Berlingske Business

Advokater spiller højt spil med troværdigheden

1342142134
Det er bekymrende, at advokatbranchen i så høj grad lukker sig om sig selv og afviser enhver form for berettiget kritik af deres egne, mener Berlingskes erhvervskommentator Jens Chr. Hansen, der bla. nævner Schlüter-sagen (billedet tv.) som eksempel. (Arkivfotos: Simon Læssøe / Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix)

Lad mig først komme med en indrømmelse: Jeg har enorm respekt for advokatbranchen. Respekt for, at det i sidste ende altid er lovens bogstav, der tæller, henrykt over at bo i et land, hvor alle – uden undtagelse – har ret til juridisk bistand.

Men: Set udefra er det bekymrende, at branchen lukker sig om sig selv, afviser enhver form for berettiget kritik, mangler gennemsigtighed og transparens og passivt ser til, mens tilliden og troværdigheden til denne helt afgørende søjle i vores retssamfund er støt faldende.

For nylig havde vi i Berlingske en kronik af advokat Eskil Nielsen. Han kom med en særdeles harsk kritik mod sine egne, mod advokatbranchen for at lade de store skandalesager med advokater involveret glide forbi vinduerne, som om intet var hændt. Selvfedme, lød karakteristikken fra Eskil Nielsen.

Anledningen var det manglende selvopgør efter en af de største skandaler blandt erhvervsadvokater, nemlig Schlüter-sagen. Et af Københavns mest respekterede advokathuse gik konkurs med efterfølgende straffesager og domme. Hvordan kunne det ske, og burde advokatstanden ikke selv i meget højere grad, end det er sket, reflektere over så stor en skandale og ændre praksis, lød spørgsmålet fra Eskil Nielsen.

Advokater har en helt særlig position i samfundet. Statens forlængede arm har en statsautorisation, der i dén grad forpligter. Endnu mere særligt er det, at standen fører tilsyn med og kontrollerer sig selv. Men: »Kontrolsystemet virkede ganske enkelt ikke,« lød konklusionen fra Eskil Nielsen.

Responsen fra Advokatrådets formand, Peter Fogh, er nedslående: »Vi har et godt og effektivt tilsyn,« lød forsvaret. Skandalen i Schlüter-sagen ligger i periferien af advokatansvaret, nemlig i advokathusets kommercielle forretninger. Problemet er dog, at disse erhvervsforretninger føres under en advokatkasket og hvad deraf følger af tillid til netop advokatstanden.

Peter Fogh afviser en granskning af Schlüter-sagen. Det sker på et tidspunkt, hvor justitsministeren netop er ved at lægge sidste hånd på et udspil om øget kontrol og skærpet tilsyn med advokater. Men hvad frygter Peter Fogh? At der hvirvles så meget skidt op, at standen fremover tvinges til at blive set efter i sømmene af andre end sig selv? Af et tilsyn af ikke-advokater.

Måske det er tiden også for advokater at erkende og respektere, at vi lever i en tid, hvor kravene til gennemsigtighed og transparens stiger. At heller ikke advokater kan leve i et hus uden vinduer.

Der kunne være mere transparens omkring konkursadvokaters honorarer, mere gennemsigtighed i advokaters arbejde i de mange tusinde almene fonde og erhvervsdrivende fonde, mere indsigt og tilsyn med klientmidler, mere fokus på advokaters ansvar i forbindelse med børsnoteringer og prospekter, habilitet, mere fokus på Kammeradvokatens særlige rolle og så videre, og så videre.

I den seneste troværdighedsanalyse er advokatstanden faldet til en plads som nummer 18 ud af 26 brancher. Et fald på seks procent på ti år. Og ja, jeg ved godt, at både journalister, bilforhandlere og politikere ligger dårligere placeret, men hvis advokatstanden skal fastholde sin særstatus i samfundet, bør der i dén grad ruskes op i egne rækker.

Jeg er sikker på, at langt, langt de fleste af landets 1.800 advokatfirmaer og de knap 6.000 advokater har orden i bøgerne, sagtens kan tåle mere gennemsigtighed og tåle at blive set efter i kortene. Advokatstanden risikerer at sætte sin troværdighed over styr, hvis det blot er business as usual fremover.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen