Berlingske Business
12:18Athena har solgt tysk vindmøllepark

Det vi ikke taler om i Iværksætter-Danmark

Jonathan Løw, iværksætter
Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder. Han skyder næste uges Iværksætteruge i gang med en kærlig opsang til de danske iværksættere. Foto:

Serieiværksætteren og foredragsholderen Jonathan Løw skyder næste uges Iværksætteruge i gang med en kærlig opsang til de danske iværksættere.

Der er noget helt galt. I næste uge fejrer hele verden Global Entrepreneurship Week – også her i Danmark.

Iværksætteri kommer til at fylde meget i mediebilledet, og det er på den ene side glædeligt, når man som undertegnede elsker at sætte iværk. Jeg har selv startet 4 virksomheder, herhjemme og i udlandet, og bevæget mig i det danske iværksættermiljø de sidste 15 år. Derfor skal nedenstående kritik læses som en kærlighedserklæring til håndværket frem for som en advarsel.

Der er noget helt galt, for der er noget, vi slet ikke taler om i Iværksætter Danmark. Noget der allerede er problematisk og kun risikerer at blive endnu værre i fremtiden, hvis vi ikke tør italesætte det og gøre noget ved det.

Jeg er ret sikker på, at Uge 47 kommer til at handle om positive ting som iværksætteri på skoleskemaet og inspirationsforedrag fra succesfulde vækstiværksættere. Det er alt sammen virkelig positivt, men på samme tid er alle i miljøet forbavsende tavse omkring den allerstørste trussel imod danske iværksættere: Den fortælling og den arbejdskultur som er fremherskende i mange iværksættermiljøer herhjemme.

19busPix-Jonathan Løw.jpg

Macho og alt-eller-intet mentaliteten

Der skyder nye iværksættermiljøer op hele tiden. Det er inspirerende at følge! Problemet er, at der i mange af disse miljøer er en udpræget macho-kultur og en alt-eller-intet mentalitet i forhold til at være iværksætter. Miljøerne dyrker fortællingen om iværksætteren, der sover på kontoret og opgiver alt for sin startup. Det er helt naturligt i øvrigt, for miljøerne henter jo deres inspiration iblandt nogle af de allermest profilerede danske succes-iværksættere, der som regel fremstilles som nærmest usårlige og lever liv med hurtige biler og lækre damer.

Som led i macho-kulturen følger også en ganske særlige arbejdskultur for os iværksættere. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg efterhånden har hørt kolleger taler om, at iværksætteri kræver arbejdsuger på over 70 timer og en ”whatever it fucking takes”-attitude til det hele. Ellers lykkes man aldrig.

Selvfølgelig kræver det en stor indsats at starte en virksomhed. Jeg har prøvet det en række gange og desuden rådgivet og investeret i startups. Det gælder som oftest, når man starter op, at så arbejder man væsentligt mere end 37 timer om ugen. Problemet er imidlertid, at ens startup ofte går over i en ny fase, hvor man igen overbeviser sig selv om, at man må arbejde 70 timer om ugen. For eksempel i en vækstfase, internationalisering, skalering, pre-exit og så videre.

Det betyder, at iværksætteri, der jo på mange måder er et maraton og kræver udholdenhed for at lykkes, pludselig bliver et maraton med konstant indlagte sprinter undervejs. Og ligesom maratonløberen så kan iværksætteren ikke holde til det i længden.

Iværksætteri og biologi

Jeg mener, at vi er nødt til at få gjort op med ovenstående fortællinger eller i det mindste nuanceret dem. Der skal noget mindre macho og noget mere mening ind i kulturen. Der skal gøres plads til både virksomhed og familie, venner, helbred, fordybelse etc.

Nogle vil måske mene, at det udelukkende er et holdningsspørgsmål. Det er fair nok, at Jonathan Løw mener sådan, men han skal ikke diktere, hvad en rigtig iværksætter er, eller hvordan jeg skal være iværksætter.

Det er jeg fuldstændig enig i så langt, at der selvfølgelig ikke findes én rigtig iværksætter-type. Vi er alle forskellige, har forskellige mål for vores virksomhed og forskellige værdier i livet.

Men vi har alle det til fælles, at vi har grænser for vores formåen rent biologisk. Uanset om du er én af dem, der kan holde til store eller knapt så store belastninger, så har du ligesom jeg et breaking-point, hvor krop og sind ikke kan længere.

Det er her, at diskussionen går fra udelukkende at være et holdningsspørgsmål til en fælles forpligtigelse i forhold til at passe på hinanden – og os selv. Uanset holdninger så viser forskningen på området, at den arbejdskultur, vi er ved at bygge op i de danske iværksættermiljøer, er skadelig på den lange bane. Og det vil kunne gå markant ud over dansk iværksætteri i fremtiden.

Når iværksætteri bliver farligt

Diskussionen har allerede pågået i nogle år i iværksætter-kredse i både England og USA. Bl.a. viser forskningen fra disse lande, at arbejdsuger på over 55 timer om ugen markant øger risikoen for blodpropper og hjerteproblemer (University College of London studie af over 100.000 mænd og kvinder).

Andre undersøgelser påviser en klart øget risiko for at udvikle stress og depression, hvis man er iværksætter og praktiserer en livsstil i stil med den, jeg problematiserer ovenfor. Dvs. hvor arbejdet er ens eneste ’drug’, og hvor man erstatter kildevand med Red Bulls og tid til venner med tid til LinkedIn og Twitter.

Selvom de fleste af os iværksættere elsker vores arbejde så meget, at vi ofte ser det som en hobby, så bør ovenstående forskning vække til eftertanke. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal betale en urimeligt høj pris for noget, der burde være forbundet med skaberglæde og livsgejst (og hårdt arbejde naturligvis).

En ny fortælling

Jeg synes, at den tidligere topchef og bestyrelsesformand for Coca-Cola, Brian Dyson, har beskrevet det rigtig fint: Forestil dig dit liv som et spil, hvor du står og jonglerer med fem bolde i luften. Du giver boldene navne: arbejde, familie, helbred, venner og åndelighed. Du jonglerer, og du oplever hurtigt, at arbejde er som en gummibold. Hvis du taber den, så springer den op og tilbage til dig igen. Men de andre fire bolde: familie, helbred, venner og åndelighed, de er lavet af glas.

Hvis du taber én af disse bolde, så vil den uigenkaldeligt blive ridset, mærket, beskadiget og måske endda knust.

Dét, jeg advokerer for er, at det skal blive legitimt som iværksætter at skrue ned for arbejdstimerne, hvis det begynder at brænde på. At man ikke føler sig forpligtet til at tilsidesætte familie og venner, fordi man tror, at det forventes af en investor.

Jeg håber, at indlægget her kan medvirke til, at vi begynder at passe bedre på os selv og hinanden som iværksættere. Det kunne ske ved, at vi nuancerer fortællingen om, hvad det kræver for at få succes. Der findes eksempelvis ingen forskning som dokumenterer, at man får mere succes som iværksætter ved at arbejde 70 timer frem for 40 timer om ugen. Mange husker vel nok punchlinen ’work smarter not harder’.

Derfor håber jeg, at vi sammen kan skabe en fortælling, som selvfølgelig betoner det hårde arbejde (for iværksætteri ER hårdt arbejde), men som piller macho elementet ud og gør det mindre alt-eller-intet agtigt.

Jeg har selv prøvet at starte virksomheder, som fik en masse hype og gik internationalt. Jeg købte mig da også en smart sportsvogn, og jeg hang ud med de såkaldt ’vigtige’ folk på trendy natklubber.

Ja, jeg spiste endda middag med Hollywoodstjernen Richard Gere i New York. Macho-imaget var intakt.

Men jeg har siden spurgt mig selv, om det nu også var så cool dengang? Svaret er nej. Når jeg virkelig mærker efter, så gør det mig ægte glad at kunne kombinere min skabertrang med at afsætte tid til dem, jeg holder af. Måske er du yngre end mig (jeg er 36) og tænker, at du gerne vil arbejde konstant, fordi det føles så fedt. Fair enough. Jeg har intet ønske om at hæve pegefingeren eller blande mig. Jeg håber bare, at du passer på dig selv undervejs, så du også kan drive og starte nye virksomheder om ti år fra nu.

Ligeledes vil jeg slutte af med at gentage over for mine med-iværksættere, investorer og iværksætter-miljøer, at dette ikke er nogen kritik af jer – tværtimod! Jeg håber, at I derfor vil tage forsvarsparaderne ned og være åbne i forhold til at nuancere den nuværende iværksætter-fortælling i Danmark. Lykkes det, så tror jeg, at Danmark bliver én af verdens både mest succesfulde og lykkelige iværksætter-nationer.

Go’ iværksætteruge Danmark!

Få det bedste debat fra Business.dk hver fredag.

Se alle nyhedsbreve

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen