Siden finanskrisen slog bunden ud af boligmarkedet, har vi haft en årrække med små men dog stabile fremgange i salget af helårsboliger. Forventningerne var, at denne udvikling ville fortsætte i ...
Siden finanskrisen slog bunden ud af boligmarkedet, har vi haft en årrække med små men dog stabile fremgange i salget af helårsboliger. Forventningerne var, at denne udvikling ville fortsætte i 2015, men vi kan nu gøre op, at salget siden februar har overgået selv de mest optimistiske forudsigelser med flere længder. Således kan vi konstatere en stigning i salget i første halvår 2015 på hele 35 pct. i forhold til samme periode sidste år, mens udbuddet af boliger til salg er faldet 9 pct. Fortsætter det sådan i anden halvdel af året, ender 2015 som det bedste år for boligsalg siden 2006 med i alt omkring 75.000 handler i Danmark.
Det er fortsat Region Hovedstaden, der er lokomotivet, og der er intet der tyder på, at denne udvikling stagnerer. I juni 2015 blev der nemlig solgt lige så mange boliger i Region Hovedstaden som i de absolut bedste måneder i 2005, hvor bolighandlen nåede sit historiske højdepunkt. Den gennemsnitlige salgstid for villaer og lejligheder i hovedstadsområdet og Nordsjælland er nu nede på 94 dage.
Men også i resten af landet noterer vi et boligmarked, der målt på styksalget er tilbage på det normale. Regionalt er det de større byer, der trækker væksten, mens man i de små samfund mange steder fortsat oplever et tungt marked.
- Vi har ikke tidligere set så dramatiske ændringer af boligsalget, når det har været i opadgående retning, fortæller EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. - Der var næppe nogen, der ville have satset 500 kr. på en stigning i boligsalget på 35 pct. for et halvt år siden.
Forklaringen på den bratte opstigning er en kombination af lav rente, opsparet behov for at skifte bolig og tillid til fremtiden hos boligkøberne. - På overfladen har vi et sundt marked nu, men jeg kunne godt tænke mig, at udviklingen var mere jævnt fordelt over hele landet. Det vil fortsat være nødvendigt at tænke i initiativer til at fremme omsætningen af boliger i de små byer og ude på landet, siger Jan Nordmann.
Får din virksomhed nok opmærksomhed?
Mangler dit produkt opmærksomhed fra den købedygtige kunde eller beslutningstager?
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen