisk.

Han blev den lille mand i huset, da faderen flyttede. Og da moderen »blev indfanget af en ny mand,« som han udtrykker det, var hun tvunget til at »smide« sin 14-årige søn ud af huset. Han rykkede ud til sine bedsteforældre på Nørrebro, bortset fra når der var brug for hans arbejdskraft i forbindelse med det nye stort hus, som moderen og stedfaderen byggede i Bagsværd.

»Min stedfar var en hidsigprop. Jeg er også temperamentsfuld og min egen herre. Det temperament har jeg måttet lære at styre.«

Det endte dog med, at han kom på ungdomspension i Gladsaxe.

»Det var fantastisk. Jeg elskede det.«

»Jeg kunne ikke foredrage at gå i skole. Jeg brød mig ikke om noget som helst. Det blev lidt bedre, da jeg kom på gymnasium, der var også nogle fag, som interesserede mig rigtigt meget – historie, dansk og litteratur.«

»Jeg har en evne til at give den en skalle, når det skal til. Det var nok derfor, jeg aldrig helt faldt igennem.«

Artiklen fortsætter under billedet
FROSKUD TIL TRA.SØREN RASMUSSEN.
De første år af Albatros´liv var ganske primitive, og den lille biks mere et kreativt rejsekontor con amore uden fokus og uden den store indtjening. Her ses Søren Rasmussen i en yngre version tilbage i 1995. Foto : MOGENS LADEGAARD

Søren Rasmussen er sin families mønsterbryder, den første som kom på gymnasiet og siden på universitetet.

Ungdomsårene var politiske og blev tilbragt på venstrefløjen og med at protestere mod alt muligt fra Vietnam-krigen til amerikanske imperialister, der udsugede de fattige lande. Han meldte sig ind i DKP, som blev en slags ny familie for ham.

»Jeg er glad for de år, jeg var engageret i politik. Jeg lærte meget af det. Det er en del af mig,« siger Søren Rasmussen og forfægter, at et liv naturligt rummer lærerige vildfarelser, som absolut kræver fortrydelse. Socialismen er i dag blandet godt op med liberalisme. Han sætter pris på den personlige frihed og det personlige initiativ.

»Jeg gør, hvad der passer mig,« siger han med et gavflabet smil på læben.

Landroveren, Betsy, buldrede af sted i Kenya til Masai Mara og endte ved floden Mara, hvor tre mand slog to primitive spejdertelte op på brinken ved kanten af Oloololos højderyg. Året var 1984. Den ene af de tre var Søren Rasmussen, som netop havde afsluttet sit biologispeciale om virus, der inficerer bakterier. De to andre var safarispecialister. Målet for Søren Rasmussens rejse var at undersøge, om der var grundlag for at arrangere safarirejser til Afrika.

Han blev ladt alene tilbage i lejren med et masaispyd, da den ramponerede landrovers røde lygter forsvandt ind i mørket på vej til værksted.

»Lydene var intense. En større løveflok omringede lejren, mens leoparder sneg sig rundt i træerne, og hyænerne pænt ventede i baggrunden på de sørgelige rester. Jeg gik langsomt baglæns ind i teltet og lynede ned. Telte skulle være helt sikre, men spyddet kom med ind.«

Sådan skriver Søren Rasmussen om sin første safarifærd i bogen »I begyndelsen var Afrika«.

26BUSHotel-163405.jpg

I køkkenet i Holte 30 år senere ser han helt henført ud, når han fortæller. Efter den tur blev laboratoriets hvide biologikittel for altid valgt fra:

»Jeg var solgt. Alt sydede af liv. Det var fantastisk. Jeg besluttede, at jeg ville bruge nogle år af mit liv på at arrangere safari.«

Det blev begyndelsen på Albatros Travel, som han etablerede et par år senere i første omgang med en kollega, som han havde arbejdet sammen med i rejsebureauet Stjernegården, hvor han var begyndt at arbejde, samtidig med at han studerede.

De første år af Albatros´liv var ganske primitive, og den lille biks mere et kreativt rejsekontor con amore uden fokus og uden den store indtjening. De hjalp flygtninge fra Comorerne, støttede regnskovsfolket Nepenthes, og under apartheidstyret i Sydafrika sørgede de for billetter til det dengang forbudte ANC. Det skærpede rejsebureauets profil, men det kostede dyrt.

»Det var ren hobby. Min kone Berit havde et godt solidt job som lærer. Vi talte lidt om, hvad vi skulle gøre, hvis det ikke lykkedes. Vi havde puttet alt, hvad vi ejede, i rejsebureauet og ville være på røven, hvis det gik galt.«

De blev enige om, at de ville rejse til Afrika og arbejde som ulandsfrivillige, hvis rejsebureauet kuldsejlede.

Kriserne og erkendelserne kom. Golfkrigen i 1991 afstedkom den første, fordi folk blev bange for at rejse. Den forsøgte Søren Rasmussen at annoncere sig ud af, men det kostede alt for mange penge og endte endda med en fordragelig skilsmisse fra partneren.

I slutningen af årtusindeskiftet og i begyndelsen af 2000 var det igen alvorligt galt. Driftsunderskuddet i rejsebureauet var vokset dramatisk. Søren Rasmussen gik i studerekammeret og analyserede hverten krog sit firma: Hvad duede, hvad duede ikke, hvad tjente de penge på, og hvad tjente de ikke penge på? Alt det unødvendige blev skåret fra. De skulle ene og alene fokusere på at arrangere grupperejser, var konklusionen. Det skulle være deres specialitet. Terrorangrebet 11. september 2001 forstærkede krisen. Rejsemarkedet gik i sort. Søren Rasmussen skar drastisk i medarbejderstaben. Men han var forberedt.

»Jeg havde gået og ihukommet mig Simon Spies gamle lærersætning: »Kunsten ved at gøre forretninger er at afstå fra dårlige«.«

»Den er nem at forstå, men svær at efterleve. Mange har en forestilling om, at hvis man siger nej til noget, så mister man noget, men det gør man ikke. Hvis man siger nej til det dårlige, så får man mere af det gode. Det er en naturlov i erhvervslivet. Når man forstår den, bliver man god. Jeg er rigtig god i modgang. Jeg kan godt blive ked af det og ligge søvnløs om natten, men jeg tager mig sammen og løser problemerne.«

Ansvaret og forpligtigelsen over for firmaet og de mange medarbejdere blev nærværende og alvorligt på en helt ny måde i de år.

»Jeg begyndte at opfatte mig som administrerende direktør. Indtil da havde jeg leget og hygget mig med virksomheden og egentlig aldrig tjent mange penge. Jeg blev bevidst om, at jeg havde et ansvar over for dem, der var ansat hos mig.«

»Det sværeste for mig i begyndelsen var at acceptere, at jeg ikke skulle være akademiker, jeg skulle være købmand, og man er købmand, når man sælger rejser, og hvis man ikke accepterer det, så får man ikke succes.«

Artiklen fortsætter under billedet
03MAG20160307-165040-4-0911.jpg
Søren Rasmussen troede egentlig, han skulle være akademiker. I stedet blev han rejsekøbmand og står i dag som CEO i spidsen for Albatros Travel. Foto: Olafur Steinar Gestsson

Den erkendelse gav også fred for Søren Rasmussens evige utilfredshed med, at han hellere end at være rejsekøbmand var blevet akademiker og professor ad åre.

»Jeg erkendte, at Albatros Travel var min levevej, og jeg besluttede mig for at koncentrere mig om den.«

Uroen og det uventede ramte allerede igen Albatros Travel to år senere 1. april 2003. I første omgang troede Søren Rasmussen, at det var en aprilsnar, at Kina lukkede, men da sandheden gik op for ham, gik han i sort og gik hjem.

Den frygtede og smitsomme lungesygdom SARS sendte rejsebranchen til tælling. Kina var Albatros’ allerstørste rejsemål. Det betød »over night – annulleringer for 40 mio. kr.« Han følte sig ramt af skæbnens uforudsigelighed. Men de fandt en løsning.

Kina var lukket land for turister i månedsvis, men blev åbnet for indrejse igen 1. august. Den snarrådige rejsedirektør ringede fluks til SAS og bookede så mange sæder, som det overhovedet var muligt at få fat i. Egentlig ville de slet ikke sælge sæderne, men Søren Rasmussen tog chancen, og det betød, at 130 Albatros-gæster var blandt de allerførste turister, der kom ind i landet igen. Det blev fejret med kæmpefest og middag i Folkets Store Hal i Beijing, hvor byens borgmester takkede de rejsearrangører, der havde vist de kinesiske myndigheder tillid.

Kina blev starten på et andet af Søren Rasmussens givtige påfund: »Maraton på Den Kinesiske Mur«.

Ideen med at kombinere rejseoplevelser med maratonløb viste sig at være genial. Fra 300 danske deltagere det første år til i dag, hvor løbet tiltrækker flere tusinde løbere fra hele verden. Great Wall Maraton har også indskrevet sig på det internationale magasin Forbes’ liste over et af de ti maratonløb i verden, der er værd at rejse efter. Det samme gælder et andet adventuremaraton, nemlig »Big Five« i Sydafrika, hvor man løber på savannen mellem de vilde dyr. Det foregår i Entabeni i et privat, indhegnet reservat.

Den urørlige patriark i Albatros Travel og i familien er Søren Rasmussen. For et par år siden rullede han sin hidtidige retrætetanker tilbage. De var begyndt i 2007, hvor han ansatte et helt nyt led af ledere, der skulle udgøre rejsevirksomhedens fremtidige direktion.

I 2014 trak Søren Rasmussen sig ind i sit forfatterkammer og slap livsværket af syne. Det blev fatalt i hans optik. Virksomheden ændrede kurs, og kompasset blev drejet i retning af charterbranchen, hvor antallet af rejsende er helt afgørende. Den risici har Søren Rasmussen aldrig ønsket skulle være en del af Albatros’ kerne, og den satsning har kostet dyrt og betød farvel til det lederlag, han havde etableret.

I dag er Albatros Travel igen blevet en familievirksomhed, hvor hele 11 familiemedlemmer er ansat. Hustruen Berit er administrerende direktør. Den disciplin, synes Søren Rasmussen ikke, at han er verdensmester i. Det »gider jeg ikke«, siger han. Men pointerer samtidigt, at det givetvis hænger sammen med, »at han ikke er så god til det«.

SE

Hustruen er et overgangsfænomen i den konsolideringsfase, som virksomheden i øjeblikket befinder sig i, hvor de bevæger sig væk fra en struktur, hvor områder og enkelt afdelinger blev kongeriger uden blik for helheden. Søren Rasmussen er svoren tilhænger af en projektorienteret struktur, hvor samarbejdet på tværs binder sammen. Det giver værdi både for virksomhedskulturen og skaber de bedste rejser for kunderne, vurderer han. Og så minimerer »det gode gamle Karl Marx teorier om fremmedgørelse«, pointerer han.

Overhovedet i Albatros Travel trives med, at det er familien, der leder selskabet.

»Det kan sagtens være, at det i Danmark ikke er comme il faut at have familien involveret, men jeg er hamrende ligeglad, hvad folk mener om det. De performer godt. De er dygtige, og hvis de ikke var det, ville de ikke være her. Jeg ser det ikke som et problem. Jeg ser det som et aktiv, fordi jeg kan forvente, at de giver den en ekstra skalle, de er meget engagerede, og de er meget loyale.«

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen