Berlingske Business
18:13Amsterdam vinder lodtrækning om EUs lægemiddelagentur

Deutsche Post: Målet er at slippe for emissioner fra 2050

15BUSDEUTSCHE-POST-STREETSC.jpg
Deutsche Posts elektriske Streetscooter. Foto: Reuters

Klima. Hvis virksomhederne for alvor besinder sig på den globale opvarmning, vil de kunne opnå meget mere end »blot« at reducere presset på det globale miljø, selv om det i sig selv er livsvigtigt, skriver Frank Appel, der er øverste chef for Deutsche Post DHL Group i Tyskland.

For enhver global virksomhed – og i vores tilfælde verdens største logistikselskab – kan forpligtelsen til at blive emissionsfri i år 2050 udløse en af to reaktioner. Nogle ser det som et PR-nummer, mens andre ser et sådant mål som overdrevent optimistisk.

Jeg tror, begge reaktioner er forkerte. At påtage sig en sådan forpligtelse er ganske enkelt uomgængeligt. Klimaforandringerne udgør en klar risiko for alle selskabers værdisæt, uanset hvor de befinder sig.

Omvendt vil man først kunne bekæmpe klimaforandringerne, når den menneskelige opfindsomhed og markedets ressource­effektivitet udnyttes fuldt ud. Af samme grund indser stadig flere erhvervsledere, at det ikke kun er forbundet med udgifter at tage udfordringen fra klimaforandringerne på sig. Det åbner også for muligheder for at skabe værdi ved at udtænke nye forretningsmodeller og investere i nye teknologier.

Målet for COP23, dette års FN-klimakonference – som i disse dage afholdes i Bonn, hvor også vores globale hovedkvarter befinder sig – er at blive helt konkret i spørgsmålet om, hvordan vi opnår en positiv effekt for miljøet.

Den udfordring bliver også taget meget alvorligt af de store selskaber. Efter hvad jeg har erfaret siden 2008, da vi som de første formulerede en konkret forpligtelse til at reducere vores globale emissioner, vil jeg pege på fire afgørende lektioner:

For det første kræver forpligtelsen til at blive emissionsfri en helt grundlæggende nytænkning af mange sider af forretningen. For os har arbejdet med at revurdere alt gennem bæredygtighedens prisme betydet, at vi har fået en ny kvalitet i vores forhold til leverandører og kunder.

For eksempel reducerer vores aerodynamisk designede Teardrop-trailere, som anvendes til lange transporter på vejnettet, både brændstofforbruget og udledningen af kulstoffer.

For det andet må man – netop fordi der ikke findes en enkelt generalnøgle til alle problemer – iværksætte mange konkrete tiltag hurtigt og systematisk. Og denne indsats kan begynde helt småt med at skifte til LED-pærer i kontorerne overalt i verden og genfinde glæden ved at bruge cykel­bude til levering af varer i byområder.

For det tredje afhænger succesen mindst lige så meget af, at ideerne får mulighed for at forplante sig opad i virksomhedens kultur i lige så høj grad som nedad. Nystartede laboratorier, der indfanger ideer fra almindelige ansatte, spiller her en vigtig rolle.

Og for det fjerde kan et selskab, som er indstillet på helt grundlæggende at gentænke sin veletablerede måde at gribe tingene an på, meget vel opdage helt nye og transformative løsninger, som åbner for nye måder at drive virksomheden på langt sigt.

For vores eget vedkommende vil jeg sige, at vi er blevet e-entreprenører. Vi arbejder med en samlet flåde på 92.000 udbringningskøretøjer, så et vigtigt punkt på vores 2050-dagsorden er at nedbringe vores afhængighed af diesel og over tid at skifte til elektriske køretøjer. Disse e-køretøjer må imidlertid nødvendigvis være lige så robuste som vore hidtidige dieselbiler, idet de skal fragte tunge genstande og holde til slitagen fra den abrupte kørsel i bymæssig bebyggelse. Samtidig skal de være pålidelige nok til at kunne tåle 300 dages brug om året.

Da vi ikke kunne finde en tilstrækkelig pålidelig leverandør på markedet, tog vi kontakt til en nystartet virksomhed med oprindelse i universitetsmiljøet, Street­scooter. Og dem endte vi med at indgå en aftale med. Vi udbygger i øjeblikket deres modelpalet og produktionskapacitet fra 10.000 køretøjer nu til 20.000 i 2018.

En vigtig motivation for os er at demonstrere, at e-mobilitet kan blive standardfremgangsmåde i den globale logistik­branche. Og derfor har vi besluttet dels at øge ambitionsniveauet i Tyskland, dels at begynde at udrulle denne løsning globalt. Og da Streetscooter kan tilpasses special­opgaver i andre brancher også, kan de formentlig levere mobile løsninger i bymæssig bebyggelse i langt større omfang.

Med henblik på yderligere at reducere vores selskabs emissioner og støjniveau lægger vi også stor vægt på e-cykler og e-tricykler. Vi anvender dem for indeværende i 58 byer i 12 europæiske lande, heriblandt Frankrig, Italien, Storbritannien og Holland. For os er det afgørende, at den fulde indfasning af disse tiltag bidrager til at nå et vigtigt delmål, som er opsat for år 2025, nemlig at 70 procent af den første og den sidste kilometer af en leverance bliver emissionsfri.

Der er ingen tvivl om, at vores 2050-mål om at blive helt emissionsfri bliver væsentligt sværere at indfri. På vejen mod dette mål er det vigtigt og særdeles inspirerende for mig, at håndteringen af de klimabetingede udfordringer rækker så langt ud over de helt umiddelbare miljøspørgsmål.

Som jeg har erfaret fra førstehåndsindtryk fører »grønne« initiativer ofte til nye måder at producere på og med tiden til skabelsen af helt nye markeder med et grundlæggende krav om bæredygtige løsninger. Dristige visioner er imidlertid nødvendige, hvis denne proces skal drives videre frem.

Det er på denne måde, vi i erhvervslivet kan – og skal – føre an i den nødvendige omstilling på globalt plan.

 

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Få det bedste debat fra Business.dk hver fredag.

Se alle nyhedsbreve

0 Kommentarer

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen