Berlingske Business

Firmabilerne skal også have en grøn førertrøje

Miljøbil
Firmabiler udgør en stor del af den danske bilpark, men beskatningsreglerne er en fordel for dieselbiler. Novo Nordisk foreslår revision af ordningen, så det bliver attraktivt at køre i hybrid- og el-biler. PR-foto

Novo Nordisk tilbyder nu kun medarbejdere med firmabiler køretøjer i energiklasse A. En mere miljørigtig beskatning er nødvendig, hvis firmabilerne skal køre forrest i den grønne omstilling.

De politiske forhandlinger om klima og miljø er gået i gang. Elafgifter, vindmølleparker, solenergi, transportregulering – der er nok at tage fat på. Ikke mindst transportsektoren står over for en enorm omstilling.

I Novo Nordisk tror vi på, at fremtiden tilhører biler, der drives af vedvarende energi. Både tiden og teknologien er ved at løbe fra det fossile brændstof.

Men omstillingen er kompleks og trænger til, at der fra politisk hold bliver justeret på de tilgængelige håndtag.

Revision af firmabilordning

Et forslag fra Novo Nordisk er en revision af firmabilordningen. Firmabilerne udgør en betydelig del af de personbiler, der kører rundt i Danmark. Faktisk aftager danske virksomheder cirka halvdelen af alle personbiler i Danmark. Men i dag er firmabil ordningen skruet sammen på en sådan måde, at der for den enkelte medarbejder ikke er et incitament til at vælge en grøn bil. Det vender jeg tilbage til.

I Novo Nordisk vil vi på sigt gerne transformere vores bilpark til en minimal miljøbelastning. Der er et betydeligt potentiale. Set i et globalt perspektiv udleder Novo Nordisks firmabiler 66.000 ton CO2 årligt og NOx derudover. Til sammenligning udleder vores globale produktionsfaciliteter 92.000 ton CO2. Det er helt skævt.

Vi har derfor besluttet at revidere vores politik for firmabiler – i første omgang i Danmark. Fra 1. juni i år vil Novo Nordisk kun tilbyde firmabiler, der er energiklasse A.

Så langt så godt. Desværre kører beskatningen af firmabiler ikke i samme retning. Som skattereglerne er i dag, kan det simpelthen ikke betale sig at vælge grønt.

El- og hybridbiler er stadig relativt dyre, og udvalget er begrænset. Det kræver naturligt nok også lidt ekstra vilje for den enkelte familie at kaste sig ud i en ny måde at have bil på.

Derfor har vi fra virksomhedens side valgt at hæve leasingrammen for el- og hybridbiler. Målet er at give den enkelte medarbejder flere miljørigtige valgmuligheder for at kunne vælge en dyrere bil, hvis den er el eller hybrid. Men desværre har det ikke så stor en betydning, hvor meget vi udvider vores leasingrammer.

Beskatning en fordel for dieselbiler

Det er nemlig beskatningen, der udgør omkostningen for den enkelte medarbejder. Den nuværende beskatning betyder, at de fleste vælger dieselbilen som energiklasse A frem for el- og hybridbilen.

Er der nu noget galt med det? Dieselbiler kører længere på literen og udleder mindre CO2 end benzinbiler, når der køres jævnt. Derfor har dieselbiler også i mange år været det foretrukne valg for firmabiler i Danmark og et fornuftigt valg for dem, der dagligt kører langt og jævnt.

Den nyeste generation dieselmotor kan stadig være det bedste klimavalg for den medarbejder, der ugentligt kører motorvejene tynde. Men størstedelen af Novo Nordisks firmabiler kører i hovedstadsområdet.

Specielt på korte ture med mange stop udleder dieselbilerne NOx partikler. I København, som andre store byer, bliver trafikken tættere og tættere, og partikeludledningen, der følger med, hører ganske enkelt ikke længere hjemme her.

Det gælder i særdeleshed ældre dieselkøretøjer, som udleder betydelige mængder skadelige partikler. På længere sigt - inden for de næste par år - er det derfor Novo Nordisks ambition ikke længere at tilbyde dieselbiler som firmabiler.

Vi tror på, at fremtiden er elbiler. Ethvert bilmærke med respekt for sig selv og sin forretning har sat forskningsafdelingen på overarbejde for ikke at komme bagud i udviklingen af eldrevne biler.

Se på foregangslandene

Det kommer til at gå hurtigt, og det gør det især i foregangslandene, som investerer i omstilling af bilparken og den rette infrastruktur i form af flere og hurtigere ladere. Novo Nordisk foreslår, at incitamentet til at vælge el- og hybridbiler bliver styrket i firmabilordningen. Det økonomiske incitament er vigtigt, når vi som vanemennesker skal vælge nye og lidt ukendte løsninger.

Firmabiler er i øvrigt ikke det eneste område, hvor politikerne med fordel kunne dreje rattet mod den grønne omstilling. Andre initiativer kunne være taxakørsel og udrykningskøretøjer.

Her skal man blot kigge til Amsterdam, hvor en del af lufthavnstaxaerne er eldrevne eller til Luxembourg, hvor politiet afprøver det samme. Herhjemme er kommunerne allerede begyndt at omstille eksempelvis hjemmeplejen til elbiler.

I Novo Nordisk har vi haft succes med at introducere elbilerne internt i virksomheden til transport mellem virksomhedens faciliteter.

Klima- og miljøpolitikken har mange håndtag at dreje på. Der er mange ubekendte faktorer, og kompleksiteten er stor. Men teknologien på transportområdet er under hastig udvikling.

Vi har en mulighed for at køre i den rigtige retning og komme i gang med den grønne omstilling på vejene. Firmabilen kan med fordel lægge sig helt forrest i feltet.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen