Berlingske Business

Norges rigdom styrker Danmark

NORWAY-OIL/CRUISE
Foto:

Det går stadig godt i Norge, og det skal vi danskere ikke være kede af, skriver Danmarks ambassadør i Norge, Jarl Frijs-Madsen i denne kommentar om nordisk økonomi.

Norges enorme rigdom kan være vanskelig helt at fatte. I 2013 toppede Norge listerne over de rigeste lande i verden målt som BNP pr. indbygger. Dengang lå man på over 100.000 dollar. Næsten det dobbelte af Danmark.

Så kom det kraftige olieprisfald i 2014, hvor prisen pr. tønde i en periode lå under 30 dollar. Det skabte krise i norsk økonomi, og den norske krone blev devalueret med ca. 20 procent - et niveau den stadig ligger på i dag. I 2017 var BNP pr. indbygger ca. 71.000 dollar. Faldet skyldes primært valutakursen norske kroner/dollar og er altså ikke udtryk for et fald i velfærden. Og Norge er under alle omstændigheder stadig blandt de rigeste lande i verden, nummer 4 i 2017. BNP pr. indbygger er ca. 15.000 dollar højere end i Danmark.

Den dobbelte rigdom

Norsk økonomi har i disse år medvind i form af højere oliepriser - over 70 dollar pr. tønde - øget beskæftigelse og en vækst i BNP på ca. 2 pct. Også de høje priser på laks og anden fisk, der eksporteres, er med til drive væksten og øge velfærden. Samtidig har Norge en anden rigdom i form af den statslige oliefond. Den rundede i september 2017 for første gang en billion dollar.

I dag er den 8.000 mia. norske kroner eller 6.200 mia. danske kroner. Det svarer til ca. 1,2 mio. danske kroner pr. nordmand. Af denne formue pumpes 3 pct., ca. 230 mia. norske kroner, hvert år ind i norsk økonomi. Det svarer til prisen på syv øresundsbroer – i nutidsværdi vel at mærke. Det offentlige Norge investerer i de områder, som i disse år forandrer sig på grund af globale megatrends som digitalisering, urbanisering, demografiske forandringer, bæredygtighed og fokus på sundhed.

Der bygges helt nye og bæredygtige bydele, hospitaler og skoler. Der satses på at få skabt en slagkraftig life science-klynge og på forbedring og udbygning af infrastruktur. Og man er i gang med den grønne omstilling godt hjulpet på vej af vandkraft og nu også betydelig on shore vindkraft. Man er således i gang med en gradvis omstilling af økonomien til tiden »efter olien«.

Der er tale om en proces med et langt aftræk. Norge forventer at opretholde et højt indtægtsniveau på olie og gas de kommende 10-15 år. Mange af de nye områder kører i højt gear allerede nu, og regeringens satsningsområder skaber nye muligheder for dansk erhvervsliv i Norge.

Udfordringer eksisterer

Men trods de mange gode perspektiver for Norge og norsk økonomi er det ikke sådan, at landet er uden udfordringer. Som andre vestlige lande kæmper man med at finde løsninger på det pres på sundhedssystemet, som den kraftigt voksende ældregruppe giver, og med at udbygge et vej- og tognet, der er utilstrækkeligt. Dertil kommer de udfordringer, som et nyt olieprisfald kunne give.

Men for så vidt angår sidstnævnte, er faren langt mindre end i 2014. For i mellemtiden har industrien tilpasset sig en situation med en lavere oliepris. Omkostninger er skåret til, og visse felter er rentable ved en oliepris på 17 dollar/tønde. De mange underleverandører til olie- og gasindustrien har til dels fundet nye kunder i andre industrier både i Norge og i udlandet.

Norges rigdom gør Danmark rigere

Man kan så spørge: Hvad betyder denne gunstige økonomiske situation i Norge for os danskere? Den betyder utrolig meget for vores økonomi og velstand og dermed for den enkelte dansker. Bortset fra Sverige, Tyskland og USA er det intet land i verden, der har så stor positiv betydning for vores velstand som Norge. Af tre grunde.

For det første er Norge vores femtestørste eksportmarked: Vi eksporterede sidste år for 70 mia. danske kroner til Norge.

For det andet er Norge vores næststørste turistmarked. Nordmænd har 2,5 mio. overnatninger i Danmark om året og lægger mange penge.

Og endelig er Norge blandt de fem største investorer i Danmark. Disse investeringer i virksomheder skaber arbejdspladser og vækst. Så det kan godt være, at vi sidder ved middagsbordet og er lidt misundelige på vores norske naboers olierigdom. Men faktum er, at det, der er godt for Norge, også er godt for Danmark. Vores økonomier er tæt forbundet.

Jarl Frijs-Madsen er Danmarks ambassadør i Norge og vil i løbet af sommeren skrive en række indlæg om nordisk økonomi.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen